Kampen mod det onde koster dyrt

Bombardementer udført af den amerikanskledede koalition kan i denne uge have kostet 125 civile liv i Syrien. Netop drab på civile kan være det, der giver terrororganisationerne medvind.

Syriske oppositionsfolk, der støttes af de vestlige regeringer, kræver, at bombardementerne stilles i bero, mens der bliver udført en »tilbundsgående« undersøgelse af angreb på civile. Foto: Mahmoud Taha Fold sammen
Læs mere

Islamisk Stat i Syrien og Irak er hårdt presset på slagmarken, har det optimistiske budskab lydt i efterhånden flere måneder. I hvert fald når man spørger den amerikansk-ledede internationale koalition, der bomber Islamisk Stat fra luften.

Men krigslykken har en pris. En meget høj pris, som kritikere ikke mener, at koalitionen skal være villig til at betale – heller ikke selv om Islamisk Stat udråbes som indbegrebet af ondskab. Prisen er de civile ofre.

Således kostede luftbombardementer udført af den amerikanskledede koalition tidligere på ugen mindst 125 civile livet i og omkring byen Manbij i det nordøstlige Syrien. Det hævder den syriske opposition, der nu i flere end fem år har forsøgt at afsætte landets præsident, Bashar al-Assad. De civile tab i forbindelse med koalitionens luftstøtte til lokale militser, der forsøger at fortrænge IS fra området, bekræftes af den syriske menneskerettighedsgruppe Det Syriske Ob­servatorium for Menneskerettigheder. Det anses for at være en troværdig kilde men angiver dog »kun« tabstallet til 77 civile – heraf 11 børn.

Drab på civile kan gavne IS

Uanset antallet af døde er de civile tab en bet for USA og dets allierede, herunder Danmark. For som præsidenten for den syriske opposition, Anas Alabdah, understreger, så »vil drab på civile vise sig at være et rekrutteringsredskab for terrororganisationerne«.

Der har allerede i flere dage været uhyggelige billeder på de sociale medier af små børn i ruiner, der påstås at være resterne af den udbombede by Manbij, og det er ikke det eneste problem.

Det er også et problem for den kreds af lande, der bomber Islamisk Stat i Syrien – og i Irak – at det er deres allierede i Syrien, der rejser kritikken af civile tab. Den Syriske Koalition, der går for at være den mest demokratiske gruppe blandt Syriens fragmenterede oppositionsfolk, støttes aktivt af de vestlige regeringer, og nu kræver Vestens syriske venner så, at bombardementerne af Islamisk Stat stilles i bero, mens der udføres en »tilbundsgående« undersøgelse af de skæbnesvangre angreb.

»Det er en del af krigens udfordringer«

Samtidig er de civile tab en fjer i hatten på Rusland, der også bomber Islamisk Stat – og andre af det syriske regimes fjender i Syrien, og som i den forbindelse kritiseres for ikke at spare civilbefolkningen. Det er ganske vist ikke første gang, at den USA-ledede koalition rammer civile i bombetogterne mod Islamisk Stat, og selv om kritikken fra den vestligt støttede opposition denne gang er ekstra kontant, er det næppe heller sidste gang.

For en måned siden orienterede forsvarsminister Peter Christensen (V) således Folketingets Udenrigspolitiske Nævn om, at der er større risiko end ventet for civile tab, når de danske kampfly bomber i Syrien.

»Det er en del af krigens udfordringer. Man kan være i en konkret situation, hvor målet er så afgørende rent militært, at man afvejer følgeskaderne op mod selve målet,« forklarede Peter Christensen.

Risikoen for civile tab skyldes ikke mindst, at jo mere USA og de allierede presser Islamisk Stat på slagmarken, desto flere bombardementer i tættere bebyggede områder.

»Det er amerikanske eller franske bomber«

Tilsyneladende er det ikke danske kampfly, der har ramt civile i Manbij. Ifølge det syriske udenrigsministerium er bomberne kastet af franske og amerikanske piloter. Det har vi ikke informationer om, siger Frankrigs præsident, Francois Hollande, mens en talsmand for den amerikanskledede koalition undrer sig over, hvordan det syriske regime kan vide det, når det jo er »fly fra adskillige lande, der bidrager med angreb i Manbij«.

Under alle omstændigheder har USAs forsvarsminister, Ash Carter, nu bebudet en undersøgelse af bombardementet.

»Det er et spejlbillede af denne koalitions civiliserede karakter at være omhyggelig og forsigtig for at undgå civile ofre og at være transparente i disse sager,« sagde den amerikanske forsvarsminister onsdag efter et planlægningsmøde med nogle af de andre 60 lande i den internationale koalition, der forsøger at komme IS til livs.

Det vil i givet fald være første gang, at koalitionen lægger kortene på bordet efter at have ramt civile i Syrien og i Irak.

»Denne seneste hændelse er ikke den første, og den internationale anti-ISIS-koalition har endnu ikke åbnet en eneste undersøgelse af de tidligere angreb på civile,« påpeger præsidenten for den syriske opposition.

»Kampen mod terror kan ikke føres ved brutalt at ramme civile, og den retfærdiggør heller ikke på nogen måde, at de civile bliver bombemål,« fastslår Anas Alabdah.