I Cuba vil de fleste bare væk

Mentaliteten er skiftet i Cuba: Lærere, ingeniører, læger og embedsfolk er ligegyldige. I dag er forretningsfolk og taxachauffører i centrum – fordi de har penge. Kun gamle tror på revolutionen. Unge vil bare væk – eller i hvert fald videre.

I butikkerne er de fleste dagligvarer udsolgt. Her sælger en ældre cubansk kvinde hjemmelavede kager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

HAVANNA: Den første aften i Havanna kigger jeg ud ad vinduet fra mit hotelværelse – og indser i løbet af et øjeblik, hvilket uland Cuba for alvor er blevet.

Der er næsten helt mørkt i husene i millionbyen, fordi der ikke er råd til elektricitet, og nede på vejen trækker en gammel mand gudhjælpemig en mager krikke afsted, overlæsset med bananer. På en husgavl ser det selvsamme kommunistiske slogan, som jeg allerede så første gang for tyve år siden, i dag endnu mere tragisk ud:

»Altid fremad mod sejren!«

Dengang, da jeg først så det skilt, var under en kort mellemlanding med Aeroflot i december 1988 – og da kunne man måske stadig tro på det.

Sovjetunionen eksisterede fortsat – ligesom det økonomiske samarbejde mellem de kommunistiske lande, kaldet Comecon, gennem dets femårs-planer overførte, hvad der svarede til fem milliarder dollar fra Moskva til Havanna.

Kort tid efter var det slut.

Sovjetunionen kollapsede. Berlin-muren faldt. Kommunismen blev begravet, og Tyskland blev genforenet. Snart var steder som Polen, Tjekkiet og Ungarn en del af NATO og EU. Comecon og Warszawa-pagten blev opløst. Kun nogle få lande forstod ikke historiens store dom – at kommunismens tid var rindet ud, at tiden var inde til at komme videre.

Cuba, denne caribiske utopi, forstod slet ikke noget. Her havde Fidel Castro kun haft magten i tre årtier – og han var slet ikke parat til at give op. Tværtimod. De seneste fem år – fra 1984 til 1989 – havde været kulminationen på den revolution, han havde gennemført i 1959. Folket havde aldrig – og med aldrig mener jeg aldrig – haft det bedre. Castro agtede ikke at slippe magten – uanset hvad der måtte ske.

Derfor kan jeg nu stå i mit værelse på fjerde sal og studere det anakronistiske skilt igen:

»Altid fremad mod sejren!«

Der er i hvert fald lang vej endnu, tænker jeg. Da jeg drejer hovedet lidt, kan jeg se en ny kæmpeplakat. En rygende klode, tynget af osende skorstene på grimme fabrikker, akkompagneres af endnu et budskab:

»Over for kapitalismens globale krise har vi ingen anden udvej end at bekæmpe den!«

Udsagnet er underskrevet Raul Castro, den yngre bror (han er dog 78 år), som tog over, da Fidel Castro i februar 2007 gav op som præsident, generalsekretær, øverstbefalende, formand for ministerrådet og meget, meget mere.

I Granma, styrets efterhånden noget usle avis, der blot er på otte tabloidsider og næsten ikke til at opdrive, fordi der spares på papiret, proklamerer Raul, at kapitalismen er i dyb krise, og at verden derfor er i færd med at vælge socialismen. Spørgsmålet er dog, om ikke Cuba er endnu mere pilråddent?

Næste morgen møder jeg Paolo Menendez, en 46-årig maskiningeniør, tæt ved den cubanske kongres. Han opsøger mig, fordi han gerne vil give sin version af, hvad i alverden der sker.

»De seneste år er revolutionen gået i bakgear. Ingen gider arbejde længere, fordi vi alligevel får så lidt i løn. Vi møder godt nok op på vores job, men vi sidder bare og snakker det meste af tiden. Det er jo alt sammen lige meget,« forklarer Paolo.

Han fortæller, at den cubanske psykologi har ændret sig dramatisk.

