Da terroren ramte Vesten

Verden var endnu næsten uskyldig, da amerikanerne og franskmændene sammen blev ramt af terror i oktober 1983.

Terroranslaget mod den amerikanske militærbase i Beirut den 23. oktober 1983 kostede 241 amerikanske soldater livet. Foto: Phillippe Bouchon/AFP Fold sammen
Læs mere

WASHINGTON: Den 23. oktober 1983 kørte to lastbiler fyldt med sprængs­toffer og to selvmordschauffører op foran en amerikansk militærbase i den libanesiske hovedstad Beirut. Eksplosionen var alt­ødelæggende og så kraftig, at alt inden for tre hundrede meters omkreds blev opløst i intetheden. Da røgen havde lagt sig, lå 241 amerikanske soldater i ruinerne sprængt i stumper og stykker i den værste terror­aktion, USA nogensinde havde oplevet. Kort efter blev det franske militærhovedkvarter samme sted ramt, og 58 franske soldater blev dræbt.

Midt i ruinerne stod en amerikansk sergent tydeligt i chok pegende med sit gevær mod alle, der kom imod ham. De ord, han udstødte, har senere sat sig fast i amerikanerne, når de skulle finde en forklaring på, hvorfor de altid ender i den forkerte ende af en dynamitstang i Mellemøsten: »Hvorfor gjorde de det? Vi er her for at hjælpe«.

Sådan var amerikanernes opfattelse denne oktoberdag. De var der for at hjælpe. De var en del af en multinational styrke, der var sendt til Libanon for at gøre en forskel i et kaotisk land, der ud over at ligge i borgerkrig også havde fået en israelsk invasionsstyrke på halsen. Siden er det bare blevet værre og værre med krig og terror. Og amerikanerne diskuterer stadig, hvornår de skal blande sig, og hvornår de skal holde sig væk.

Terroren rammer alle

Siden har verden set utallige terror­aktioner med angrebene mod New York og Washington den 11. september 2001 som de hidtil værste. Og siden har de vestlige landes krig i Irak og i Afghanistan kostet hundredtusinder af menneskeliv. Det har igen givet næring til endnu flere terroraktioner. Og USAs vestlige allierede har på hver deres måde bidraget til krigene i Mellemøsten og diskussionen om vestlige værdier kontra islam og er dermed også blevet ramt af terror­aktioner.

Terroren rammer alle, og med aktionerne mod Charlie Hebdo, mod synagogen og mod Krudttønden i København og mod en række civile mål i forgårs i Paris stilles der skiftevis krav om hævn og manes til besindighed. Men er der overhovedet en lære at drage af terroraktionerne?

David Sedney – tidligere topembedsmand i det amerikanske forsvarsministerium med ansvar for Afghanistan, Pakistan og Centralasien – er ikke i tvivl om, at problemet med terror er ekstremt kompleks og en kombination af desperation, mangel på muligheder for folk i Mellemøsten og det faktum, at den vestlige verden oftere har støttet diktatorer end støttet en demokratisk udvikling.

»Vi behøver ledere, der tør fortælle folk, at der ikke er nogen let vej ud af ekstremisme og terrorisme. Vi kan ikke »dræbe« os ud af terroren og ekstremismen. Indsættelse af militære styrker uden helt og holdent at være med til at opbygge nye samfund duer ikke. Vi har haft aldrig rigtig været helhjertede i indsatsen i Afghanistan og i Irak. Vi var der kun delvist. Og det er et af problemerne nu,« mener David Sedney.

Overreaktion

Og det er det, der tales om i USA efter endnu et blodigt terrorangreb i Europa – hvordan man giver folk i Mellemøsten et håb om en bedre fremtid og dermed måske fjerner terror­truslen.

Og som Andrew Schwartz fra tænketanken Center for Strategiske og Internationale Studier, CSIS, i Washingtonsiger, så var dagen i forgårs typisk. Journalisterne ringede fra morgenstunden for at få mere at vide om, hvorvidt drabet på »Jihadi John« var et vendepunkt sammen med det faktum, at kurderne var ved at få kontrol over den irakiske by Sinjar. Og så kom braget fra Paris.

»Vi overreagerer på de mest voldsomme og nylige begivenheder og mister overblikket over realiteterne. At der ikke bliver et vende­punkt i nær fremtid. Der kommer mange år med nye tragedier som Paris, og kampen mod ekstremisme bliver meget, meget lang, fordi terroren er en direkte udspringer af, at der ikke er noget håb for mange af dem, der bor i Mellemøsten,« siger Andrew Schwartz. For hvis der eksisterer en logik og en lære, man kan drage af terrorens historie, så er det, at der ikke for alvor sker nogen ændring, hvis ikke de grundlæggende betingelser i Mellem­østen ændrer sig.

Ekstremismen har bidt sig fast

Frankrig har sin historie i Syrien og i Libanon og andre steder i Mellemøsten og rammes derfor af den terror, som USA også rammes af. Som Schwartz siger, så har ekstremismen på mange måder bidt sig så fast gennem årtier, at det bliver svært at fjerne den igen.

»For det er ikke kun en kamp mod Vesten. Det er også en kamp mellem shia- og sunni-muslimer, mellem palæstinensere og israelere og mellem Israel og Hizbollah for blot at nævne nogle få konflikter«, siger Schwartz. Dermed er der også en lige linje fra den amerikanske sergent i det søndersprængte hovedkvarter i Beirut til de nødråb, der i dag lyder i de sociale medier, og som kræver handling, men få løsninger.

Og i USA lyder det ensartet blandt en række forskere, at uanset hvor tragisk, terroren i Paris er, så er den intet imod de mange kampe, der er internt i den muslimske verden i dag, som kræver tusindvis af menneske­liv.

»Vi befinder os – selv om vi ikke tror det – i periferien af denne kamp, der egentlig går på at skabe fremtidens islamiske samfund. Den foregår på mange planer, og fordi de mellem­østlige stater falder fra hinanden, så vil de vestlige lande blive en del af denne kamp. Også fordi vi selv har blandet os. Og kampen bliver langvarig og kan kun løses af de muslim­ske stater selv,« mener Andrew Schwartz.