Hvad sker der mon, hvis Fidel Castro dør?

I årtier satsede USA på »den biologiske løsning« – nemlig at Cuba ville ændre sig, når Fidel døde. Men han lever stadig, snart 83 år, 50 år efter revolutionen. Alligevel begynder cubanerne at se en fremtid uden Fidel.

En cubansk arbejder sover under plakater med Fidel og Raul Castro, der hylder revolutionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På de fleste gader i cubanske byer ser man små skilte, der viser, at her hører den lokale »komité for revolutionens forsvar« hjemme – i reglen med en stregtegning af Fidel Castro og Che Guevara.

Her befinder de kadrer sig, som de kaldes i kommunistisk jargon, som går lige bag den avantgarde, som anviser retningen. I mere end et halvt århundrede har disse komiteer intenst lyttet til de befalinger, som el lider maximo – den øverste leder alias Fidel Castro – er kommet med, så de kunne føre dem ud i livet i deres gade.

Zoila Sanchez, som i alle årene har været et stolt medlem af komite nr. 88 i zone 2 i Havanna, er i den grad dedikeret, da jeg spørger hende om, hvad deres konkrete opgaver egentlig er:

»Vores opgave er at understøtte revolutionens etik og ideer. Hvis et barn ikke går i skole, skubber vi ham af sted. Hvis en gammel dame er syg, så skaffer vi en læge. Hvis en ung mand mister sit arbejde, finder vi et nyt.«

Men er der overhovedet noget at forsvare længere, spørger jeg?

»Er du sindssyg, der er! Hvor gammel er du egentlig? Jeg er 73 år, så jeg voksede op før revolutionen. Da sultede jeg, mens nogle få, ikke mindst yankeerne levede det gyldne liv. Nu har alle det meget bedre. Uden blokaden ville vi have det som Spanien. Fidel er fantastisk. Jeg siger dig, han er Gud. Ham vil jeg forsvare altid. Altid.«

Man kan mærke, at Zoila virkelig tror på, hvad hun siger. Hun slår forarget ud med armene, da jeg spørger hende, hvad hun tror, at der vil ske med Cuba, når Fidel Castro dør?

»Hvad er det dog for noget at sige? Han bliver snart 83 år, men han er jo i fin form. Det kan du jo selv læse i avisen. Tag du nu hellere og sig, ’hvis Fidel dør’ fremover.«

Partimedlemmet må være Fidels drøm af en borger – for her er ingen vaklen. Jeg kommer til at tænke på den gamle historie, der kører i Havanna, om at Fidel engang høfligt afviste en gave – en skildpaddeunge, vel at mærke af den slags fra Galapagosøerne, som angiveligt kan blive op til halvandet hundrede år – med følgende svar:

»Det er så kedeligt, at lige når du begynder at få et forhold til den, så dør den jo!«

Med andre ord – selv Fidel spøgte med, at han aldrig ville dø!

Mere end 70 procent af cubanerne er født under hans styre. De kender simpelthen ikke andet – og de, der kan huske tiden før ham, erindrer et endnu værre diktatur. Fidel, som må være en af de dygtigste historie-fortællere nogensinde, har sin helt egen udlægning af, hvad hans mission har været: Hans revolution i 1959 var ikke bare en revolution – det var også Cubas første reelle uafhængighed. Hans kamp for et retfærdigt og solidarisk samfund kunne de nederdrægtige og griske amerikanere ikke holde ud – og derfor indførte de den djævelske blokade, som hindrer al samhandel.

Alle de positive historier er velkendte: Før revolutionen havde Cuba 6.000 læger, nu er der 80.000. Før revolutionen var der 40 procent analfabeter, i dag kan næsten alle læse og skrive. Før revolutionen halsede Cubas sundhed langt efter USAs, i dag er levealderen og børnedødeligheden næsten den samme.

Skulle nogen glemme alle de gode eller grumme fortællinger, kan de bare gå ind i en boghandel – for uanset om man går i Den Moderne Poesi eller Den Internationale Boglade, så er der kun de samme gamle bøger om revolutionens helte:

Ches dagbog. Ches liv. Ches taler. Fidels refleksioner. Fidel og religion. Karl Marx’ principper. Salvador Allende i Cuba. CIAs mordforsøg på Fidel. En meddelelse om »nye bøger på vej« fortæller om Juan Boschs samlede værker på 22 bind. Hvem er han? Den Dominikanske Republiks revolutionære skikkelse, som ville have fyldt 100 år i år!

Enkelte bøger på engelsk viser, at der fortsat holdes streng kontrol med udgivelserne: »Uønsket nabo: USAs flådebase i Guantanamo«, »Neo-liberalismen i krise«, »Menneskerettigheder – vores tilgang« og »Demokrati i Cuba«. Her er selvfølgelig ingen bøger af George Orwell, Aleksandr Solsjenitsyn eller Milan Kundera.

Alt er tegnet i Fidels ånd. Ikke en eneste afvigelse. TV, radio og aviser giver samme stillestående billede. Stort set ingen har deres egen computer – og da internettet ikke er tilladt i private hjem, er der alligevel ikke mulighed for at skabe sit eget alternative billede af virkeligheden.

Fidels modstandere, ikke mindst i USA, har i årtier sat deres lid til den såkaldte »biologiske løsning«, nemlig at den gamle mand jo enten måtte dø på et tidspunkt eller i det mindste blive så svag, at han måtte trække sig, så isen kunne brydes.

