Bling-tidens endeligt

USA og den vestlige verden var nået til et punkt, hvor man stort set ikke producerede andet end kreative lån og finansfiduser. USA- korrespondent Poul Høi er rejst på tværs af USA for at finde svar på, hvad vi har lært af finanskrisen.

Her er en magtmand med alt sit legetøj: sin Lexus, sit Piper Meridian privatfly, sit Armani-jakkesæt og en blond lille sag iklædt en sort lille sag. Han holder besiddende om hende. Magtmanden hedder Marcus Schrenker. Han fik selv taget billedet og delte det ud ved enhver lejlighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Akron, Ohio

Mange har mistet meget, men Addie Polk mistede det hele. Hun mistede sit liv.

»Grådighed. Slet og simpel grådighed,« siger Marco Summerville, en bred mand med brede seler og et temperament, der gør ham lige egnet til sine to beskæftigelser – bedemand og lokalpolitiker.

I lørdags arrangerede bedemanden begravelsen for Addie Polk, og mandag taler politikeren om Addie Polk.

»Hun var det mest vennesæle menneske, man kunne forestille sig. En smule reserveret, som mange ældre kvinder bliver, når deres mænd er døde – men med et stort hjerte.«

»Hvorfor blev hun involveret i alt det her,« spørger jeg.

Summerville placerer sine tommelfingre bag sine seler og læner sig tilbage i stolen.

»Hvorfor blev vi alle sammen involveret i det her,« spørger han tilbage.

Efter interviewet kører jeg ud for at se det hus, som skulle sikre Addie Polk i alderdommen, men som kom til at gøre det stik modsatte. Jeg kører gennem, hvad der kunne være kulissen til en mistrøstig musikvideo fra bysbørnene The Black Keys.

Akron var engang et industrielt boomcenter. Ingen amerikanske byer oplevede for godt hundrede år siden en tilsvarende befolkningseksplosion, og tilflytterne kom fra hele verden: sorte fra Syden, østeuropæere fra Østeuropa og italienere fra New York, og Addie og Robert Polk købte sig en bid af den amerikanske drøm på La Croix Avenue, 120 kvm med frontveranda og i vindretningen fra dækindustrien.

Husene i det gamle arbejderkvarter er nu – som Akron i det hele taget – i en sørgelig forfatning. Hver andet hus er skoddet til, og selv en ejendomsmægler må erkende, at de øvrige huse trænger til mere end en kærlig hånd. Addie Polks hus hælder som en kutter i let sø, og det kan ikke, brutalt konstateret, være mange håndører værd.

Men det var Addie Polks hjem, og det var betalt.

Hun og Robert købte det i 1970 for 10.000 dollar, og 12 år senere var huslånet ude af verden. I 1995 døde Robert, parret havde ingen børn, og Addie blev boende alene i huset.

Hvorfor blev hun involveret i alt det her?

Begivenhederne er stadig en smule uklare, men ejendomsregistret fortæller sin egen historie om en kvinde, som nærmede sig 80 år, og som pludselig begyndte at behandle sit hus som en kontantautomat.

I 1997 tog hun et kreditforeningslån på 21.000 dollar i huset, i 2001 tog hun et lån på 46.400 dollar, og i 2004 tog hun et 30-årigt kreditforeningslån på 45.620 dollar med en kassekredit på 11.380 dollar.

Hun var 86 år, da hun tog det sidste lån, hendes eneste indtægt var en beskeden folkepension, og hendes hus var ikke – selv med de bedste viljer – en brøkdel af beløbet værd.

Marco Summerville er ved at undersøge forløbet, og han har en ide om, hvad der skete.

»At sælge lån til enlige ældre mennesker var i en årrække den helt store fidus her i Akron – og sikkert også i andre byer – og fidusmagere gik fra dør til dør og besnakkede folk som Addie Polk. Alle fik en fed bid af kagen; der var procenter til dørsælgeren, kreditforeningsmanden, til kreditforeningen og vurderingsmanden, og de gamle mennesker betalte regningen.«

1. oktober 2008 skulle regningen så betales.

