Her koster en bolig kassen

De mest eksklusive boliger i verden har endnu ikke nået prisniveauet før finanskrisen, men de er blevet væsentligt dyrere i løbet af 2010. De dyreste boliger finder man i Monaco, London og New York, viser en ny opgørelse.

Luksusbyggeriet One Hyde Park i London. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Enorme panoramavinduer af skudsikkert glas. Luksuriøse spabade, squashbaner og indendørs swimmingpools af de dyreste materialer. 24 timers roomservice og et tilhørende privat vagtkorps, der passer på ejendommen. Sådan lyder nogle af salgsargumenterne for de 86 eksklusive London-lejligheder i nybyggeriet One Hyde Park, der opererer med mindstepriser på knap 180 mio. kr.

One Hyde Park-byggeriet er blot et af flere eksempler på, at det eksklusive boligmarked i London fortsat lever i bedste velgående. En ny opgørelse fra den engelsk-amerikanske ejendomsmæglerkæde Knight Frank viser, at kvadratmeterpriserne for de dyreste boliger i London er de næsthøjeste i verden. Kun jetsetter-paradiset Monaco har højere priser.

London trækker

Knight Frank følger boligmarkederne over hele verden og har fundet frem til de ti dyreste storbyer målt på priserne for den mest eksklusive del af markedet. Ejendomsmæglerkæden har fundet den gennemsnitlige kvadratmeterpris for de ti dyreste boliger, der er solgt i hver by i 2010, og her får Monaco førstepladsen med en kvadratmeterpris på 397.000 kr.

I London har kvadratmeterprisen i de ti dyreste boliger i år ligget på 380.000 kr. Det svarer til, at en bolig på 300 kvadratmeter kan fås for den nette sum af 114 mio. kr.

Se billederne: Her er verdens dyreste boliger

"London er en global by, og velhavere fra Mellemøsten, Rusland og Asien driver det eksklusive marked op. Mange børn af udenlandske velhavere tager uddannelser i London, og så finder en del det oplagt at købe en bolig i byen. Derudover har byens status som en af verdens finansielle hovedstæder også betydning," siger lederen af Knight Franks afdeling for boliganalyse, Liam Bailey, til Berlingske Nyhedsmagasin.

Han beskriver Monaco som "et skattedrevet marked", da lave skatter i mange år har lokket rigmænd fra hele verden til det lille fyrstendømme på den franske Middelhavskyst. Samtidig er det et meget lille marked, og det begrænsede udbud sikrer et prisniveau, der overgår alle andre steder i verden.

Spekulanter i Hong Kong

Tredjepladsen på listen over de dyreste boliger deles af New York City og Hong Kong. New York har også oplevet en stigende interesse fra rige russiske købere, men slet ikke i samme omfang som London. Det eksklusive marked er hovedsageligt drevet af amerikanske købere, og New York topper listen over byer med flest milliardærer.

I Hong Kong er boligpriserne steget voldsomt de seneste år, og mange frygter, at der er tale om en boble. Antallet af velhavere er kraftigt stigende, men boligmarkedet er præget af mange spekulative investeringer.



Liam Bailey fra Knight Frank fortæller, at de mest eksklusive boliger i verden generelt er steget i pris i 2010, uden at de dog har nået niveauet fra 2007.

Knight Frank understreger, at der kan være enkelte handler i storbyer, som man ikke har fået oplyst. En by som Shanghai vil ifølge Liam Bailey muligvis kunne snige sig ind i bunden af Top 10-listen, hvis ejendomsmæglerkæden havde adgang til data over alle handler.

Læs Specialrapporten om de globale boligpriser i Berlingske Nyhedsmagasin 10. december.