Castros revolution undertrykker sine egne

Den socialistiske revolution skulle frigøre cubanerne fra kapitalisternes overgreb. Det lykkedes. Desværre for cubanerne oplever de i dag, at Castro-brødrene, Fidel og Raul, har overtaget undertrykkelsen. Politiske fanger sidder indespærret på ubestemt tid

En cubansk familie vinker til venner og andre inde på land, da de om bord på en tømmerflåde forlader Cuba i 1994. Samme år forlod yderligere 30.000 utilfredse cubanere det kommunistiske regime i alt fra små både til oppustede slanger fra bildæk. Ingen ved hvor mange, der døde under den farefulde sejlads. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jose Goitia/Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Isabel har det der triste, tomme blik, som præger en kvinde, der gennemlever et helvede. I snart fem år har hendes mand siddet i fængsel – dømt efter en paragraf i den cubanske straffelov om at »true statens uafhængighed«.

»Min mand er et godt menneske. Han ville have, at vi skulle have det bedre i Cuba. Det blev han straffet for, og derfor sidder han indespærret som politisk fange af den forbandede Fidel.«

Isabel taler højt og vredt – selv om vi står på en plads midt i Havanna sammen med 22 andre damas de blancos. De hvide damer udgør en sjældenhed, nemlig en åbenlys kritik af Castro-regimet, og deres mod er bemærkelsesværdigt, som det udspilles hver søndag ved deres åbne demonstrationer foran en kirke, når man tænker på, hvad der skete med de mænd, de nu kæmper for.

»Du drømmer ikke om, hvor hæsligt der er i det fængsel. Alle de mangler, vi andre oplever her i landet, kan ganges med hundrede, når man er spærret inde. Jeg er så bange for min mands helbred. Han sidder derinde sammen med mænd, der har begået voldtægter eller slået nogen ihjel – og min mand er straffet for ingenting. Han tillod sig at bryde ud af den kult, som omgiver Fidel.«

Et par andre kvinder lægger medlidende deres hænder på Isabels skuldre. De forstår hendes situation bedre end andre – fordi de selv befinder sig i samme nedtrykte virkelighed, idet også de har en mand, en kæreste, en søn eller et barnebarn i fængsel, dømt på ubestemt tid for at sige deres mening.

»Fidel og Raul er diktatorer! De er mordere! Her i Cuba er det kun de to gamle tosser, som har ordet. Kun dem, der kan komme i TV, radioen og avisen. Vi andre er uden ansigter og uden mund. Vi bor i et grimt diktatur. Prøv at se dig omkring? Prøv at se, hvor fattige vi alle sammen er? Alligevel – selv om det er så forbandet tydeligt – så må vi aldrig kritisere styret. Fidel og Raul spærrer alle dem inde, som siger deres sande mening. Derfor sidder min mand i fængslet. Det er en politisk henrettelse,« siger Mabel.

De er tapre kvinder, som regimet ikke har kunnet lukke munden på – selv om de hyppigt prøver ved at genne dem op midt om natten, nægte dem busbilletter til hovedstaden og anholde dem kortvarigt. I 2005 modtog kvinderne Sakharov-prisen af Europa-Parlamentet, som de selvfølgelig ikke fik lov til at rejse til Bruxelles og modtage.

»Jo, jo, jo, er du tosset – det er farligt for os, men vi bliver ved. Vi protesterer, fordi vi vil have vores mænd ud af fængslerne.« forklarer Mabel.

Mabel tier. Hun må tørre en tåre bort og tager sig sammen og peger på en seks-årig dreng.

»Kan du se den her dreng? Hans far er i fængsel. Vi bliver nødt til at blive ved med at protestere – ikke bare for de voksne mænds skyld, men også for ham her drengen og alle de andre børn. Det helvede, som vi andre er vokset op i, må børnene for guds skyld ikke overtage. De skal have det bedre.«

Mændene er i fængsel, fordi de er en del af en gruppe, som mellem 2002 og 2005 spagt udfordrede Castros evighedsstyre. Inspireret af Vaclav Havels intellektuelle undergravning af det tjekkoslovakiske betonstyre, mødtes uafhængige økonomer, bibliotekarer, journalister og forfattere stadig mere åbent for at diskutere en anden fremtid.