Vicesherif Donald Fatheree bankede på døren på La Croix Avenue. Han havde i over en måned forsøgt at få kontakt med Addie Polk. Renten på hendes lån var eksploderet, hun var holdt op med at betale, og udlåneren – Countrywide Financial – havde sendt hende på tvangsauktion, og hun skulle nu ud af huset.

Fatheree har fortalt til magasinet New Yorker, at han var en smule klemt ved udsættelsen. Han havde over ugerne efterladt den ene mere ildevarslende skrivelse efter den anden på hendes dør, og hun havde tilsyneladende taget dem ind og sikkert også læst dem, men han havde ikke talt med hende. Og hvad ville hun nu gøre?

En nabo kom til, og pludselig hørte de en uventet lyd inde fra huset.

Naboen kravlede op på taget og ind gennem et vindue på første sal. Han kaldte: »Fru Polk?«

Han fandt hende i soveværelset; på natbordet lå skrivelserne fra vicesherif Fatherlee, og hun lå selv på sengen med en riffel ved siden af sig.

Den gamle dame havde skudt sig, og seks måneder senere døde hun.

UMIDDELBART SKULLE man ikke forvente nogen forbindelse mellem Addie Polk og Angelo Mozilo.

Mellem den gamle enke i et arbejderkvarter i Akron og koncernchefen i et rigt nabolag i Californien. Mellem kvinden, som ikke engang kunne betale for sin egen begravelse, og manden, som mellem 2003 og 2006 brugte en million dollar på medlemskab af golfklubber. Men der er en forbindelse, og forbindelsen er Addie Polks huslån.

Hvis man følger hendes lån gennem hele fødekæden, fra dørsælgeren og op gennem systemet, så ender man til sidst hos Angelo Mozilo.

Han var stifteren af Countrywide Financial, og i 30 år regerede han selskabet med permanent solbrændthed, larmende jakkesæt og slips, en guldfarvet Rolls-Royce, en gul Lamboghini og Gulfstream IV og V privatfly, og med sine aggressive salgsteknikker nåede han i boom-årene sit store mål: Hans »baby« – som han kaldte Countrywide – blev USAs største kreditforening, og Mozilo blev styrtende rig.

I boom-årene alene tjente han over to milliarder kr. på at sælge sine aktier i selskabet.

Nu er der ikke noget galt med succes eller noget ulovligt i dårlig smag, men der er noget galt – og måske ulovligt – med en virksomhed, som har som mål med alle midler at gældsætte kunderne. Mozilo var en slagtersøn fra Bronx, og han lærte alt om salg hos sin far. En slagter sælger kød, og en kreditforening sælger penge, og det handler om at få produkterne over disken, og Mozilo var ligeglad med, om kunderne havde brug for hans lån, eller om hans lån gældsatte dem til op over skorstenen – de skulle bare købe dem.

Hans telefonsælgere og dørsælgere skulle ikke spørge til kundernes økonomi eller se beviser på kundernes indtægt og formue. »Bare skriv under,« lød beskeden, og »så ordner resten sig«, og jo dårligere kredit, jo bedre. For kunder med dårlig kredit skulle betale højere renter og gebyrer, og ifølge New York Times kunne Countrywides profit på et såkaldt subprime-lån nå op på 15 procent.

Mozilo opfandt et helt batteri af kreative lånemodeller, som skulle lange kødet over disken, og han belønnede sine folk for at sælge de mest risikable lån. En sælger, som solgte til høj rente til en subprime-kunde, fik dobbelt så meget i provision som ved et salg til en solid kunde, og sælgeren fik yderligere 0,25 procent i provision af lånebeløbet, hvis han fik smækket en kassekredit oven på, og hvis han også skrev et treårigt forbud mod at tilbagebetale lånet ind i kontrakten, så vankede der yderligere én procent i provision.

Summa summarum: Hvis sælgeren solgte et subprime-lån på 500.000 dollar med kassekredit og karenstid, så betød det 10.000 dollar ned i foret.

