Israel får palæstinensernes ønskeregering

Med en snæver højrefløjsregering gør Benjamin Netanyahu det lettere for den palæstinensiske ledelse at overbevise verden om standpunktet, at det er Israel, der spærrer for en fredsaftale.

To måneder efter sin ellers overbevisende valgsejr, lykkedes det endelig Israels premierminister Benjamin Netanyahu at få samlet en regering. Men den er ikke noget at råbe hurra for. Selv Netanyahus eget talerør, dagbladet Israel Hayom, har svært ved at finde de rette vendinger til at beskrive den nye regering, som ikke spås nogen lang levetid og som paradoksalt nok fjerner den smule ansvar, som det internationale samfund har lagt på den palæstinensiske ledelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: GALI TIBBON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jerusalem: Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har fået mindst muligt udbytte ud af sin overbevisende valgsejr for to måneder siden.

Hans nye regering har et snævert flertal og er sammensat af partier, der ikke levner fredsprocessen med palæstinenserne en tanke. Det er ikke nogen regering, Netanyahu er stolt af. Han er blevet presset til indrømmelser fra de ortodokse partier og ikke mindst det national-religiøse parti Det Jødiske Hjem.

Alle de love, hans tidligere regering vedtog for at inkludere den ortodokse sektor i hæren og på arbejdsmarkedet, står til at blive annulleret. Og med 61 mandater i sin koalition ud af 120 er selv de mindste partier i regeringen blevet vigtige for hans politiske overlevelse. Derfor bliver de kommende måneder en kamp for Netanyahu.

Han fører allerede på nuværende tidspunkt hemmelige forhandlinger med den zionistiske blok for at sikre sig, at han kan danne en mere midtersøgende regering, hvis de små partier i den nuværende koalition bliver for ustyrlige. Eller rettere sagt, når de bliver ustyrlige. De fleste analytikere gætter på, at den nuværende regering ikke holder de fire år, den har til næste valg. Måske ikke engang fire måneder.

Selv Netanyahus eget talerør, dagbladet Israel Hayom, har svært ved at finde de rette vendinger til at beskrive den nye regering. Dagbladet måtte derfor nøjes med en vag og konstaterende rubrik på forsiden, der fastslår, at »Netanyahu har dannet sin fjerde regering«.

Selv om det israelske valg og Netanyahus regeringsdannelse ikke har handlet om fredsprocessen med palæstinenserne, ved Netanyahu, at netop det spørgsmål kan få betydning for hans regering. Den palæstinensiske ledelse har allerede betegnet regeringen som en anti-fredsregering og arbejder nu på at overbevise det internationale samfund om, at maksimalt pres bør placeres på dens skuldre. Netanyahus snævre regering ligger lige til den palæstinensiske ledelses højreben, forstået på den måde at præsident Mahmoud Abbas og hans ministre ikke længere behøver at forklare, hvorfor fredsprocessen ikke skrider fremad.

Den smule ansvar, den palæstinensiske ledelse er blevet bedt om at udvise her og der, bliver nu fjernet. I forvejen er det mest skulderklap og knap så mange krav, palæstinenserne møder, når europæiske udenrigsministre besøger regionen. Ingen EU-ministre, inklusive den danske, nævner ordet »valg« i palæstinensernes selskab, til trods for at tidsfristen for afholdelse af valg i Det Palæstinensiske Selvstyre for længst er overskredet. Dette til mange unge palæstinenseres store frustration, fordi de ønsker at skifte den gamle garde ud på demokratisk vis.

Udsigten til fortsat udvidelse af de jødiske bosættelser og en kompromisløs tone fra Netanyahus ministre betyder, at kritikken af Israels regering bliver en lettere sag at sælge over for EU og i stigende grad også USA.

At Netanyahu har givet juristministerposten til Ayalet Shaked, der under Gaza-krigen i 2014 ikke kun opfordrede til at dræbe terrorister, men også deres mødre, fremmer den internationale forståelse for palæstinenserne. Jo mere ekstrem den israelske regering vil fremstå, desto mindre vil den palæstinensiske regerings andel i den fastlåste fredsproces blive.

Den situation løser Mahmoud Abbas’ største hovedpine på den måde, at han ikke foreløbig vil blive stillet over for et israelsk fredsforslag, som det internationale samfund forventer, at han siger ja til, mens hans eget bagland gør det modsatte.

Netanyahu kan godt selv analysere sig frem til den udvikling. Men han ønsker at se omfanget af det internationale pres, før han selv lader sig presse til at foretage en taktisk manøvre.

Hvis presset bliver uudholdeligt, vil han invitere den zionistiske blok indenfor i varmen. Det vil give hans regering større international anerkendelse, og han vil fremstå som en mere midtersøgende politiker, samtidig med, at palæstinenserne igen vil blive afkrævet svar i hele spørgsmålet om fredsprocessen.