Herfra kan det kun gå fremad

De fleste af os var en del af boblen, de fleste af os oplevede på den ene eller den anden måde de fede års fedme, og vi ved, hvorfor det gik galt. Det er fordelen ved den demokratiske kapitalisme. Poul Høi er nået til vejs ende i sin søgen efter svar på, hvad vi kan lære af finans­krisen.

St. Louis, Missouri
St. Louis har ikke skønheden i Longier, men den har hele smerten.
Jovist, Mississippi-floden løber gennem byen, historien er kulørt, og her er et tilløb til et dvæleværdigt bycentrum, men det bliver alt sammen til mindre end summen af sine dele, og i stedet virker St. Louis mere som en industriel storby, der ikke længere er nogen af delene.

Don Giammanco røg med i den industrielle nedtur. Han var typograf, men hans arbejdsgiver skar ned, og han blev fyret. Giammanco havde imidlertid en plan B. Han interesserede sig for penge, han havde tjent på at investere i aktier, og han forstod at omlægge sine lån, og det fremgår af hans skilsmissebegæring fra 2004, at hans portefølje var god for knap en halv mio. dollar. Han blev eneforsøger for sine to teenagedøtre, og han brugte pengene på at sende dem på privatskole og købe alt det, som de gerne ville have - og som han gerne ville have. Naboerne husker ham som en mand, »der ustandseligt talte om aktiemarkedet og om sine store planer og om alt det, som han ville købe«.

I 2007 begyndte aktiemarkedet at ryste, og Giammancos penge forsvandt. I september 2007 erklærede han sig personligt konkurs, og hans hus røg på tvangsauktion.

Festen var forbi, men Giammanco ville feste videre, og han begyndte at røve banker. Snart slog han til her, snart slog han til der, og i de følgende 18 måneder var han berømt og berygtet som »The Boonie Hat Bandit«, opkaldt efter en særlig camouflagehat, som han havde på. Han røvede over 100.000 dollar fra 12 banker.

Til sidst gik det, som det altid gør. En bankkasserer fik nummerpladenummeret på hans bil, politiet dukkede op, og hans naboer og døtre var i chok. En af døtrene sagde på amerikansk morgen-TV:

»Han er min Robin Hood. Han røvede fra de grådige banker og gav til dem, der havde mere brug for pengene – sine døtre.«
Selv sagde Giammanco til politiet, at han var lettet over, at det var forbi. Festen havde ikke været nogen fest.

OG SÅDAN ER DET GÅET.

Min 4.000 kilometer lange køretur har været en elegisk rejse gennem en sjælesyg nation, og jeg sidder på mit motelværelse og endevender nogle af de traurigheder, jeg har mødt. Konkurser, selvmord, bankrøverier, brandstiftelse, flere konkurser, virksomhedslukninger og arbejdsløshed - og allermest og allerværst: Bristede illusioner.

Millioner af mennesker oplever pludselig den amerikanske drøm, som de aldrig har oplevet den – baglæns. De har erfaret, hvad nybyggerne i Dalhart også erfarede. At regnen ikke følger ploven, og at det umulige ikke er muligt blot fordi, vi vedtager, at det er muligt.

Jeg navigerer min iPod frem til Lucinda Williams og »Sweet Old World,« der er en af de mest autentisk opløftende sange, jeg kan forestille mig. For Lucinda Williams er normalt sørgmodigheden selv, en weltschmerz med guitar, bas, trommer, mandolin og violin, men på et tidspunkt begik en ven selvmord, og hun konfronterede sin egen tristesse. »Se, hvad du mistede, da du forlod verden,« synger hun nu på »Sweet Old World.« »Troede du ikke, at du var noget værd,« spørger hun sin afdøde ven. »Troede du ikke, at nogen elskede dig?« Og hun opregner nogle af de umisteligheder, som vennen har mistet. Følelsen af sit eget åndedræt og fingerspidsers kærtegn, lyden af et midnatstog og trommen fra et hjerte. »Se, hvad du mistede, da du forlod verden.«

Jeg har på min rejse fået seks lektioner fra den største økonomiske krise i 70 år, og de har alle været båret af bristede illusioner, men der må også være en syvende og sidste lektion, som fører over på den anden side af selvmord og konkurs, bankrøverier og arbejdsløshed? En Lucinda Williams-lektion, som stykker illusionerne sammen igen?

Det er der også, og den syvende og sidste lektion fra min rejse er både materiel og immateriel.

For at tage det første først.

