Hun er den moderne diplomat

Anne Hougaard Jensen er indbegrebet af den moderne diplomat

24BBMkomm-Anne Hougaard bil.jpg
Læs mere
Fold sammen

Som ledende ministersekretær i Udenrigsministeriet har Anne Hougaard Jensen de seneste år haft sit daglige virke midt i orkanens øje.

Bortset fra en enkelt afstikker til Bruxelles har hun arbejdet i Udenrigsministeriet, siden hun blev uddannet som cand.scient.pol. i 2007, og ifølge Udenrigsministeriets departementschef, Ulrik Vestergaard Knudsen, er Anne Hougaard Jensen indbegrebet af den moderne diplomat:

»Anne er en af vores allermest skattede medarbejdere i departementet. Hun navigerer med stor selvfølgelighed, ro og overblik og formår med klar overbevisning at balancere de mange hensyn, der afvejes mod hinanden, når sager skal bringes sikkert i mål,« siger Ulrik Vestergaard Knudsen.

Ofte løses opgaverne under stort tidspres, der kræver, at man kan handle og er skarp til at prioritere. Og Anne Hougaard fremhæver selv, at det er den del af jobbet, der har lært hende mest både fagligt og menneskeligt.

»Jeg har lært at navigere i et politisk miljø med mange og modsatrettede interesser. Og samtidig har jobbet som ministersekretær givet mig en unik indsigt i den politiske arena. Både udenrigs- og indenrigspolitisk,« siger hun.

Anne Hougaard Jensen

34 år, ministersekretær, Udenrigsministeriet.

2007: Cand.scient.pol., Aarhus Universitet.

2007: Fuldmægtig, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet.

2010: Fuldmægtig, Stabiliseringskontoret – Afghanistan teamet, Udenrigsministeriet.

2010: 1. ambassadesekretær, Danmarks NATO repræsentation, Bruxelles.

2013-: Ministersekretær for udenrigsministeren, Udenrigsministeriet.