»Jeg har et vist behov for at meddele mig«

INTERVIEW: Natascha Kampusch, som i mere end otte år blev holdt indespærret i en kælder i Wien, gav i går sit andet TV-interview. »Der vil gå lang tid, før jeg kan stole fuldkomment på et andet menneske,« siger hun.

Natascha Kampusch lod sig i går interviewe på tv. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

BERLIN: Natascha Kampusch var ti år, da hun 1998 blev bortført af computerteknikeren Wolfgang Prikopil, der holdt hende indespærret i et lille kælderrum nær Wien, indtil hun otte et halvt år senere kunne flygte. Hun havde kun set dagslys under korte udflugter og når hun gjorde rent i huset. I aftes, næsten tolv måneder senere, gav hun sit andet interview til østrigsk TV. Det første fandt sted nogle uger efter hun var sluppet fri og Prikopil havde taget sit eget liv ved at kaste sig foran et tog.

Tager man Kampuschs skæbne i betragtning var hendes optræden i aftes - og sidste år - lidt af et mirakel. Hun har ikke haft en rigtig ungdom, hendes forældre, der er skilt, kappes om at presse så mange penge ud af tragedien som muligt. Moderen har netop, mod datterens vilje, offentliggjort en bog om dramaet. Faderen, af ekskonen betegnet som alkoholiker, ringer mod betaling efter pressefotografer, der kan stå parat, når datteren besøger ham.

Natascha Kampusch virker fattet og mere moden, end man kan forvente af en 19-årig kvinde. Hun taler i afmålte sætninger, men en gang imellem sidder man med hjertet i hænderne og frygter, at hun bryder grædende sammen. Det gør hun ikke. Når tårer er på vej, beder hun om, at man slukker kameraerne. »Jeg har et vist behov for at meddele mig,« siger hun. »Jeg har mistet en smule af min skyhed over for andre mennesker.«

Hun har »stadig angstanfald«, siger hun, og »der vil gå lang tid, før jeg kan stole fuldkomment på et andet menneske«. Hun er fortsat i psykologisk behandling, og under interviewet, der på hendes foranledning fandt sted i Barcelona, var en socialarbejder ved hendes side, men ikke til at se på skærmen. Hun synes mere følsom end andre i hendes alder.

»Når jeg møder små børn eller dyr kan jeg undertiden fornemme, at de mishandles. Det gør ondt,« siger hun. Men »jeg forsøger at få det bedste ud af mit liv,« siger hun også.

Hun forsøger at være loyal over for sin familie. »Hvis hun synes, det er rigtigt, kan hun gøre det,. Jeg ville handle anderledes,« mener hun om moderens bog, der viderebringer intime betroelser fra datteren.. »Jeg troede, jeg kunne stole på min mor, og at hun ikke ville fortælle det til andre.«

Kampusch bekræfter, at hun overvejer at købe Prikopils hus. »Jeg vil købe det for at undgå, at indboet går på auktion og kommer i de forkerte hænder.« Hun kan forestille sig at bo i huset igen, og går stadig i tøj fra sit fangenskab. »Tøjet kan jo ikke gøre for det og det er ikke slidt, så jeg bruger det. Der er også minder forbundet med det.« Prikopil omtaler hun med en vis forståelse: »Jeg vil ikke have negative energier. Hvorfor skulle jeg være vred?«

Den lyshårede Kampusch er begyndt at lære bueskydning, for på den måde kan man »fokusere sine tanker«. Hun tager også køreundervisning, for hun bryder sig ikke om offentlige transportmidler. »Der er folk, som hulker og vil falde mig om halsen. Der er andre mennesker, som mumler bønner,« fortæller hun om mødet med fremmede.

Da intervieweren Christoph Feurstein, der har fulgt hende det sidste år, spørger, om hun har venner, er hun overrasket. »Jeg har endnu ikke defineret, hvad venskab betyder,« siger hun.

Hun har valgt at træde frem i østrigsk TV for at undgå en voldsom kommercialisering. Det fungerer ikke helt. I Tyskland blev interviewet sent mandag bragt af den private station RTL med lange reklameblokke for bl.a. pizzaer, fugtighedscreme, hindbæris og franske personbiler. »Jeg vil tages alvorligt, og at sagen tages alvorligt,« siger hun mod slutningen af samtalen. »Og at intet fejes under gulvtæppet.« Det er en balanceakt. Natascha Kampusch prøver tydeligvis at finde ligevægten. Det lykkes ganske godt, men det er, fornemmes det, mest hendes egen fortjeneste og en følge af den rådgivning, hun får af det behandlerhold, der har afskærmet hende det sidste år. Er hun arrogant, bliver hun også spurgt. »Nej, snarere usikker,« svarer Natascha Kampusch.