Dræbt tysk gidsel havde skudsår flere steder på kroppen

En tysk ingeniør, der blev fundet dræbt efter sammen med en landsmand at være blevet bortført i Afghanistan tidligere på måneden, havde skudsår i kroppen. Det skriver avisen Bild am Sonntag ifølge Ritzau. Historien er baseret på en obduktionsrapport.

Tyskeren var blevet skudt i begge knæ og derefter i ryggen, viser rapporten. Det tyske udenrigsministerium afviser at kommentere rapporten, og medarbejderne på retsmedicinsk afdeling, hvor obduktionen blev udført siger, at der skal flere test til, før de kan komme med en endelig konklusion.

De to tyskere blev bortført 19. juli, men afghansk politi fandt tre dage senere liget af den ene. Myndighederne forsøger stadig at forhandle med Taliban for at få løsladt den anden ingeniør, der lider af et svagt helbred.

/ritzau/dpa