I frisørsalonen: Måske har Amerika brug for noget nyt, på den hårde måde

»Solen vil stå op, og i morgen er der atter en dag,« var præsident Obamas kommentar på republikanernes sejr. Berlingske tog temperaturen på valgresultatet dagen derpå i Salon Guldsaksen på Nørrebro.

På besøg hos Guldsaksen i Guldbergsgade til en snak om resultatet af præsidentvalget. Fra højre: Martha Alexandersen, Lille Irene, Sonja og Erik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard

Hvis Donald Trump var kunde i Martha Alexandersens salon Guldsaksen på Nørrebro, ville hun starte med hans nakkehår. De forstyrrer hendes øje. Derefter ville hun redde hentehåret tilbage, være ligeglad med den bare plet midt på hovedet, og så ville hun smide farvebøtten langt væk. For egentligt kunne han blive meget pæn, mener Martha Alexandersen, der kan huske den unge forretningsmad fra 70’ernes Playboy-magasiner.

Amerikas kommende præsident er ellers ikke lige hendes type. Hun ville selv have stemt på Hillary Clinton, for hende har hun på en eller anden måde altid haft medlidenhed med, men på den anden side - »måske har Amerika brug for noget nyt, på den hårde måde,« siger hun.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Og faktisk faldt hun en lille smule for Donald Trump under sejrstalen i morges, hvor han roste Hillary Clinton for sin indsats, og talte om infrastruktur, og om at samle nationen og gudskelov ikke nævnte noget om muren mod Mexico. »Gud, hvor er han egentligt sød,« tænkte hun.

»Jeg er bekymret for de økonomiske konsekvenser, men politisk tror jeg, han kan være meget god. Det vigtigste er, at han er gode venner med Putin. Måske kan det skabe fred, det beroliger mig i hvert fald på verdensplan,« siger Martha Alexandersen.

Hun er født i Polen, men kom til Danmark som 19-årig i 1973. Hun har ejet frisørsalonen Guldsaksen på Nørrebro de seneste 32 år og har natten igennem fulgt valgdækningen på DR, CNN og de polske nyhedskanaler.

»Altså, så du fjernsyn hele natten? Hvor herre bevares,« siger Sonja ovre fra en stol nær indgangen.
Hun er kommet forbi med pebbernødder. Egentligt mere for at diskutere det seneste rygeforbud i bango-klubben, end for at tale om valg. Men nu vi er ved det:

»Hvorfor skulle han nu komme til den tyksak. De tror alt forandrer sig med ham, det gør det bare ikke,« siger hun og giver heller ikke meget for hans sejrstale. Det virkede som om, der var en anden, der havde skrevet den - og hvordan skal man så vide, hvem der er den sande Donald Trump, siger hun.

»Jeg vil bare have Obama tilbage,« stemmer Lille Irene i, som har indtaget salonens anden gæsteplads.

Den nyudråbte verdensorden, der buldrer af sted uden for salonen gør nok indtryk på kvinderne, men de lader sig ikke skræmme. De er hverken ængstelige eller nervøse, og nogle gange skal man ramme bunden for at komme videre. Men spændende bliver det da.

»Hvis der er en gud, må han hjælpe,« siger Erik, der kigger ind forbi. Ikke for at blive klippet - faktisk er der et par timer til næste kunde - men for at udveksle meninger om pebberkager og præsidenter.

»Altså, jeg bliver helt nervøs; nu er jeg snart den eneste, der bryder mig om ham,« siger Martha Alexandersen.
»Men altså, jeg syns bare, det er godt, at der er kommet én, man kan forstå. »Jeg vil bygge en mur,« siger han, og det er jo ikke særlig begavet, men det er da til at forstå. Bare han vil fortsætte med at tale ordentligt og ikke puste til racisme og undertrykkelse af minoriteter,« siger hun.

»Jeg vil bare have Obama tilbage,« gentager Lille Irene.