TUNIS: To metalbukke med en lang træplade fyldt med billige smykker og en plascikstol til at hvile sig på. Det var ikke lige dét, Walid Chawali drømte om, da han for år tilbage gjorde sit litteraturstudium færdigt ved universitetet her i den tunesiske hovedstad.

»Jeg har aldrig brugt min universitetsuddannelse til noget. Der er ingen job,« siger den 30-årige mand, der omsætter for omkring 20 dinarer – cirka 60 kroner – om dagen som gadesælger i Rue de Paris i Tunis.

Det er han langtfra ene om. Walid Chawali kender mange, der ligesom ham selv har en længerevarende uddannelse uden at kunne bruge den til noget, og som derfor sælger tingeltangel på gaden.

»Så indtil videre har vi ikke fået noget ud af revolutionen. Det var jo trods alt job, bedre økonomi og et værdigt liv, den handlede om,« siger den overkvalificerede gadesælger med henvisning til revolutionen, der væltede Tunesiens præsident gennem to årtier, Zine El Abidine Ben Ali, i januar 2011.

Det blev startskuddet på folkelige opstande i andre arabiske lande, der ligesom Tunesien også plages af høj arbejdsløshed. Knap hver femte tuneser er uden arbejde, og blandt de unge er tallet endnu højere, og selv om det er en af de nye magthaveres alvorligste udfordringer, er det langtfra den eneste.

Militante islamister med tilknytning til terrornetværket al-Qaeda har siden revolutionen for snart fire år siden forsøgt at destabilisere Tunesiens unge og vakkelvorne demokrati. Adskillige betjente og soldater er blevet dræbt i kampe med gruppen Ansar al-Sharia, som de tunesiske myndigheder i august i fjor stemplede som en terrororganisation. To fremtrædende venstrefløjspolitikere er blevet snigmyrdet på åben gade, og i løbet af sommeren angreb seks-syv maskerede mænd indenrigsminister Lofti Ben Jeddous private hjem og dræbte fire vagter, inden de efter en 45 minutter lang ildkamp fortrak.

De militante islamister er med til at forværre Tunesiens i forvejen kriseramte økonomi, da terrortruslen skræmmer udenlandske investorer bort. Og dermed bliver det endnu sværere at få nedbragt arbejdsløsheden, påpeger Bochra Bel Haj Hmida, der er advokat, menneskerettighedsaktivist og kandidat ved det forestående parlamentsvalg om en uge.

»Vi skal udrydde den terrorisme, der har slået rod i landet efter revolutionen, fordi staten har været svag. Vi er nødt til at genoprette staten,« siger Bochra Bel Haj Hmida, der er et ledende medlem af Nidaa Tounes (Tunesiens Råb), et nyt sekulært parti, der står til at blive landets næststørste efter parlamentsvalget. Partiet går målrettet efter en sejr, når tuneserne i slutningen af november skal vælge ny præsident.

Parlamentsvalget på søndag er Tunesiens andet frie valg efter det gamle regimes fald, men det første frie valg efter vedtagelsen af landets nye forfatning i januar i år. Igen er det opgør mellem de sekulære, liberale og venstreorienterede politiske kræfter over for det islamiske parti Ennahda (Renæssance).

Ennahda, der er inspireret af Det Muslimske Broderskab i Egypten og var forbudt under præsident Ben Alis regime, stormede ind på den politiske scene efter revolutionen omkring årsskiftet 2010-2011. Partiet blev suverænt det største ved valget til en forfatningsgivende forsamling i oktober 2011, men Ennahda har vist sig at være mere pragmatisk, mere kompromissøgende, relativt liberal og mindre enerådende end de politiske islamister i flere andre arabisktalende lande.

Efter en langtrukken krise i regeringssamarbejdet mellem Ennahda og de sekulære partier – en krise der truede med helt at afspore det nyvundne demokrati – indvilgede det islamiske parti efter mægling fra fagforeningerne i at opløse den koalitionsregering, partiet stod i spidsen for.

I mellemtiden har Tunesien efter benhårde og langtrukne forhandlinger mellem sekulære og religiøse kræfter fået en ny forfatning, som af eksperter betegnes som den mest progressive i den arabiske verden. Forfatningen siger nej til sharia og garanterer– i hvert fald på papiret – frihed til tro, tanke og ytringer samt kønnenes ligestilling i en grad, der er uset i de andre lande i regionen.