Det udviklede sig i sagens natur til et kapløb mod bunden. Slagterens søn ville producere den billigste, mest givtige medister og pyt med, om medisteren udelukkende var fyldt med fedt og bindemidler.

I 2000 solgte Countrywide næsten udelukkende de traditionelle 30-årige kreditforeningslån med fast rente.

I 2004 var halvdelen af alle lån kreative lån, hvor kunderne i en årrække ikke skulle betale afdrag, og hvor renten varierede.

I 2000 ville Countrywide ikke vide af subprime-lån. I 2004 udgjorde de over ti procent af alle Countrywide-lån.

Det var medister-tider.

MARCO SUMMERVILLE giver mig et visitkort. På den ene side står hans titel på amerikansk – byrådsformand i Akron – og på den anden står det på kinesisk.

»Kinesisk,« spørger jeg.

»Jeg har flere gange været derovre for at forsøge at tiltrække produktionsvirksomheder.«

Vi står et øjeblik i tavshed, og jeg går ud fra, at vi tænker det samme. Akron var engang kendt som »Rubber City« og som hjemsted for verdens tre største dækvirksomheder Goodrich, Firestone og Goodyear. Nu er kun en af dem, Goodyear, tilbage, og den er en skygge af sig selv, og byen er et tilsodet og tilskoddet udstillingsstykke over konsekvenserne af udflagning og outsourcing.

Summerville får mælet igen.

»Ja, det er noget skidt... at vi skal forsøge at tiltrække kinesiske virksomheder for at få produktion til byen. Men hvad skal vi gøre? Der er tilsyneladende ingen amerikanske virksomheder, som længere producerer i Amerika, og så må vi gå til dem, der kunne tænkes at gøre det.«

Akrons problem er imidlertid ikke kun Akrons.

Simon Johnson er tidligere cheføkonom i IMF/Verdensbanken, og når han blev sendt til bananrepublikanske økonomier for at hjælpe, så var problemet altid det samme: En økonomi baseret på én ressource eller industri, økonomien og landet var ensbetydende med den ene ressource eller industri og som oftest med uhumskheder til følge. Johnson oplevede det i Indonesien og Rusland, Ukraine og Sydkorea, og nu oplever han det også i USA.

»USA er ikke anderledes,« skriver han i magasinet Atlantic. I USA er det bare ikke olie, guld eller gas, men kreative penge. Mellem 1973 og 1985 udgjorde finanssektoren 16 procent af erhvervslivets profit i USA. I 1990erne steg andelen fra 21 procent til 30 procent, og i boom-årene røg tallet op på 41 procent. Eller sagt med andre ord: Næsten en ud af to dollar tjent i amerikansk erhvervsliv blev tjent i finanssektoren.

Alle andre sektorer – industri og IT og biotech – blev småfisk, de bedste hjerner søgte til finanssektoren, som betalte en ofte obskøn løn, og som fik en uhørt politisk magt. Clinton og Bush hentede hver en finansminister hos finanshuset Goldman Sachs, finanssektoren fik gennemført hidtil utænkelige liberaliseringer og afskaffet restriktioner, som var gennemført i 1930erne for at undgå en gentagelse af 1930erne. Nu kunne kapital bevæge sig frit over landegrænserne; de vandtætte skotter mellem gearede investeringer og almindelig bankvirksomhed blev ophævet; de mest kreative lån og aktiviteter fik frit spillerum; bankerne – og ikke myndighederne – skulle vurdere bankernes økonomiske sundhed; og finansmyndighederne gik per politisk dekret i dvale, skriver Simon Johnson.

Præsident Bush udnævnte Christopher Cox til chef for finansmyndighederne SEC. Cox var en libetarianer, som troede på skattelettelser og markedets ufejlbarlighed, og han begyndte straks at flytte 50 medarbejdere fra SECs efterforskningsafdeling og fastslå, at alle sager mod virksomheder skulle godkendes af ham – og som oftest kom de ikke videre end hans skrivebord.

