Politi kan ikke sætte navn på lastbiltragediens ofre

Østrigsk politi har fredag offentliggjort nye detaljer i sagen, hvor 71 personer blev fundet døde i en lastbil i Østrig for en uge siden.

Foto: HEINZ-PETER BADER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ØSTRIG: De 71 personer, som i sidste uge blev fundet døde i en lastbil i Østrig, har ikke gjort synlige forsøg på at slippe ud af dødsfælden.

Det viser undersøgelser af lastbilen, fastslår østrigsk politi på en pressekonference fredag, skriver Reuters.

De 71 personer er efter alt at dømme besvimet så hurtigt, at de ikke nåede at gøre forsøget på at slippe ud. Politiet oplyser, at der i lastbilen kun var ilt nok til at kunne overleve mellem en og halvanden time. Derfor er man ret sikre på, at personerne døde, mens lastbilen stadig befandt sig på ungarsk jord.

Ingen af de 71 lig er endnu blevet identificeret, men politiet formoder, at der er syrere, irakere og afghanere blandt de døde.

»Vi fandt i alt 17 rejsedokumenter. Baseret på dem kan vi fastslå, at det var en blandet gruppe mennesker. Syrere, irakere og afghanere har sandsynligvis været om bord,« siger Hans Peter Doskozil, der er politichef i Burgenland-provinsen, på pressekonference.

Lastbilen blev torsdag i sidste uge opdaget ved en vejside i Østrig med blod og kropsvæsker sivende ud fra bilens kølerum.

Det viser sig, at to af de børn, der blev fundet døde - en lille pige og en dreng - er fra samme familie.

Det er tidligere kommet frem, at lastbilens chauffør er blevet anholdt. Fredag oplyser politiet, at yderligere fem personer er anholdt i Ungarn mistænkt for at være involveret i sagen.