Donald Trump vil være præsident i USA

Foto: JUSTIN LANE. Forretningsmanden Donald Trump.
Læs mere
Fold sammen

USA: Endnu en kandidat har meldt sig ind i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat ved det amerikanske præsidentvalg næste år.

Det er den 69-årige mangemilliardær Donald Trump, der tirsdag meddelte, at han agter at gå efter at blive partiets præsidentkandidat.

Trump har flere gange bebudet, at han vil stille op som præsidentkandidat, senest forud for præsidentvalget i 2012. Her trak han dog sit kandidatur. Men denne gang skulle den være god nok.

Den amerikanske forretningsmand, der blandt andet har tjent sine mange penge på ejendomshandel, lancerede sit kandidatur i sit eget Trump Tower i New York. I sin tale skød han blandt andet med skarpt mod den siddende præsident Barack Obama, men også flere af de andre republikanere, der har bebudet deres kandidatur, fik kritik med på vejen.

Mandag meddelte tidligere Florida-guvernør Jeb Bush, at han stiller op. Dermed er der nu 12 republikanere, der bejler om at blive partiets præsidentkandidat.

BNB