Det var, hvad der skete i de fede år:

USA og den vestlige verden holdt op med at producere andet end smarte huslån og opgearede investeringer i de samme smarte huslån, vores økonomi var ikke bananrepublikansk, men bankrepublikansk, og forskellen er den samme, og det er på tide, at vi begynder at producere andet end kreative lån og finansfiduser, fastslår Simon Johnson.

Og det er min lektion nummer fire fra landevejen.

Jeg stirrer på Addie Polks vakkelvorne hus, og jeg føler med den gamle kone, der blev sidste decimal i det umulige bankrepublikanske regnestykke. Vi mistede alle sammen på regnestykket, men hun mistede alt.

Indianapolis, Indiana
Når jeg tænker på de fede år, så tænker jeg på et bestemt billede: Bling-billedet.

Her er en magtmand med alt sit legetøj: Sin Lexus, sit Piper Meridian privatfly, sit Armani-jakkesæt og en blond lille sag iklædt en sort lille sag. Han holder besiddende om hende.

Bling-billedet er så underligt fascinerende, fordi det i sin yderste ekstrem rummer en genkendelse. Var det ikke – for mange mennesker – hvad de fede år handlede om? At besidde og besidde og besidde og så tage et billede af alle besiddelserne og sende det ud til hele verden?

Akkurat som Marcus Schrenker gjorde. Han er magtmanden med legetøjet, og da hans gymnasium skulle holde en gamle-elevers-fest, tog han billedet med til festen og delte det ud sammen med sit visitkort.

»Tag den. Se hvad Marcus med de skæve tænder er blevet til. Lexus, Piper, Armani, blondine. Tag den. Slå den.«

EN TID FINDER ALTID et udtryk i sit ekstrem. De færreste var hippier i 1960erne, kun et mindretal blev skilt i 1970erne, kun få hyldede grådigheden i 1980erne, og ikke alle levede hedonismen ud i de fede år. Men Marcus Schrenker er så interessant netop fordi, genkendelsen findes i det groteske, og han symboliserer om nogen den tid, vi er gået ud af.

Han havde ikke opfundet den dybe tallerken, men han kunne sælge, og han kunne score, og hvis ikke hans snakketøj overbeviste kunderne, så gjorde hans udseende. Marcus Schrenker var som skabt til den kreative finansindustri, han solgte sig selv som det ypperste inden for finansrådgivning, og han fortalte, hvordan han kunne sikre kunderne tocifrede procenttal i årligt afkast.

I virkeligheden var han en endog meget dårlig finansrådgiver, som det fremgår af et sagsanlæg, som Berlingske Tidende har set. Et ældre ægtepar investerede 900.000 dollar hos ham, men han flyttede pengene så meget rundt på forskellige konti, at de kom til at betale næsten 200.000 dollar i strafgebyrer, og i en periode blev 120.000 dollar væk. En læge investerede en million dollar i et forsikringsprojekt, som Schrenker anbefalede, men det viste sig, at lægen hvert år skulle betale 139.000 dollar i gebyr.

Og sådan gik det – med elendige råd og store gebyrer – men som amerikanerne siger: Perception er virkelighed, og ingen kunne se Schrenker uden at se succes.

Han og Michelle købte et hus til fire mio. dollar herude nord for Indianapolis, ved det såkaldt Geist Reservoir, som ikke er andet end en overdimensioneret Peblinge-sø, men som, inde midt i staten Indiana, er det ypperste i maritimt liv. Den lokale yachtklub holder til her. »Vi kalder området for Cocktailbugten,« fortæller ekspedienten på en kaffebar i nærheden.

Marcus Schrenker var tilsyneladende aldrig tilfreds. Han ville altid have mere. Han ville have en endnu større lystbåd, han ville have en endnu større bil, og ud over sit privatfly til to mio. dollar ville han også have et par andre privatfly, og hver aften så naboerne ham trykspule gulvet i sin garage – gulvet skulle skinne, skulle det – og til sidst fik han også en elskerinde. Han betalte 30.000 dollar for at leje hende en luksuslejlighed, han gav hende 40.000 dollar til møbler, han købte hende en luksusbil til 30.000 dollar og gav hende tasker og ure fra Louis Vuitton. Som en af elskerindens kolleger sagde: »Vi ville allesammen gerne være Marcus. Tænk at have sådan et liv.«

Sidste nytår fløj elskerinden og han i privatfly til Key West for at fejre deres kærlighed.

