Kilder: USA gør klar til at trække sig ud af handelsaftale

Et dekret, der indebærer USA's exit fra Nafta-aftalen, er på tegnebrættet, siger kilder i Det Hvide Hus.

Foto: Daniel Becerril.
Læs mere
Fold sammen

Washington. Et udkast til et dekret, der vil trække USA ud af den nordamerikanske handelsaftale Nafta, er under overvejelse i Det Hvide Hus.

Det oplyser en højtstående kilde i den amerikanske regering til nyhedsbureauet Reuters.

Kilden bekræfter dermed en melding i netavisen Politico, hvor to andre kilder i Det Hvide Hus havde oplyst, at dekretet om at forlade Nafta er under overvejelse.

Politico skriver, at indholdet af dekretet kan blive afsløret sidst på ugen eller i begyndelsen af næste uge.

Tilsyneladende er det et forsøg fra amerikansk side på at opnå bedre betingelser i aftalen med nabolandene Canada og Mexico.

Handelsaftalen blev underskrevet i 1994 af den demokratiske præsident Bill Clinton.

Under valgkampen lovede USA's nuværende præsident, Donald Trump, at han vil genforhandle Nafta-aftalen.

I de seneste uger har han skærpet retorikken og betegnet Nafta som en "meget, meget dårlig" aftale for USA.

/ritzau/