En terrorbølge varer en generation: Hvad er der sket fra Andreas Baader til Abdelhamid?

Den nye byguerilla er her. Han er en rastløs ung mand, som ikke tror på andet end vold, og han slog for alvor igennem i Paris. Terroristerne vil søge til de globaliserede storbyer, for det er her, de bedst kan få publicity for volden. Men fortiden kan lære os at tackle dem.

Andreas Baader (tv) var tysk terrorist i 70'erne, mens Abdelhamid Abaaoud var islamist terrorist i 2015 - men hvad er egentlig forskellen? Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Andreas Baader var ikke født til at blive terrorist. Intet menneske er. Så hvorfor?

Han var begavet, og hvis noget interesserede ham, var han den bedste i klassen, fortalte hans lærere senere. Men han var så rastløs. Han kunne ikke sidde stille, og der var ingen, som fortalte ham, at han skulle sidde stille. Hans far var forsvundet på Østfronten, hans mor forkælede ham ud over alle grænser, og lærerne gav til sidst op, skriver Stefan Aust i »Der Baader-Meinhof Komplex.«

Så Andreas Baader fik lov til at løbe vild.

Det samme med Abdelhamid Abaaoud. Han var søn af en marokkansk indvandrer, som drev en tøjbutik i Bruxelles. Forældrene havde store forhåbninger og sendte ham til en af de fineste privatskoler.

»Han var cool, han var sjov og flirtede med pigerne,« som en klassekammerat siger til det belgiske Sudinfo.

Abaaoud kunne være blevet et lysende eksempel på en etnisk belgier, som steg op over racismen og blev til noget, men han var så rastløs. Han kunne ikke sidde stille, som kammeraten også fortalte.

Så Abdelhamid Abaaoud fik lov at løbe vild.

Byguerilla

David Kilcullen er en af de militæranalytikere, som består den sande analytikertest. Han har en fornemmelse for at se rundt om det næste hjørne, og hans analyser er den slags, som ikke handler om likes på Facebook, men om at få mere ret end uret. Han kan med andre ord se fremtiden, før den er her, og i 2013 i bogen »Out of the Mountains« forudså han fremtidens terrorkrig. Terroristerne ville komme ned fra bjergene og ud af ørkenen og ind i storbyerne – det ville blive byguerillaens tid, og det ville blive et mareridt, hvor myndigheder ville stå over for en »treblokskrig«, hvor de inden for få byblokke skulle kæmpe, bevare freden og yde førstehjælp, skrev analytikeren.

Kilcullens fremtid er her nu, den er i Paris, og den har været her før. For byguerillaen er ikke ny.

I slutningen af 1960erne gjorde den brasilianske marxist Carlos Marighelli op med Maos og Che Guevaras ideer om, at en væbnet opstand skulle begynde i yderområderne. Det holdt ikke i en moderne og urbaniseret verden, sagde Marighelli, og han skrev sin berømte »Mini-manual for byguerillaen«.

Og han skrev den lige ind på studenteroprørets boghylde, som også rummede værker af Regis Debray og Herbert Marcuse, og hvis man blandede det hele og tilsatte lidt hash, bar røv og Jefferson Airplane, så endte det med en teori om, at en lille fortrop gennem sin kamp skulle forberede opstanden. Fortroppens base var i storbyerne, her kunne den gemme sig, her var de ligesindede, og her var målene – samfundets spidser og institutioner.

Det var byguerillaen.

Auschwitz

Andreas Baader var på vej derhen. Han havde kastet sig ud i småkriminalitet og biljagter – han havde aldrig taget kørekort, men elskede at køre stærkt i stjålne eller lånte biler – og hans biljagter var som hans liv, uden mål. Men i 1967 mødte han Gudrun Ensslin, en præstedatter og tidligere spejderleder, som på universitetet var begyndt at læse farlig poesi og blevet – ifølge sin far – »stærkt erotiseret«. Hun prægede Baader med sin diffuse radikalisme, og efter et politidrab på en fredsdemonstrant i 1967 deltog de to i et strategimøde, hvor en grædende Ensslin sagde:

»Fasciststaten vil dræbe os alle. Vi må organisere en modstand. Vold er den eneste måde at besvare vold. Vi er oppe mod Auschwitz-generationen, og man kan ikke tale med den,« som Stefan Aust skriver.

Det var politik, som Andreas Baader kunne forstå. Det var politik som action.

