USA udvandrer under Ahmadinejads tale i FN

Irans præsident Ahmadinejad kræver straf for de lande, der truer andre med brug af atomvåben. Hans tale ved NPT-konferencen fik bl.a. USA til at udvandre.

De delegerede fra USA, Storbritannien og Frankrig havde ikke tålmodighed til at høre på den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, da han gik på talerstolen ved en FN-konference i New York.

De tre landes delegationer rejste sig og udvandrede fra konferencen, der samler de lande, som har tilsluttet sig traktaten om ikke-spredning af kernevåben, NPT.

Forinden havde Ahmadinejad sagt, at stater, der truer med at anvende deres atomvåben, skal straffes.

- Enhver trussel om at bruge atomvåben eller angribe fredelige atomfaciliteter bør betragtes som et brud på den internationale fred og sikkerhed, sagde Ahmadinejad.

Det er en hentydning til den ny amerikanske atomstrategi, der blev præsenteret i sidste måned.

I strategien erklærede USA, at den ikke vil bruge atomvåben mod stater, der overholder den internationale aftale om ikke-spredning. Men amerikanerne udelukker ikke et angreb mod lande som Iran og Nordkorea.

Både USA og Israel har antydet, at de kan finde på at bruge militær magt mod Irans atomanlæg, som de frygter er ramme om et hemmeligt atomvåbenprogram.

Den iranske regering afviser, at landet er i færd med at udvikle atomvåben og fastholder, at atomanlæggene udelukkende skal anvendes til at fremstille elektricitet.

Iran har tilsluttet sig NPT, men har ifølge Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) ikke levet op til sine forpligtelser i aftalen.

/ritzau/Reuters