Russisk korruptionsjæger tævet til døde

Kreml-kritisk journalist overfaldet efter afsløringer af korrupte politikere.

73-årig Nikolaj Andrusjtjenko blev tævet til blods nær sit hjem i Skt. Petersborg i begyndelsen af marts. Nu er den fremtrædende russiske journalist død af sine kvæstelser efter seks uger i koma.

Det oplyser Denis Usov, der er redaktør for avisen Novyj Petersburg, hvor Nikolaj Andrusjtjenko arbejdede.

Han frygter, at overfaldet har forbindelse til den erfarne journalists seneste artikelserie om forbindelser mellem lokale politikere og organiserede kriminelle i Ruslands næststørste by.

Nikolaj Andrusjtjenko dækkede i årevis regeringskritiske demonstrationer i byen. Han var kendt som en fremtrædende kritiker af den russiske præsident Vladimir Putin og af den lokale guvernør i Skt. Petersborg.

Ifølge redaktøren for Novyj Petersburg, Denis Usov, blev Andrusjtjenko kort før overfaldet 9. marts mødt af ukendte mænd, der krævede en række dokumenter udleveret. Nikolaj Andrusjtjenko blev senere samme dag fundet livløs nær sit hjem med dybe flænger i hovedet.

Novyj Peterburg har længe været under pres fra de russiske myndigheder, der blandt andet har anklaget avisen for ekstremisme. Nikolaj Andrusjtjenko blev også overfaldet i 2007 i forbindelse med en oppositionsdemonstration i Skt. Petersborg. Efter en anholdelse samme år beskyldte han russisk politi for mishandling og tortur.

»Journalister i Rusland er alt for ofte ofre for forsøg på afskrækkelse, trusler og angreb,« siger Dunja Mijatovic, repræsentant for pressefrihed i OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) i en kommentar.

Russisk politi efterforsker overfaldet som mord. Der er fortsat ingen anholdelser i sagen.