Vigtigst var Varela-projektet, som udnyttede et smuthul i forfatningen, der betød, at de med mindst 10.000 underskrifter kunne foranledige en folkeafstemning. De fik underskrifterne, men styret anklagede dem for at opfinde navnene. Næste skridt var en serie møder hos den amerikanske chefdiplomat i Havanna, hvor de intellektuelle diskuterede flerparti-system og markedsøkonomi.

Retssag var skueproces
Fidel tålte ikke den åbenlyse udfordring, og i to voldsomme nedslag i 2003 og 2005 blev dusinvis kastet i spjældet efter en skueproces i retssystemet havde dømt dem for landsforræderi. Da en delegation af amerikanske politikere på besøg i Havanna beklagede sig over den hårdhændede behandling af dissidenterne, havde Ricardo Alarcón, formand for det cubanske parlament, kun hån tilovers:

»Dissidenterne? Vi har kogt dem og spist dem til aftensmad.«

En anden af de indespærrede er Normando Hernando Gonzales, en journalist, som havde skrevet kritiske artikler om Cubas officielle stoltheder – sundheden og uddannelsen. I dag er han i gang med sit sjette ud af 25 år i et rædsomt fængsel midt på øen, hvor han lider så voldsomt, at han nu kun lige vejer over 50 kilo.

Ingen international organisation har nogensinde fået lov til at besøge Fængsel nr. 7 i Camaguey, og selv om Gonzales’ hustru og datter bor i nærheden, har de heller ingen direkte kontakt. Få gange om måneden ringer telefonen, når regimet giver Gonzales lov til kort at ringe hjem.

Bloomberg, et amerikansk nyhedsbureau, følger sagen hyppigt og fortæller, at journalistens afvisning af at lægge afstand til sine oprindelige artikler, betyder, at han sidder fast i fængselshelvedet. Da bureauet senest spurgte en cubansk talsmand om, hvorfor styret fastholder indespærringen af en kritisk journalist, lød det kontante svar:

»Vi opfatter ham bestemt ikke som en journalist. Den kriminalitet, han begik, er meget virkelig – kriminalitet, der har forbindelse til den amerikanske sektion i Havanna.«

Sektionen er det, som i andre lande ville blive kaldt en ambassade, men som på grund af de brudte diplomatiske forbindelser betegnes som »sektionen« – noget, der lyder helt orwellsk.

Den gamle mand, Gregorio

Jeg tager ud til den beskedne havn i Cojimar, et stykke øst for Havanna, hvor Ernest Hemingway havde sin yacht – el Pilar – liggende under sine mange år i Cuba. Sidst jeg var her i midten af 90erne, drak jeg nogle øl med Gregorio Fuentes, som var Hemingways ven og styrmand og model til »Den gamle mand og havet.«

Nu er Gregorio død, men jeg glemmer aldrig vores snak om, hvad historien om den gamle mand egentlig betød. Ifølge Hemingway selv ønskede han bare at skrive en beretning om en gammel mands manglende held med at fange fisk – og hans uheld, da han endelig fangede den største fisk i sit liv, som så blev ædt af hajer, så der kun var et enormt skelet tilbage, da han nåede i land.

»Ernesto skrev jo bogen før Fidel, men jeg har siden tænkt, at den bog jo forudså Cubas kommunisme: Fidel gik efter den store gevinst, men han nåede aldrig i mål. Hans projekt er ædt op,« lød det fra den gamle mand.

Jeg ved ikke rigtigt, om Gregorio havde ret. Denne gang sætter jeg mig alene på samme bar og ved samme bord – og tager George Orwells »Kammerat Napoleon« frem. Dette mesterværk blev udgivet allerede i 1945 som en satirisk advarsel mod, hvordan de sovjetiske kommunister, anført af Stalin, var i færd med at smadre den demokratiske socialisme, som Orwell dengang troede på.