De vestlige finansinstitutioner har tabt fire billioner dollar på nedturen, og de amerikanske familier er i gennemsnit blevet 20 procent fattige, men de penge er ikke kun blevet til blå luft. Pengene, som vi troede, vi havde, blev til en – i materiel forstand – bedre verden, og sådan har det altid været med bobler, skriver Daniel Gross i sin bog »Pop! Why Bubbles Are Great for the Economy.«

I en euforisk guldfeber blev USA i 1840erne og 1850erne forbundet af telegrafen og gjort til én nation. Bagefter gik de fleste telegrafselskaber fallit. I 1880erne gentog historien sig med jernbaneselskaberne, der – som telegrafselskaberne – byggede langt foran behovet. Bagefter gik en fjerdedel af jernbaneselskaberne fallit. I 1990erne kom internettet, og IT-industrien gav os mellem en kvart og en halv mio. kilometer fiberoptiske kabler – og derefter gik luften også ud af den boble. Men telegrafkablerne, jernbanelinjerne og de fiberoptiske kabler forsvandt ikke med boblen, de blev der, og efter IT-boblens endeligt er handlen på internettet f.eks. tredoblet til 229 mia. dollar i USA i 2008. I december 2008 rundede verden én mia. internetbrugere.

Det er muligt, at mange danske boligejere, hvis boliger i dag er mindre værd end deres lån, står med en blandet fornøjelse i deres franske landkøkken med Aga-komfur, men køkkenet – og udekøkkenet og sansehaven – repræsenterer trods alt en fornyelse og en forskønnelse. I de fede år brugte danskerne i gennemsnit mellem 15.000 og 20.000 kroner om året på boligindretning, og det førte hele den fladtagede parcelhusmasse ind i et nyt årtusinde. I København blev antallet af nybyggede boliger femdoblet, hovedstaden føjede omkring 100.000 boliger til massen, tidligere ubeboelige bydele blev beboelige, og det samme gentog sig verden over, fra Shanghai til Soweto.

I forrige måned klagede en af de store bygherrer i Miami over, at han havde svært ved at få økonomi i sin monumentale skyskraber, Icon Brickell, der ligger prangende ved Biscayne Bay og Miami River, og som huser 1.600 ejerlejligheder, et pool-dæk på næsten en hektar og 100 styk syv meter høje søjler inspireret af statuerne på Påskeøen. Det er selvfølgelig trist for bygherren, at skyskraberen måske river ham omkuld, men skyskraberen bliver ikke revet omkuld, den bliver stående, og det er den materielle håbefuldhed. Vi fik – trods alt – noget for nogle af pengene.

Den immatrielle del er ikke så lidt vigtigere.

Boom-årene har været en enestående rejse i demokratisk kapitalisme. De rige har altid kunnet finansiere deres fantasier, men pludselig kunne et lærerpar fra Nordsjælland også gøre det, og den oplevelse har uden tvivl ændret os. Som det hed i de fede år i en reklame for Uno-form: »På et tidspunkt gør man op med sine værdier. Skrotter gamle idealer om kollektivisme. Forstår, at man ikke altid behøver at dele alt.« Men kapitalismen er en hård herre, og hvis man ikke skal dele alt, så skal man i princippet heller ikke dele regningen for nedturen, og gårsdagens hedonister er dagens realister på jagt efter det sted, hvor økonomisk aspiration møder et vist mål af økonomisk betryggelse.

Det er ikke laissez-faire liberalisme, men det er heller ikke – som nogle ellers havde forudset – socialisme, anti-kapitalisme eller andre former for radikalisme. Barack Obama vandt ikke det amerikanske præsidentvalg ved at love hverken fuld-fart liberalisme eller fuld-stop keynesianisme, men snarere noget midt imellem, og Villy Søvndal er ikke øjeblikkets mand i dansk politik på grund af gammeldags sur socialisme eller ølkasseretorik fra Fælledparken. I Storbritannien fører den konservative leder, David Cameron, med 20 procentpoint i meningsmålingerne, men han gør det ikke som en Thatcher-klon, snarere en Blair-klon. Og det er interessant. For økonomiske nedture fører ofte radikalisme med sig, men indtil nu har konsekvensen været det modsatte – mindre ideologi og mere politisk rundkredspædagogik.

Hvorfor?

Kynikerne vil sikkert sige, at ekstremismen kan nå at komme. I samme øjeblik, som de etablerede politikere og partier fejler, og krisen bliver forværret eller forlænget, så slipper tålmodigheden op. Det er ikke uden grund, at præsident Obama uafbrudt beder vælgerne om tid, siger de.

