Orlando: Politifolk og redningsmandskab leder tidligt onsdag efter en lille dreng, som blev slæbt ud i vandet af en alligator nær Disney World i Orlando i Florida.
Sheriffens kontor i Orange County siger, at den toårige dreng legede i Seven Seas Lagunen ved Disneys ferie- og spacenter, da han blev angrebet af en alligator, som angiveligt var mellem 120 og 210 centimer lang.
Barnets far kastede sig i den lavvandede lagune i et forsøg på at redde sin søn, men det var forgæves, og det toårige barn frygtes at være omkommet.
Politifolk kom hurtigt til stedet, som nu er afspærret.
- Offerets familie var rejst til Disney World på ferie. De er fra Nebraska, siger sherif Jerry Demings, som holdt pressemøde om episoden uden for feriecenteret.
Omkring 50 mand deltager i redningsaktionen, som fortsætter mange timer efter angrebet.
Betjente har sat afspærring op omkring vandet og blokeret området, hvor barnet angiveligt forsvandt. Udrykningskøretøjer og en helikopter er i området. Der er sat alligatorfælder op flere steder i søen.
En synligt berørt talsmand for Disney siger, at alle i Walt Disney World Resort er knust over den tragiske ulykke.
Den menneskeskabte lagune, hvor angrebet skete, er omgivet af sandstrand og adskillige pools. En del familier sad uden for i området, hvor feriecenteret holdt "Movie Night".
/ritzau/Reuters