Hjemme i Indiana begærede konen skilsmisse, finansmyndighederne dukkede op og ransagede huset ved Cocktailbugten, og anklagemyndighederne talte om svindel for ni millioner dollar.

Festen var slut.

Men Marcus Schrenker var ikke helt færdig. Han udtænkte en plan, som blev et desperat halesvip på hans karriere. Han fløj af sted i sit privatfly, og over Alabama sendte han et nødopkald. Forruden var slået ind, og han blødte slemt, sagde han. Han sprang – uden at fortælle det – ud med faldskærm og travede hen til en motorcykel, som han på forhånd havde stillet i området, og derefter forsvandt han. Planen var sikkert, at flyet på automatpilot skulle fortsætte mod syd og falde i havet, og så ville man aldrig få opklaret, hvad der var blevet af Marcus Schrenker. Men flyet løb tør for benzin og styrtede i en sump, og politiet kunne se, at piloten var væk. Han blev fundet på en campingplads, fængslet og hævder i dag, at han ikke husker noget om noget som helst.

The End.

JOHN KENNETH GALBRAITH skrev i 1958 en bekymret bog, »The Affluent Society«.

Amerikanerne havde alt, konstaterede han, og hvad ville de bruge velstanden til? Ville amerikanerne gøre et godt samfund bedre, eller havde de mistet fornemmelsen for værdier uden for deres egne værdier?

I dag kender vi svaret, skriver forfatteren David Karp i Vanity Fair: Gøre et godt samfund bedre? Nej. Gøre min rige tilværelse rigere? Ja.

Som Karp udtrykker det: Et af Norman Rockwells mest berømte malerier fra Anden Verdenskrig forestillede en amerikansk familie ved et veldækket bord. »Friheden fra trang,« hed det. Men »Friheden fra trang« blev til »Friheden til trang«, og som en ølreklame sagde i 1980erne: »Du kan få det hele,« og for at få det hele begyndte amerikanerne at bruge penge, som de endnu ikke havde, og sådan blev det umulige muligt. Kreditkort, omfinansiering og lån i friværdien blev billetter til ugebladslivet, og især i de seneste ti år er det gået helt galt med overforbruget, fastslår historikeren Niall Ferguson: Amerikanerne skylder nu 355 pct. af bruttonationalproduktet væk, tre og en halv gange den samlede økonomiske produktion, og bare rolig. Den næste generation er klar. En tredjedel af alle amerikanske teenagere forventer ifølge Psychology Today at blive »rige og berømte«.

DERMED ER DEN amerikanske drøm gået amok; drømmen kræver opfyldelse af alle drømme, nu, og i morgen kræver den opfyldelse af endnu flere drømme, nu, og dermed bliver stræben efter lykken til en slavebinding af gæld, og mens hverken Galbraith eller Kamp er fortalere for tilbage-til-vandgrød, så taler de for, at vandret ikke er det samme som vandgrød.

Jeg går en tur rundt om Cocktailbugten nord for Indianapolis, mellem de prangende huse og de ditto biler, og mens en slagregn gennemvæder mig, tænker jeg også på Gregg Easterbrooks bog fra 2003 – »The Progress Paradox«. Jo rigere vi bliver, jo ulykkeligere er vi, forklarer bogen. I krisetider er vi gladere for vores job, for vi er glade for bare at have et job. I bling-tider er vi utilfredse med vores job, fordi vi hele tiden vil have et bedre – og bedre betalt – job.

Og det er lektion fem.

Schrenkers privatfly ligger i en sump i Florida, blondinen er væk, banken har hentet Lexus’en, Schrenker selv er i fængsel og siger i et interview, at han ønskede, at han havde begået selvmord.

Bling-billedet er revet itu.