I dag – i 50-året for den cubanske revolution – er Fidel ikke død endnu. Men han er ikke længere daglig leder. For tre år siden blev hans vaklende helbred så svagt, at han måtte bede om orlov – og ind som vikar kom lillebror, Raul, en ren årsunge, født i 1931. Vikaren blev permanent i begyndelsen af 2008 – og Raul blev bedt om at definere forskellen på de to brødre:

»Fidel er lidt højere end mig; han har fuldskæg, mens jeg ikke har det.«

Så var det sagt – og de, der elsker Fidel kunne ånde lettet op, og alle de, som afskyr ham måtte vrangvilligt konstatere, at i hvert fald ånden fra manden, der har holdt øen i et jerngreb så længe, stadig svæver over alt andet.

Det spørgsmål, der trænger sig på, når man bevæger sig rundt i Havanna, er naturligvis, om Cuba først kan komme videre, når Fidel dør? Han – ofte kaldes Fidel simpelthen bare ’han’ – er en lige så stor, dominerende og ikonisk figur som Stalin i Sovjetunionen og Mao i Kina. Et overmenneske, som reelt har gudestatus hos mange cubanere – og som store politiske nutidige ledere som den russiske præsident Medvedev, venezuelanske Hugo Chávez og brasilianske Lula kæmper for at blive fotograferet sammen med.

De fleste magtfulde kommunistiske ledere er først trådt tilbage, da de døde – tænk på Lenin, Stalin, Mao, Ho Chi Minh, Bresjnev og Tito. Andre er tvunget i internt eksil. Deng Xiaopeng, som trådte tilbage i 1987 som chef for de kinesiske kommunister, valgte en løsning, der ligner Fidels. På pension fra dagligdagen, men fortsat med fuld styrke til at blande sig præcis så meget, han havde lyst til i flere år.

Spørgsmålet er naturligvis, hvad der vil ske med Raul Castro, når Fidel dør?

Vil revolutionens magi øjeblikkeligt gå tabt? Vil Raul være en Gorbatjov, som indså at en tid var ovre? Eller Egon Krenz, den østtyske leder, der kortvarigt efterfulgte Honecker og fejlagtigt troede, at han kunne videreføre DDR? Eller ville han få tid til at kopiere Deng Xiaopeng, som moderniserede sit land gennem økonomiske reformer? Eller vil han simpelthen blive smadret af et folkeligt oprør?

Indtil videre kan vi konstatere, at de skridt, som Raul allerede har taget, har været blandede:

På positivsiden tæller en stribe konkrete, om end overfladiske ændringer, som Raul gennemførte i sine første 100 dage – han tillod cubanerne at købe mobiltelefoner, brødristere, dyrke egen jord og opholde sig på de ellers lukkede turisthoteller.

På negativsiden opregnes hans udsmidning af to af de mest reformivrige politikere – udenrigsministeren og den økonomiske tsar. De var blevet aflyttet hos en forretningsmand (som nu er fængslet), hvor de tre muntrede sig med såkaldt »vulgære bemærkninger« om Fidel – og derfor røg de på porten.

På gaden er meningerne delte om Raul:

»Fidel har altid troet, at han ved mest om alting. Derfor er han så enerådig. Raul, derimod, opfatter ikke sig selv som alvidende, og derfor lytter han til mange. Det er en stor fordel for os,« siger Paolo Menendez, en maskiningeniør.

»Det er fuldkommen ligegyldigt, om det er Fidel eller Raul. Det er det samme bras som altid. Det er umuligt at vide, hvad der foregår i politik her i landet – vi borgere er både blinde, døve og stumme i det skuespil,« konstaterer Virginia, en 24-årig studerende.

»Raul er dygtig, selvfølgelig er han det, men hvor er jeg dog glad for, at han stadig har Fidel bag sig som den åndelige leder. Med Fidel vil vi altid være heldige,« forklarer Zoila Sanchez, den aktive partistøtte.

De problemer, som Raul står over for, er enorme. 80 procent af al forbrug i Cuba importeres. Produktionen af sukker er gået i stå. Nikkelsalget er lammet af lave priser. Voldsomme orkaner kostede sidste år, hvad der svarer til en femtedel af statsbudgettet. Alt synes at falde sammen.

Oven over alle disse enorme og konkrete hverdagsproblemer presses Raul også af et USA, hvor præsident Barack Obama ser ud til at være villig til at normalisere forholdet til Cuba – et forhold, der i et halvt århundrede har været fuldkommen dybfrossent. Obama har allerede fjernet alle de hindringer, der har været for cubansk-amerikanere i at besøge Cuba – og han har åbnet for at forhandle en afvikling af blokaden.

Ricardo Parilla, en butiksbestyrer, understreger over for mig, at man skal huske på, at blokaden er Castro-brødrenes livsforsikring:

»Fidels og Rauls største held er den forbandede blokade. Den kan de bruge til at beskylde for alle de mangler, som eksisterer i deres land. Det er alt sammen amerikanernes skyld – aldrig deres.«

Ricardo udtaler »deres« med en snerrende stemme, mens vi kører rundt i hans bil. »Deres« er ikke bare Castro-brødrene, men alle de cubanere, som er en del af den kommunistiske overklasse.

Tag nu de fine mennesker, der går rundt i jakkesæt eller i det civile olivengrønne militærsæt ude i forstaden Miramar. De er en del af den kommunistiske elite, som har siddet på magten i et halvt århundrede. Men som Ricardo forklarer, så er intet, som det ser ud:

»De er rige, men de har ingen penge!«

Hvordan skal det forstås? Jo, alle de privilegier, som de har i dag – god bolig, fin tjenestebil, udmærket mad, den rigtige adresse – vil alt sammen forsvinde, når partistaten falder sammen.

»Der er jo ingen rigtige penge i systemet. Det er alt sammen gaver og kunstig rigdom. Når først det hele ramler, så vil de stå som nøgne mennesker. Det bliver faneme sjovt,« griner Ricardo.