Minearbejdere overvejede at spise hinanden

Chilenske minearbejdere, som tilbragte 69 dage fanget under jorden, overvejede både selvmord og kannibalisme.

Foto: RODRIGO ARANGUA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

33 minearbejdere, som sidste år blev fanget i en sammenstyrtet mine i det nordlige Chile, overvejede både selvmord og kannibalisme.

Det afslører en ny bog med titlen "33 mænd", som den amerikanske journalist Jonathan Franklin er forfatter til.

I bogen fortæller mændene åbent og ærligt om de tanker og overvejelser, der prægede deres underjordiske mareridt. Flere afslører, at de var indstillet på at begynde at spise hinanden for at overleve. Andre overvejede selvmord.

- Mad eller ingen mad. Jeg skulle bare ud derfra, fortæller minearbejder Mario Sepulveda.

- Jeg tænkte på, hvilken kollega, der ville bryde sammen først - og så overvejede jeg, hvordan jeg ville spise ham. Jeg var ikke skamfuld eller bange, siger han.

Minearbejderne tilbragte de første 16 dage i fangenskab i total uvished. De levede af små rationer dåsetun og mælk, og først den 17. dag lykkedes det redningsfolkene at få kontakt til de indespærrede mænd.

På det tidspunkt lå hverken tanken om selvmord eller kannibalisme minearbejderne fjernt, fortæller bogens forfatter.

- De fortalte mig, at de havde en gryde og en sav klar, siger Jonathan Franklin.

En af dem, Victor Zamora, fortæller, at flere blev så desperate i dybet, at de kraftigt overvejede at tage deres eget liv. Men de opfattede det ikke som selvmord.

- Det var at gøre en ende på lidelserne. Vi skulle jo alligevel dø, forklarer han.

Minearbejdernes dramatiske redningsaktion blev transmitteret til hele verden, og millioner af mennesker fulgte med, da mændene i begyndelsen af oktober én efter én blev hejst op fra dybet.

Næsten alle minearbejderne har efterfølgende lidt af posttraumatisk stresssyndrom, fremgår det af bogen.

/ritzau/AFP