Valg-drama i Schweiz

Parlamentet har nægtet at godkende en minister.

Schweiz styrer mod en politisk krise, efter at parlamentet for første gang i 100 år nægtede at godkende en minister. Dermed risikerer den populistiske galionsfigur for partiet SVP, Christoph Blocher, at miste justitsministeriet, som han har ledet siden 2004.

Schweiz ledes traditionelt af en regering bestående af medlemmer af alle større partier. Normalt er udnævnelsen af kandidater en formsag efter et parlamentsvalg. Forud for valget i oktober var Blocher og hans parti imidlertid blevet kritiseret for plakater, der af modstandere blev betegnet som racistiske.

SVP sagde inden valget, at man ville forlade regeringen, hvis Blocher ikke kunne fortsætte som minister. Nu er der mulighed for, at partiet ikke går i opposition alligevel.

Et andet SVP-medlem, Eveline Widmer-Schlumpf, er med stort flertal foreslået som justitsminister i stedet for Blocher. SVP-kollegaen, forsvarsminister Samuel Schmid, protesterede heller ikke, da han onsdag blev valgt til en ny periode. Widmer-Schlumpf sagde i går, at hun vil sove på sagen og først i dag tage stilling til, om hun tager imod valget.