Ydmyge vindere og sårede tabere

Som et såret dyr holder den russiske præsident, Vladimir Putin, sig væk fra offentligheden og holder alle sine udveje åbne. Det efterlader omverdenen med ubesvarede spørgsmål: Hvad vil Kreml, og hvor langt er Putin parat til at gå?, fortæller Berlingskes korrespondent i Tyskland.

Snesevis af ukendte og stærkt bevæbnede mænd har taget kontrol over området omkring lufthavnen i Simferopol, der er den største by på den ukrainske halvø Krim. Samme mænd har også blokeret vejen til lufthavnen ved byen Sevastopol og har besat det lokale parlament. Foto: Viktor Drachev Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det faldt på et tørt sted for den europæiske selvforståelse, da tre europæiske udenrigsministre i sidste uge var med til at skrive historie i Ukraine og sætte en stopper for en blodig kamp mellem politi og demonstranter.

Det var fred gennem diplomati. Klassisk Europa. Fra Bruxelles og Berlin sivede en vis tilfredshed med egen præstation ud i medierne, men udadtil afstod alle fra at slå sig på brystet.

Det viste sig hurtigt at være særdeles velberådet, for begivenhederne accelererede som bekendt videre. En historisk uge senere er konflikten flyttet til Krim-halvøen i det sydlige Ukraine.

Rusland spiller med de militære muskler og gav i går den afsatte præsident, Viktor Janukovitj, lov til at afholde et pressemøde, hvor han annoncerede fortsat kamp for Ukraine og beskyldte de europæiske forhandlere for uanstændigt at svigte den én uge gamle aftale. Situationen er højspændt.

Den seneste uges begivenheder er ganske givet også kommet bag på Ruslands præsident, Vladimir Putin, hvis store projekt om at samle en slagkraftig toldunion – måske endda en eurasisk union som modsvar til EU – nu er truet. Rusland og Ukraine er med Putins ord »ét folk«. Nu erklærer den nye regering, at Ukraines fremtid ligger i EU.

Som et såret dyr holder Vladimir Putin sig væk fra offentligheden og holder alle sine udveje åbne. Det efterlader omverdenen med ubesvarede spørgsmål: Hvad vil Kreml, og hvor langt er Vladimir Putin parat til at gå?

Mange iagttagere har svært ved at se, at Rusland skulle have interesse i en militær intervention i Ukraine. Putin synes at værdsætte sine PR-sejre på verdensscenen, som det var tilfældet med Syrien og whistlebloweren Edward Snowden. Han har meget at tabe med et angreb på Ukraine. Omvendt kan han også tabe meget, hvis han ikke kan forsvare de russiske interesser i nabolandet.

Måske håber Vladimir Putin, at Krim vil rive sig løs af Ukraine. Den russiske Duma forbereder ifølge et russisk nyhedsbureau en lov, der skal gøre det muligt for den russiske føderation at optage Krim.

Det kan også bare være mere sabelraslen. I hvert fald vil Europa, USA og den nye regering i Kiev kæmpe indædt for at forhindre en løsrivelse. Opretholdelsen af Ukraines territoriale integritet er Europas vigtigste mål. Her trækkes en streg i sandet. Nogle iagttagere vurderer, at Vladimir Putin blot forsøger at holde sig så relevant som muligt i en fremtidig løsning for Ukraine.

Rusland satser måske på en føderal model med mere autonomi til Krim. Det besatte parlament på Krim-halvøen annoncerede en folke-afstemning, der netop ikke krævede fuld løsrivelse. Måske håber Putin på en åbning af Ukraine til begge sider: En associeringsaftale med EU og en toldunion eller en tæt samhandels-aftale med Rusland.

For Europa er der flere grunde til at gå frem med ydmyghed. For det første gælder det for alt i verden om at undgå en eskalering. Ikke bare af hensyn til ukrainernes sikkerhed, men også fordi Vesten i givet fald næppe vil kunne forhindre en splittelse.

Det ukrainske parlament bad i går USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og andre lande om at bekræfte det såkaldte Budapest-memorandum fra 1994, hvor en række store lande forpligtede sig til at garantere Ukraine og andre tidligere sovjetstaters sikkerhed. Trods Ukraines militære samarbejde med NATO vil alliancen dog meget nødigt i krig med Rusland.

Derfor gælder det for Europa om at undgå at ydmyge og tirre Rusland. Vladimir Putin må hverken få en undskyldning for at gribe ind eller blive presset til det for at redde ansigt.

Derfor lægges der også pres på den nye regering for at afstå fra hævn og skarpe reaktioner. Ikke mindst den tyske regering indskærper kraftigt, at der skal tages hensyn til russerne i Ukraine. De skal for eksempel have ret til at tale deres sprog.

For det andet er EU nok interesseret i at trække Ukraine i sin retning, men en række EU-lande er ikke synderligt interesserede i at lukke et stort, fattigt og uroligt land helt ind i klubben. Det siger de nødig højt. Specielt ikke nu hvor europæere faktisk har ofret livet for en europæisk fremtid. Under alle omstændigheder vil et medlemskab ligge mange år ude i fremtiden.

Indtil da har både Europa og Ukraine brug for Rusland. Rusland er Ukraines største handelspartner og storleverandør af gas. Lukker Rusland ned, går det ud over dem selv, men det går endnu mere ud over Ukraine. Rusland har mange redskaber til at skabe ustabilitet i Ukraine.

I forvejen har USA, EU og Den Internationale Valutafond en stor opgave med at redde Ukraine fra bankerot. De vil gerne have Rusland til at bære en del af byrden. Derfor er der brug for en langsigtet strategi, som alle parter kan leve med. Der er brug for mere europæisk diplomati.