Verdens frækkeste bedstefar: »Jeg har brugt 60 år på at forberede mig på denne dag«

I Kina er den hotteste model på catwalken en 80-årig skuespiller, hvis muskuløse krop er blevet en sensation blandt såvel unge som gamle.

ARKIVFOTO fra et kinesisk modeshow. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRED DUFOUR

Hvis du er træt af alle de unge og alt for magre modeller på catwalken, skal du måske overveje at tage til modeshow i Kina.

Her er 80-årige Wang Deshun blevet det nye sort, efter at han sidste år for første gang optrådte som model.

Med gråt fuldskæg og udslået langt hår gik den topløse Wang resolut ned af catwalken, hvor han foruden en ny kollektion fremviste en muskuløs overkrop, der kunne gøre de fleste mænd på 40 misundelige – eller skamfulde.

Og mens det unægteligt har skabt omtale for tøjdesigneren Hu Sheguang og hans kollektion, er det intet sammenlignet med den omtale, Wangs veltrænede krop har fået.

Wang er oprindeligt teaterskuespiller, men har medvirket i en række film. På det danske marked kan man bl.a. se ham i eventyrfilmen »Forbidden Kingdom«, og han har aldrig ladet sin alder stå i vejen for noget som helst.

Han begyndte at lære engelsk som 44-årig, startede sin egen pantomimetrup fem år senere og begyndte at gå i træningscenter som 50-årig. Men det var først for ti år siden – da Wang var 70 år gammel – at han for alvor kastede sig over træningen, skriver modebladet Glamour.

Og det har mildest talt ikke være forgæves. Det er kun det grå hår og skæg, der afslører, at Wang kunne være oldefar og ikke er i sin bedste alder.

Måske ville han selv sige, at han netop er i sin bedste alder. Lige siden sin modeloptræden har den hårdtpumpende 80-årige været på kinesernes læber.

»Der var mange, der lagde mærke til mig efter modeopvisningen,« fortæller Wang i en video. »Der er dem, der kalder mig for »den frækkeste bedstefar«. Nogle siger også, at jeg er et megahit på nettet. Men ved I hvad? Jeg har brugt 60 år på at forberede mig på denne dag.«

Det handler om at tro på sig selv

For øvrigt kom Wang først i kontakt med modeverdenen, da han som mimiker skulle undervise modeller i at posere. En af disse modeller arbejdede siden for Hu Sheguang og satte Wang og designeren i kontakt med hinanden.

Wang, der stadig træner to timer hver dag, understreger vigtigheden af at tro på sig selv og ikke lade sig stoppe af egne eller omgivelsernes normer for alder.

»Tro mig. Alt dit potentiale kan blive indfriet. Når du tror, at det er for sent, skal du passe på, at det ikke bliver en undskyldning for at give op. Det er kun dig selv, der kan forhindre dig i at få succes.«

Men det er ikke nok at udvise jerndisciplin i træningscentret, advarer Wang.

»For at få et godt helbred og en sund krop må du først sørge for din ånd. Så følger resten efter.«