Marx og teen

Det er ikke tilfældigt, at te-aktivisterne og deres fæller bøjede af i sidste øjeblik, og at Ted Cruz valgte ikke at forhale en vedtagelse i Senatet. Men paradoksalt nok trækker de efterfølgende udtalelser fra Ted Cruz og andre Tea Party-aktivister en direkte linje til neo-marxisterne.

Den republikanske senator Ted Cruz, der her holder pressemøde på falderebet forud for torsdagens vigtige aftaleindgåelse i Kongressen, har så at sige fungeret som krisens chefideolog. Efter støvet har lagt sig - i hvert fald indtil februar - trækker "alt-omkring-os-ramler"-udtalelser fra Cruz og andre af Tea Party-bevægelsens spidser ufrivillige tråde til neo-marxismen. Fold sammen
Læs mere
Foto: KEVIN LAMARQUE

Det er en tilfældighed – og alligevel er det ikke. Der er ingen sammenhæng – og alligevel er der.

Mandag bragte magasinet Tablet en artikel om, hvordan en ny generation har fundet Marx, og hvordan gamle gråskæg oplever en renæssance. »Se hvordan alting omkring os ramler sammen,« sagde én af neo-marxisterne, og var det ikke præcist, hvad Marx havde forudset? Han og de andre interviewede så ideologien uafhængigt af Sovjet og Jerntæppet, og hvis bare marxismen næste gang kan forklare sig bedre, så ...

Få dage senere skulle kongresmedlem Mick Mulvaney forklare Republikanernes nederlag. Han tilhører kernen i den te-aktivistiske gruppe i partiet, og han vil bekæmpe præsident Obama med næsten alle midler. Han var med til at lukke for forbundsadministrationen, han krævede en amerikansk betalingsstandsning, og han ville gøre det hele igen, sagde han til flere amerikanske medier. Til januar skal de offentlige bevillinger vedtages, og til februar skal gældsloftet forhøjes, og »hvis bare vi er i stand til at artikulere, hvad vi er i færd med ... Hvis vi er i stand til at forklare vores strategi, så vil amerikanerne forstå os,« sagde han.

Chefideologen bag krisen, senator Ted Cruz, nåede til samme konklusion. Han sagde til en konservativ radiovært, at der ikke var noget i vejen med strategien om lukning og betalingsstandsning, men at moderate republikanere havde sat sig på tværs. »De var som et luftvåben, der bombede deres egne,« sagde han.

Ted Cruz og Mick Mulvaney tegner dermed en direkte linje til neo-marxisterne.

De deler den samme overbevisning om, at der intet er i vejen med deres synspunkter, og at masserne ikke som sådan har afvist dem. Det er muligt, at østeuropæerne ikke ville vide af marxismen, og det er muligt, at mellem 70 og 80 pct. af amerikanerne i de seneste målinger raser mod Tea Party-aktivisternes radikalitet, men det er kun fordi, marxisterne og aktivisterne ikke forklarede sig ordentligt, og fordi medierne skævred begivenhederne, og fordi de blev modarbejdet internt af enten kontrarevolutionære eller moderate. Det var optikken, der var noget i vejen med, ikke politikken, og derfor er der kun ét at gøre for de sande troende – på den igen, bare bedre.

Marxismen og te-aktivismen er ikke bare enige om deres egen ufejlbarlige retsindighed, men også om et helt grundlæggende væsen, som The American Conservative har fremhævet, nemlig klassekampen. Hos begge er der tale om en kamp mellem udbyttere og udbyttede, og forskellen skal gøres i grader. Marxisterne taler om kapitalister og alle dem, som kapitalismen går ud over, mens te-aktivisterne ser kampen mellem eliten og folket, som alt efter anledningen bliver defineret i forhold til hinanden. Eliten kan være »Washington«, »Wall Street« eller »de intellektuelle«, og folket er alle dem, som ikke er nogen af delene.

Senator Ted Cruz, en Harvard-uddannet milliomær, har f.eks. i de seneste dage ustandseligt talt om »folket«, og hvordan han »kæmper for det amerikanske folk« og »lytter til det amerikanske folk« og »fortsætter for folkets skyld«.

Den gamle konservative tænker Harry Jaffa var da heller ikke i tvivl om, hvad han så, da han betragtede te-bevægelsen.

Professor Jaffa er 95 år og en af veteranerne fra senator Barry Goldwaters ur-konservatisme, og det var ham, som i sin tid formulerede den sætning, der blev hængende efter Goldwaters præsidentkandidatur i 1964: »I forsvar for friheden er ekstremisme ingen synd«.

Som konservativ – burde han så ikke være selvskrevet i fortroppen af te-aktivismen?

Langtfra, forklarede han sidste år i et interview i New York, for han betragtede te-aktivismen som en nihilistisk eller nedbrydende størrelse. Te-aktivisterne er øjeblikkets store fare for Republikanerne, sagde han. »Jeg betragter dem som anarkister, og de er ikke forskellige fra kommunisterne i deres opposition til den kapitalistiske styreform. Husk på, at det ultimative mål for marxister er en tilbagevenden til et paradis uden forbudne frugter. Det er også deres (te-aktivisternes, red.) mål.«

Hvis Jaffe og andre kritikere har ret – hvis te-aktivister og marxister deler mål og metode – så er der også en vis sandsynlighed for, at de i sidste ende deler skæbne.

De kan forvolde stor skade med deres obstruktion og med deres nihilsme, men for det første vil flertallet aldrig vide af dem, og for det andet vil de ikke – når det kommer til stykket – skade det system, som mader dem. Te-aktivisterne er således overvejende ældre mennesker, der er helt afhængige af folkepension og den offentlige sygesikring for pensionister, Medicare, og de vil aldrig nogensinde ryste det amerikanske samfund så meget, at de ikke får deres pensionscheck eller deres offentlige lægebehandling, vurderer The American Conservative.

Det er ikke tilfældigt, at te-aktivisterne og deres fæller bøjede af i sidste øjeblik, og at Ted Cruz valgte ikke at forhale en vedtagelse i Senatet. For det ville føre til et skridt helt ud på det dybe vand, hvor der ikke er gratis operationer for grå stær.

Dermed har John Judis også ret. Som han skrev i New Republic:

I 1960erne og 1970erne skadede den radikale venstrefløj det demokratiske parti i en grad, som tog 20 år at rette op, og vel er den nuværende krise opgjort til at have kostet det amerikanske samfund 28 mia. dollar – men Republikanerne betaler en pris, som ikke kan gøres op i dollar og cent.

Deres brand, deres gennemslagskraft hos vælgerne, lider ubetalelig skade, for uanset hvad te-aktivisterne selv siger, så er det ikke optikken, der er noget i vejen med, men politikken.