»Engang var vi alle så stolte, at vi ville blive her i landet og kæmpe for Fidel. I dag tænker alle dem, jeg kender – når jeg ser bort fra de gamle – på, hvordan i alverden de kan komme væk herfra. Til Florida. Til Spanien. Til Canada. I hvert fald væk fra det her fængsel.«

Paolo kigger modløst ud i luften. Fortæller, at der kun har været en god tid i hans levetid – nemlig fra 1984 til 1989, da Sovjetunionen virkelig hjalp. Ellers har det været én lang elendighed. Lige nu er det benhårdt – for de godt 150 kroner han tjener om måneden rækker ingen vegne. Uddannelse betyder ingenting, ja, folk griner nærmest af professorer, overlæger og ingeniører, fordi de fortsat opfører sig, som om de betyder noget.

»Dem, som vi ser op til nu, er alle dem, der arbejder for turisterne – taxachaufførerne, tjenerne, guiderne og rengøringskonerne – fordi de får drikkepenge i hård valuta. De har penge, så de kan købe en brødrister, gå på restaurant og måske endda rejse til udlandet,« forklarer maskiningeniøren.

Senere, da jeg møder Alejandro, en 34-årig playboy, kan jeg se, hvad ingeniøren tænkte på. Alejandro er i shorts, smart polo-skjorte og et par Ray-Ban-solbriller, mens han nyder en flok ualmindeligt smukke unge kvinders beundrende blikke. Han er chauffør – selv om han er biolog – og selv om det ikke er nogen BMW, han kører, men derimod en trehjulet knallert, så kan man virkelig mærke, at han er toppen af poppen.

»Livet på Cuba er fint. Jeg har masser at lave. Tjener godt. Kan snart tage til USA,« griner han.

Inde i en boghandel får jeg fat i Che Guevaras berømte essay fra 1965 – »Socialismen og det cubanske menneske« – og tænker på, hvor rædsomt et gensyn med Havanna måtte være for den afdøde revolutionshelt. Che beskrev, at det var hans drøm at befri mennesket fra det ensidige fokus på materielle goder, som kapitalismen havde forgiftet folket med.

»Masserne skal blive et samvittighedsfyldt kollektiv af individer, som kæmper for den samme sag. Det handler om at få den enkelte til at føle sig mere komplet – med meget mere indre rigdom og meget mere ansvar. Vi vil skabe det 21. århundredes menneske,« skrev han.

Che mente, at når den enkelte holdt op med at opfatte det at gå på arbejde som en sur pligt, der skulle gøre en led kapitalist endnu rigere, og i stedet begyndte at opfatte det som et kollektivt ansvar, ja, så ville det komplette menneske blive skabt. Kapitalismen var en »kamp mellem ulve, hvor man kun kan vinde på andres bekostning« – lige modsat den cubanske socialisme, hvis ypperste mål var »at sprede kærlighed«.

I dag er Cuba så langtfra Ches utopi – ja, øen har udviklet sig til en indviklet markedsplads, hvor fire markeder kører hinanden ned i sølet: Den statslige peso-økonomi, den hårde valutaøkonomi, de halvprivate landbrugsmarkeder og selvfølgelig den sorte økonomi.

En tilfældig formiddag drejer jeg op ad den centrale gade Lealtad – navnet betyder Trofasthed! Selv om vi er midt i Havanna, kommer der ikke en eneste bil forbi i de par timer, jeg går rundt. Nogle børn løber rundt og leger, andre hænger bare op ad muren eller sover på fortovet. En hund, afpillet og med et åbent sår på skulderbladet, piver. De fleste døre står åbne i de trøstesløse hjem. TV kører overalt – valget står mellem tre cubanske statskanaler. En mand med en krykke fløjter efter mig.

»Kom lige herover, så skal jeg fortælle dig noget: Cuba er et dejligt land. Vi lever efter tre ædle principper – etik, integritet og solidaritet. Det skal du vide,« forklarer manden, der hedder Alberto, er 66 år og historieprofessor.