Måske – men der kan også være en anden grund, nemlig at opinionen mere eller mindre bevidst har konkluderet, hvad professor Jerry Muller udtrykker i magasinet The American: At både socialisme og kapitalisme slår fejl, men der er en afgørende forskel på den måde, som de slår fejl på. Fejlen ved socialisme er fundamental – socialisme rummer en fatal softwarekode i kalkulationen af motivation, udbud og efterspørgsel, og koden kan ikke rettes. Fejlen ved kapitalisme er dialektisk. En ide eller en tendens opstår, og det går godt i en årrække og forandrer måske tiden, men til sidst vikler kapitalismen sig ind i sig selv – og fejler. Derefter er der to muligheder: Enten retter beslutningstagerne kapitalismen til, eller også retter kapitalismen sig selv til, og historien fortsætter.

»Historien om kapitalismen er dermed historien om succes gennem dialektiske fejl,« som professor Muller fastslår.

»Og denne gang fejlede kapitalismen ved at blive for uigennemskuelig og kompliceret, og derfor er vi i, hvad han kalder »en epistemologisk depression.«

Epistemologi handler om vores grænse for viden, og hvordan vi tror, vi ved noget, som vi ikke ved. Finanssektoren fandt på sådan et mikado-spil af konstruktioner, at nogle topchefer pralede af, at de ikke anede, hvad f.eks. nøgle-instrumenter som CDO og ABS var, kun at de skæppede i kassen, og verdens største forsikringsselskab genforsikrede de mest risikable lån uden at erkende, at de kunne føre til tab. Så sammenvævede var konstruktionerne, at da mikado-spillet faldt sammen, så faldt det hele.

»Til sidst blev tågen så tyk, at selv kaptajnerne ikke længere kunne navigere rundt i den,« som professor Muller skriver, og denne gang er tågen så tyk, at markedet ikke kan kurere sig selv.

Richard Posner når til samme konklusion i sin bog »A Failure of Capitalism.« Titlen er også bogens konklusion, og det er opsigtsvækkende, fordi Posner altid har været præget af libertarianismen og monetarismen, men nu gør han op med sine gamle meningsfæller. »Nogle konservative vil sige, at depressionen er en konsekvens af uklog regeringspolitik. Men jeg er overbevist om, at fejlen er markedets.« Markedet er i dag så kompliceret og globalt og grænseløst, at det kun kan fungere med helt klare spilleregler, og derfor skal vi have »en mere aktiv og klog regeringspolitik til at sørge for, at vores kapitalistiske model ikke løber af sporet,« skriver han.

Kernen i problemet er finanssektoren, som i de fede år blev mere og mere fed og til sidst stod for 40 procent af det samlede overskud i amerikansk erhvervsliv - penge som sektoren ikke tjente ved at producere noget håndgribeligt, men på at producere den ene mere kreative finanskonstruktion efter den anden. De andre tendenser – de stigende huspriser, de stigende råvarepriser, det stadigt eskalerende forbrug, den manglende opsparing og den eksplosive gældsætning – var ikke en årsag i sig selv, men et symptom på finanssektorens bersærkergang. Derfor skal finanssektoren gøres kedelig igen, som Nobelpris-økonomen Paul Krugman har udtrykt det.

Vi skal tilbage til de dage, hvor en bankmedarbejder var den mest søvndyssende bordherre eller borddame, og vi skal væk fra de brede seler og ditto manerer, og finassektoren skal ikke længere kejserligt belønne sig selv for at tage dumme og kortsigtede lønsomme beslutninger.

Finassektoren skal være rytmesektionen i økonomien, ikke solisten, og »vi skal igen til at producere noget, som vi kan bruge til noget,« som den konservative kommentator David Brooks har konstateret.

Dér har vi forklaringen på, at opinionen ikke er blevet mere radikal, men mindre radikal; ikke mere ideologisk, men mere - i mangel af bedre ord - løsningsorienteret.

De fleste af os var en del af boblen, de fleste af os oplevede på den ene eller den anden måde de fede års fedme, og vi ved, hvorfor det gik galt. Det er fordelen ved den demokratiske kapitalisme. Nogle få tjente mere end de mange, men de mange tjente mere end de forventede, og det gør både oplevelsen og løsningen kollektiv. Uanset om vi er den viden bevidst eller ej, så ved vi, hvad der gik galt; vi ved, hvad der skal til; og vi ved, at der ikke er andre muligheder end kapitalismen, og derfor er opinionen ikke endnu til ølkasse-populisme, men til at genstarte kapitalismen.

Så vi kan gøre det hele igen og - som manden fra Dyess sang - Gud igen kan skære os ned.

  • Kapitel 1: Det nye USA
  • Kapitel 2: Bling-tidens endeligt