Mineselskab skjulte fejl i dæmning: Kollaps kostede 270 livet

270 mennesker blev dræbt eller er savnet efter en dæmning kollapsede i Minas Gerais i Brasilien.

En kollapset dæmning i den brasilianske delstat Minas Gerais slap i januar flere millioner kubikmeter slam løs ned over et nærliggende dalområde. 270 blev dræbt eller aldrig set igen efter katastrofen. Tirsdag har brasilianske myndigheder oplyst, at selskabet bag dæmningen skjulte faresignaler fra myndighederne. (Arkivfoto) Ho/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Da en dæmning i januar kollapsede i delstaten Minas Gerais i Brasilien, slap den 12 millioner kubikmeter slam ud på et område på 290 hektar. 270 mennesker døde eller er ikke blevet set siden.

Forud for ulykken tilbageholdt selskabet Vale, der drev dæmningen, faresignaler fra myndighederne. Det har Mineralstyrelsen i Brasilien, ANM, konkluderet i en rapport, der er lagt frem tirsdag.

»Hvis ANM havde fået korrekte informationer, kunne styrelsen have taget forbyggende handlinger og tvunget selskabet (Vale) til at skride til handling og undgå denne katastrofe,« skriver ANM i en udtalelse.

Vale er allerede blevet idømt at betale et beløb svarende til 19 millioner danske kroner i erstatninger. Men ANM's fund vil nu blive sendt til en anklager, der skal undersøge, om yderligere krav skal rejses. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Vale er ved at blive undersøgt for, om ledelsen bevidst har ignoreret advarsler om dammen.

I juni 2018 - syv måneder før katastrofen - installerede firmaet horisontale rør og opdagede sediment i vandet.

Det skulle have været rapporteret omgående. Men det blev det ikke, konkluderer ANM.

»Nå sediment bliver opdaget, skal det anmeldes. Det blev det ikke. Havde vi vidst det, ville området have været under daglig inspektion,« siger ANM's øverste chef, Victor Bicca.

Rapporten fra ANM kommer på fireårsdagen for et andet kollaps af en dæmning drevet af Vale. Dengang døde 19 mennesker, da en dæmning et andet sted i Minas Gerais lækkede 40 millioner kubikmeter giftigt spildevand ned i et dalområde og ud i Atlanterhavet.

/ritzau/AFP