»Jeg er medlem af partiet. Selvfølgelig er jeg det. Fidel har givet os selvstændighed og et fællesskab, jeg som historiker kan garantere dig for, at vi aldrig tidligere har haft.«

Alberto lyder som en propagandabrochure – og selv da jeg spørger ham om alt det, der åbenlyst ikke virker i hans paradis, fejer han mig af banen:

»Tag du nu lige og se på Haiti, det såkaldte demokrati. Hvad har de fået ud af deres valg og deres markedsøkonomi? Intet! Jeg siger dig – uden den ondskabsfulde blokade ville Cuba være som Danmark!«

Som Danmark? Det er i hvert fald ikke lige opover! Inde i Bar Alegria – Glædens Bar – vælter fire fuldebøtter rundt i det tomme lokale. Et stort køleskab fra Sovjettiden larmer som et ondt år, og inde i det står sølle fire øl på køl. Bartenderen Camilo råder også over en fuldkommen tom montre, der skulle have været fyldt med is til børnene – men han viser dog en dunk gæret sukkerrør frem, det såkaldte ildvand, som er en tarvelig variant af det elskede rom.

Videre henne ad gaden går jeg hen til Butiksenhed nr. 526, hvor bestyreren Manuel i bogstaveligste forstand er faldet i søvn. Hvad skulle han egentlig ellers gøre – for her kommer ingen kunder for her er ikke noget at købe, fortæller han mig. Jo, tre pakker spaghetti, en del tandpasta, en ladning salt, en enkelt pose kakao, nogle brikker kakaomælk og en del kaffe.

Bag ham hænger en stor sort tavle, der viser julis rationeringer til borgerne. Med den lave løn er det nærmest kun muligt at købe de varer, som statens butiksenheder sælger via rationering, men der er ikke meget at købe i en måneds ration:

fem pund ris, ti pund hvide bønner, én pakke smør, en kvart liter olie, fem liter mælk, ét stk. sæbe, tre pund sukker, ét pund kaffe, to pund salt, én chokoladebar, ti æg.

Listen er deprimerende, men det er faktisk endnu værre, fortæller Manuel.

»Det eneste, jeg har fra listen i dag, er salt og kaffe. Alt det andet er udsolgt. Æg og mælk har jeg ikke fået i fire dage. Smør i tre uger. Sådan er Cuba!«

Endnu mere trøstesløs er Butiksenhed nr. 296 lidt længere henne. Her er der kun kartofler, fortæller Ozwaldo.

»Jeg har haft én kunde i dag. Hun købte tre kartofler.«

Da jeg spørger Oswaldo om, hvad han synes om livet i det kommunistiske Cuba, svarer han, at det er inderligt ligegyldigt.

»Se på min butik, som er statens, og find så selv svaret på, hvordan det går i Cuba? Jeg vil så gerne væk.«

Marked nr. 218 har fået malet en facade med det usandsynlige navn »Det ideelle marked« – og det er tydeligt, at netop denne butik skulle være et udstillingsvindue, men det er en ren tragedie. Montren med svinekød er fuldkommen tom. Kyllingelårene er udsolgte. Der er kun soja-yoghurt tilbage i mejeriafdelingen – og det dametøj, der sælges, ligner noget fra et sovjetisk lager.

Ljudmila, som bestyrer den næsten tomme mejerafdeling, slår opgivende ud med armene.

»Hvad skal jeg sige? Vi er afhængige af de leverancer, vi får fra staten, og de kommer jo kun engang imellem – og aldrig med ret meget. Det er trist, trist, trist. Du skulle høre, hvad min kusine, som er i Miami, fortæller, at de har derovre.«

Straks jeg drejer væk fra Lealtad, råber en mand efter mig.

»Trænger du ikke til at blive klippet?«

Sammen med en ven har Hector på 29 år indrettet egen frisørsalon i en stue i sine forældres lejlighed. To er i færd med at blive klippet, og der er godt gang i salonen, forsikrer de.

»Vi tjener ret godt her. Det er helt fedt. Måske får vi råd til en flybillet til Mexico en dag,« udbryder Hector, inden de to venner i kor synger, at »kommer vi først til Mexico, så kommer vi sgu aldrig hjem igen. Goodbye, Cuba.«

Dette er første afsnit i David Trads’ fortælling om Cuba. Næste afsnit handler om Castros undertrykkelse af hans egen befolkning.