Trump glæder sig til flere møder med Obama

Den 70-årige ejendomsmilliardær har efter valgsejr i USA været gæst i sit kommende hjem på Pennsylvania Avenue i Washington. Han har også inviteret Theresa May.

Foto: KEVIN LAMARQUE.
Læs mere
Fold sammen

Washington DC. Den næste amerikanske præsident, Donald Trump, fik torsdag en forsmag på livet de næste fire år, da han besøgte Det Hvide Hus.

Her drøftede han den kommende magtoverdragelse med præsident Barack Obama i Det Ovale Værelse.

Obama sagde bagefter, at der blev talt både indenrigs- og udenrigspolitik.

- Vi vil gøre alt for at hjælpe jer ved magtoverdragelsen, sagde Obama.

Ifølge Trump varede mødet i Det Hvide Hus længere end planlagt. Han ser frem til flere møder med Obama, bedyrede Donald Trump, selv om ingen af de to har lagt skjul på, hvor lidt de bryder sig om hinanden.

- Vi diskuterede mange emner - også visse kriser, sagde Trump.

Ved ankomsten til præsidentboligen undgik Trump journalister og fotografer og blev lukket ind ad en sideindgang.

Det amerikanske præsidentpar aflyste en fotoseance sammen med Trump og den kommende førstedame, Melania Trump, skrev avisen The Wall Street Journal.

I stedet var der en fotosession med Obama og Trump i Det Ovale Værelse.

Obama og Trump har næsten ikke haft kontakt ansigt til ansigt tidligere. Mødet, som Obama foreslog efter Hillary Clintons nederlagstale onsdag, er et ritual forud for et præsidentskifte.

Den 20. januar indsættes Donald Trump officielt.

Obama sagde onsdag, at det ikke er nogen hemmelighed, at han og den kommende præsident er uenige om en del ting.

Men de vil arbejde tæt sammen om en god magtoverdragelse, ligesom han og republikaneren George W. Bush gjorde for otte år siden.

USA's første sorte præsident gav under valgkampen udtryk for en stærk tro på, at vælgerne ville forkaste Trumps program og hårde retorik og i stedet støtte Clinton.

Den britiske premierminister, Theresa May, talte torsdag i telefon med Donald Trump. Hun erklærede i en pressemeddelelse, at hun ser frem til at arbejde sammen med ham.

Mays kontor oplyser, at Trump understregede, at han ønsker at bygge videre på det "særlige forhold" mellem Storbritannien og USA.

- Trump inviterede Theresa May på et besøg hos ham så hurtigt som muligt, hedder det.

/ritzau/Reuters