Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
MOSKVA: Moskvas indbyggere slipper for at se sovjetdiktatoren Josef Stalin i øjnene, når de om godt en uge skal fejre den stort anlagte sejrsdag 9. maj, der markerer afslutningen på Anden Verdenskrig.
Moskvas borgmester havde ellers foreslået at udstille sovjetiske propaganda-plakater med Stalins portræt på udvalgte gader i hovedstaden. Men under hårdt pres har bystyret nu trukket den kontroversielle plan tilbage, skriver flere russiske aviser.
Stiv modvind
Borgmester Jurij Lusjkov lancerede planen i februar angiveligt på opfordring af grupper af veteraner. Borgmesterens talsmand forsvarede dengang beslutningen med det interessante argument, at "man ikke bør bruge stalinistiske metoder mod Stalin."
Kritikken haglede imidlertid ned bystyret. Menneskeretsgrupper og intellektuelle beskyldte borgmesteren for at forsøge at fremme en snigende rehabilitering af sovjetdiktatoren, der ud over at lede Sovjetunionen gennem Anden Verdenskrig var ansvarlig for myrderier af millioner af sovjetborgere.
Også borgmesterens eget parti, Forenet Rusland, der ledes af premierminister Vladimir Putin, kritiserede højlydt borgmesterens Stalin-plan. Og ifølge avisen Vedomosti var det et opkald fra præsidentadministrationen i Kreml, der nu har fået borgmesteren til at skifte mening.
Overgiver sig ikke helt
Helt overgiver bystyrets sig dog ikke. Ifølge en viceborgmester har en række organisationer af veteraner ønsket Stalin-tavler hænges på udvalgte indendørs forsamlingssteder, hvilket bystyret fortsat vil forsøge at efterkomme, skriver avisen Kommersant.
Nogle grupper af veteraner fra krigen dyrker fortsat Stalin, fordi de tilskriver ham æren for sejren over Nazi-tyskland. Tidligere på året blev et gammelt Stalin-citat på en af Moskvas metrostationer restaureret på ordre af bystyret.
Men det officielle Rusland har de seneste måneder vendt sig kraftigt mod tendensen til at hvidvaske Stalin. Onsdag lovede den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, under sit statsbesøg i Danmark, at hidtil hemmeligholdte dokumenter om Stalins såkaldte Katyn-massakre vil blive offentliggjort. Og i en tale i oktober fordømte Medvedev grupper, der forsøger at glemme Stalins "destruktion af sit eget folk".