Barbara Bertelsen: Hun er kvinden i toppen af det danske justitsvæsen

Barbara Bertelsen Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Barbara Bertelsen, 46 år, departementschef, Justitsministeriet

Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Barbara Bertelsen, er kendt for at have fingrene i bolledejen og forvente at blive orienteret om stort og småt af sine underordnede chefer – primært ældre mænd – i politi, efterretningsvæsen og anklagemyndighed.

Departementchefen, der havde første arbejdsdag under terrorangrebet mod Krudttønden, blev i 2015 kastet ind i et ministerium, der på daværende tidspunkt var sovset ind i skandaler og betændte sager. Siden har hun stået i spidsen for en fornyelse af ministeriet, som flere har rost og kaldt nødvendig. I øjeblikket står hun midt i orkanens øje i den såkaldte teleskandale.

Bertelsen, der er uddannet jurist, har tilbragt størstedelen af sin karriere i Justitsministeriet. Fra fuldmægtig til souschef og så kontorchef. Indimellem har der været afstikkere til Statsministeriet, Statsadvokaten og Moderniseringsstyrelsen, men hver gang er Bertelsen vendt tilbage til Slotsholmsgade 10.