Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Louise Koch vil gøre verden bedre. Det er derfor, hun har uddannet sig til antropolog. Hun er idealist, men ifølge sig selv en pragmatisk én af slagsen.
»Jeg kunne godt gøre en forskel ved at være NGOer eller iværksætter for mit eget bæredygtige projekt, men jeg vil gerne arbejde på et større tandhjul, hvor jeg kan nå længere ud. Det, der driver mig ved min stilling som CSR-chef (corporate social responsibility, red.), er, at jeg har meget større indflydelse og kan igangsætte projekter i meget større skala,« siger Louise Koch, der står for at vejlede Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder om, hvordan de styrker deres forretning med bæredygtighed.
Blandt andet vejleder hun virksomheder om, hvordan de kan gøre deres forretning mere energieffektiv, hvordan de kan bruge en bæredygtig profil som markedsføring, og hvordan de styrker arbejdsforholdene i alle leder af leverandørkæden.
For sin indsats høster Louise Koch nu international anerkendelse. Hun er som eneste dansker på listen over verdens 100 mest indflydelsesrige CSR-ledere.
Inden Louise Koch blev ansat i Dansk Erhverv, var hun med til at udvikle vandforsyningskonceptet Lifelink for Grundfos. Et projekt hun forudser vil få en revolutionerende betydning for vandforsyning i udviklingslande i de kommende år.
Mens Grundfos’ ingeniører tog sig af den tekniske udvikling af vandforsyningen, stod Louise Koch i spidsen for at implementere projektet i Kenya.
Hvad skulle der til for, at kenyanerne ville få ejerskab til vandforsyningen? Hvordan kom de til at forstå værdien af det rene vand? Og hvordan sikrer man, at der er råd til service og vedligehold på langt sigt?
Det var blot nogle af de spørgsmål, Louise Koch skulle finde svar på.
Både i arbejdet med Grundfos og med Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder er den pragmatiske tilgang afgørende.
»Det er vigtigt, at CSR-arbejdet ikke bare er en løftet pegefinger for virksomhederne, men at virksomhederne forstår det som en forretningsmulighed,« siger Louise Koch.
Hun er overbevist om, at fokus på bæredygtig forretning kun vil stige.
Både fordi globale problemer som fattigdom og klimaforandringer i løbet af de seneste 15 år er rykket op på den politiske dagsorden, men også fordi bæredygtige strategier oftere er en betingelse, hvis de danske virksomheder ønsker at samarbejde med store internationale spillere.