»Kammerat Napoleon« er den stærkeste advarsel mod kommunismen, man kan læse. Den beskriver, hvordan de gode dyr (socialisterne) overtager magten fra den onde godsejer (kapitalismen) for at skabe bedre forhold. Inden længe begynder en gris – kammerat Napoleon – at rage magten til sig på de andre dyrs bekostning. Mod slutningen er svinenes terror værre end den, som godsejeren udøvede.

I dag er det uhyggeligt nærværende at genkende Fidel som det dumme svin. Ganske vist skrev Orwell om Stalin, og ganske vist er Fidel ikke i nærheden af den sovjetiske despots ondskab – men alligevel:

Castros revolution ville alt det gode, men er jo endt med at føre til alt det onde.

Cuba har ingen Berlin-mur til at holde sine borgere hjemme – men Cuba har et hajfyldt hav til at hjælpe sig. Det slår mig, når jeg kigger ud over Florida-strædet fra Malecon-promenaden i Havanna, at der ikke er en eneste kutter eller båd på havet. Årsagen er enkel: Staten kontrollerer bådenes adgang til havet så benhårdt, at det reelt ikke kan lade sig gøre at sejle på de stræk, som er tættest på Cuba.

Jeg spørger Marta, en lægestuderende, om, hvorfor hun finder sig i at leve i det system, som Castro-brødrene nu har påtvunget folket i et halvt århundrede:

»Der er ikke noget reelt oprør på Cuba, fordi vi alle er så forbandet bange for at sige vores mening. Vi ser jo, hvordan de få, der tør ytre sig frit, begynder at blive udsat for chikane og ender bag tremmer, hvis de ikke holder kæft. Vi er nødt til at nøjes med at udøve tavs modstand – og det kan du jo se, at de fleste gør, når de reelt holder op med at arbejde.«

Flere gange har Fidel Castro benyttet et attraktivt trick for at slippe af med sine værste modstandere – han har simpelthen tilskyndet dem til at rejse til Florida. I 1980 satte 120.000 cubanere kursen mod USA i en sand exodus, og da nu amerikanerne lovede at tage imod dem alle, fyldte Castro også bådene op med hårdkogte kriminelle, alvorligt syge og sindslidende. I 1994 rejste yderligere godt 30.000 utilfredse af sted i alt fra små både til oppustede slanger fra et bildæk.

»Bedre at dø hurtigt på havet«
Dengang i 94 stod jeg på stranden øst for Havanna og så, hvordan hundredvis af unge med brede smil og jubelråb tog til søs. Mange af dem – ingen ved hvor mange – døde undervejs i deres håbløse fartøjer, og det vidste alle de forældre, som sendte deres børn af sted, udmærket var en risiko. Men som jeg aldrig vil glemme, så sagde en mor, som lige havde vinket farvel, sagte følgende til mig:

»Det er bedre at dø hurtigt ude på havet end langsomt i Fidels helvede.«

Socialistiske nationer har altid defineret menneskerettighederne ud fra en anden målestok end vi andre: Retten til et job og en bolig i et fællesskab har altid stået over de individuelle rettigheder, som Vesten har placeret højest. For mange af os i Vesten er det en ret teoretisk diskussion, idet vi aldrig har prøvet at leve i et land, hvor vi risikerer at blive spærret inde for at sige vores mening.

Cuba er selvfølgelig ikke Sovjetunionen under Josef Stalin, men Cuba er altså heller ikke Costa Rica under Oscar Arias! Den cubanske utopi har udviklet sig til et fængsel, der spærrer sine egne inde uden grund.

Jeg kommer i tanke om et enkelt spørgsmål: Af alle de cubanske-amerikanere, som i dag bor i USA – i nærheden af to millioner i alt – hvor mange mon så ønsker at flytte tilbage til Castros Cuba?

Ingen.

Det er et uhyggeligt sigende svar.