Abdelhamid Abaaoud forstod den også. Han havde opgivet den gode indvandrer og var droppet ud af eliteskolen. Han fravalgte prep-kulturen og valgte plat-kulturen i Bruxelles-indvandrerbydelen Molenbeek, han røg ind og ud af fængsel, og i 2014 rykkede han til Syrien og sluttede sig til Islamisk Stat.

Han havde aldrig interesseret sig synderligt for hverken religion eller politik, men Islamisk Stat var religion og politik som action – og det forstod han.

Publicity

Osama bin Laden er et eksempel på forskellen mellem den gamle islamistiske terrorist og den nye byguerilla, som Kilcullen noterer.

Bin Laden tog ofte sine børn med på udmarvende traveture i bjergene i Afghanistan og Pakistan. Han lærte dem, hvordan de skulle indprente sig hver en sten for at kunne finde vej. Og han kommunikerede via kurer, ofte fordi der ikke var andre kommunikationsmuligheder, han var afskåret fra al-Qaedas andre aktører, og det var nødvendigt at lade al-Qaedas celler operere uafhængigt, fordi det var umuligt at have kontakt mellem basen og fronten.

Derfor er al-Qaeda fortid, som Kilcullen skriver, og fremtiden tilhører de terrorister, som kobler sig på globaliseringen. I den globaliserede verden er teknologi, kommunikation og våben blevet demokratiseret, og det betyder, at volden er demokratiseret, og terroristerne vil søge til de steder, hvor volden er mest demokratisk – og det vil sige i de mest globale storbyer, skriver han.

Angrebet i Paris er et godt eksempel. Terroristerne brugte alle de globaliserede netværk og kommunikationsmidler, fra Google Maps og éngangsmobiltelefoner til krypterede e-mails til det syriske hovedkvarter, som endda opererer med en 24 timers tech-hotline, skriver Ars Technica.

Terroristerne var formet af storbyen og forstod at skjule sig i mængden i de kvarterer, hvor alle er skyldige, og dermed er ingen skyldige. Abaaoud fortalte i februar i islamisternes magasin Dabiq, hvordan politiet stoppede ham, men lod ham gå, tilsyneladende fordi de ikke kunne kende invandrerne fra hinanden. Han pralede af, hvordan han kunne gemme sig i de vestlige storbyer, han kunne kommunikere med Syrien og med sine kampfæller i byerne og planlægge operationer.

»Jeg kunne gøre, hvad jeg ville … uden problemer,« sagde han.

Det er de taktiske muligheder i storbyen og læg dertil, hvad der er lige så vigtigt: Publicity.

For hvis en terroraktion finder sted, og ingen lægger mærke til den, har den så fundet sted?

Kun få husker Boko Harams massakre på op mod 2.000 mennesker i udkanten af Nigeria 7. januar i år, men alle husker de 12 dræbte på Charlie Hebdo i Paris akkurat samme dag. Kun få husker, at medlemmer af Islamisk Stat i juni sneg sig ind i en kurdisk by og dræbte over 200 civile, men alle husker massakren i sidste uge i Paris. Forklaringen er, at volden er demokratiseret, men effekten er ikke. Effekten af vold er proportional med globaliseringen – jo mere globaliseret desto større effekt – og derfor er effekten ved at slå til i de globaliserede centre så mangefold.

Det er effekten af publicity.

Imagologi

Hvorfor er publicity så vigtigt?

Fordi volden er budskabet i sig selv. Terroristerne kan aldrig vinde militært, og deres angreb har sit eget rationale: De skal skræmme modstanderen fra vid og sans og få ham til at handle overilet; og dermed give flere tilhængere og penge, og flere tilhængere og flere penge fører til flere angreb, og det fører så i sidste ende til en samfundssammenstyrtning.

I den sammenhæng er volden selve ideologien, og det er ikke et tilfælde, at mange af datidens byguerillaer var ideologisk forvirrede – Stefan Aust skriver, at Baader-Meinhofs ideologi rakte fra leninisme til libertarianisme – og det er heller ikke et tilfælde, at mange af de nuværende islamiske terrorister ryger hash, drikker hash, ser pornofilm og sjældent er i moskeen. Den 26-årige Hasna Aitboulahcen, som tidligere på ugen døde under en politiaktion i Paris, var en festabe med vovede billeder online og et helt fodboldhold af kærester. Hun og de andre troede ikke på islamismen, men på volden og voldens publicity.

Det er – som forfatteren Milan Kundera har udtrykt i romanen »Udødeligheden« – skiftet fra ideologi til »imagologi,« hans ord for image-mageri:

»Virkeligheden er stærkere end ideologierne, men imagologi er stærkere end virkeligheden … Ideologi tilhører historien, men imagologi begynder, hvor historien ender.«

Terroristerne forstår det. Andreas Baader så sig selv i populære film som »Bonnie og Clyde« og »Kampen om Algier«, og for at sende det rigtige signal til omverden, betalte han en designer for at lave et gennemslagskraftigt logo til Baader-Meinhof – den røde stjerne og maskinpistolen – og han tænkte hele tiden i effekter, helt frem til sit koordinerede selvmord.

Islamisk Stat har med sine parader, sorte flag, snuff-videoer, Jihadi John og online-magasiner det samme greb om imagologi, og terrorangrebene er det ultimative i genren. Det er »Bonnie og Clyde« live, det er the big show, forstærket af Twitter og Facebook og 24-timers nyhedsstationer, og der er kun én scene for the big show, og det er den globaliserede storby. Og det er en scene, der er som skabt for unge rastløse mænd som Andreas Baader og Abdelhamid Abaaoud – her færdes de hjemmevant, uhæmmede af samvittighed og ideologi, familie og kultur, gadesmarte og på farten mellem venner og gemmesteder, barer og biler og med fokus på volden og voldens publicity.

Det er den gamle byguerilla og den nye – og det er den samme.

Sarajevo

Men når den nye og den gamle by-guerilla er den samme, er svarene måske også.

Baader-Meinhof og de andre vestlige byguerillaer brændte ud i slutningen af 1980erne, og de brændte ud, fordi de ikke fik ilt. Den første forudsætning for terrorsucces er, at det civile samfund reagerer på en måde, som styrker terroristerne, og det gjorde for eksempel den vesttyske kansler Helmut Schmidt ikke.

Han gik efter terroristerne, han jagede dem og fængslede dem, beordrede dristige aktioner og drab på terrorister, men han gjorde ikke terroren til en altomfattende fordring. Terror blev ikke til en systemfejl eller en mangel ved det civile samfund, og det blev ikke en undskyldning for at korrumpere, hvad der netop kendetegner demokratiet. Terror var et spørgsmål om at finde, fange, fængsle eller dræbe terroristerne, terror var politi, ikke politik, og terroristerne var ikke politiske aktører, men forbrydere.

Og det kvalte dem. I 1970erne støttede en fjerdedel af unge vesttyskere Baader-Meinhof, og i meningsmålinger sagde ti procent af befolkningen, at de ville skjule eftersøgte terrorister, skriver Stefan Aust. Men støtten forvitrede, for selv den bedste imagologi hjalp ikke terroristerne, når samfundet nægtede at blive brugt som bande og bekræfte terroristernes febrile argumenter. Derfor brændte Baader-Meinhof ud.

Tid og sted er anderledes, men det har et bud til nutiden.

Terrorforskeren David Rapoport har beregnet, at en terrorbølge typisk varer en generation, og efter hans beregninger skulle den islamistiske bølge have brændt sig selv ud nu. Men det har den ikke, tværtimod, og forklaringen er – ifølge Kilcullen – at vi har forlænget dens levetid. Han sammenligner den amerikanske reaktion på terrorangrebet i 2001 med Europas reaktion på attentatet i Sarajevo i 1914. Begge dele handlede i princippet om at finde og fange de skyldige i en forbrydelse – henholdsvis al-Qaeda i Afghanistan og serbiske anarkister – og det ville i begge tilfælde være nødvendigt og retfærdigt.

Men i stedet greb reaktionen om sig, og i det amerikanske tilfælde førte det til invasionen i Irak, som førte til Abu Ghraib, irakisk borgerkrig og Islamisk Stat, og i 1914 førte overreaktionen til Første Verdenskrig. Reaktionen blev meget værre end aktionen, som den reagerede mod, og det er, hvad vi kan lære, som Kilcullen indikerer:

At der går en kridtstreg mellem det, der på den ene side tager livtag med terroristerne, og det, der på den anden side puster liv i dem og tager liv fra os. Kridtstregen er sart, nogle steder usynlig, og dens logik kan være svær at følge og forstå. Men den er der – og det tjener os i det mindste at forsøge at følge og forstå den.