Ennahda står således til en valgsejr, når de otte millioner vælgere har stemt, men at dømme efter meningsmålingerne med partiet Nidaa Tounes lige i hælene.

Nidaa Tounes, der præsenterer sig som et »moderne parti«, samler sekulære folk på venstrefløjen, progressive liberale og tilhængere af Tunesiens landsfader, Habib Bourguiba – landets første præsident efter løsrivelsen fra Frankrig i 1956. Nidaa Tounes, der også har en del opbakning i fagbevægelsen, mener, at Tunesiens sekulære kræfter er nødt til at stå sammen for at modstå Ennahda-islamisternes dominans.

Til det formål erklærer Nidaa Tounes sig sågar åben for samarbejde med medlemmer af det tidligere forhadte regime. Partiets leder, Beji Caid el Sebsi, var selv parlamentsformand, mens Ben Ali brugte den folkevalgte forsamling som gummistempel. De tidligere regimefolks deltagelse i valget er ikke kun udtryk for, at der blandt tuneserne stadig er nostalgikere, der længes efter den autoritære orden. Det er også endnu et udtryk for Ennahdas politiske smidighed og villighed til at samarbejde med folk fra et regime, der smed Ennahdas medlemmer i fængsel eller tvang dem i eksil.

Det afgørende er imidlertid, at valgresultatet bliver respekteret af både partierne og vælgerne, understreger formanden for den tunesiske valgkommission, Chafik Sarsar.

»Enten bliver Tunesien et sandt demokrati med valgte institutioner, eller også bliver det en hybrid – altså et diktatur klædt i demokratisk forklædning. Det vil blive afgjort af, om partierne og vælgerne respekterer valgresultatet,« siger Chafik Sarsar.

Valgets vigtighed må ikke undervurderes, understreger formanden for valgkommissionen:

»Vi er nødt til at være optimistiske, for valget er meget vigtigt - for os i Tunesien og for hele den arabiske verden. Det er sandt, at overgangen har taget tid i Tunesien, men jeg mener, at vi er på rette spor.«

Hvad er den største trussel mod den demokratiske proces. De militante islamister eller økonomien og arbejdsløsheden?

»Det er at vinde tilliden til valghandlingen og valgresultatet. For vinder vi denne tillid, vil vejen være banet for en løsning på problemerne. Vinder vi ikke denne tillid, vil vi se mere vold og flere arbejdsløse,« siger Chafik Sarsar.

Berlingske taler med ham i en pause på en konference om kvinders deltagelse i det kommende valg, hvor de registrerede kvindelige vælgere ifølge valgkommissionen vil være i overtal.For arven efter landsfaderen Habib Bourguiba fornægter sig ikke. Efter løsrivelsen fra Frankrig satsede Bourguiba målrettet på kvindernes rettigheder – og uddannelse – i opbygningen af den nye tunesiske stat.På konferencen er et nyt lovforslag om vold mod kvinder da også højt på dagsordenen. Loven, der går for at være mere progressiv end den danske, er udarbejdet af den midlertidige teknokratregering, og nu venter Tunesiens kvindeorganisationer i spænding på, om det nyvalgte parlament vil vedtage loven.

Det er ikke mindst islamisternes holdning til loven, der er fokus på. Kvinderettighederne, som de er opregnet i FNs menneskerettighedskonventioner, flugter ikke altid med de konservative, islamiske værdier.

Men Ennahda er netop heller ikke et konservativt religiøst parti, understreger Farida Labidi, der er medlem af det islamiske parti og formand for en af de vigtigste forfatningskomiteer – komiteen der stod for rettighederne i den nye grundlov.

»Lige fra begyndelsen i 1981 har vor bevægelse, vort parti været moderat, demokratisk med en moderne, ikke ekstremistisk islamisk baggrund. Og det har vi bevist i de seneste år, hvor vi som det største parti i parlamentet har taget initiativ til en ny forfatning og andre tiltag, der fremmer menneskerettighederne,« fastslår den hurtigt talende kvindelige muslim:

»Forfatningen er jo heller ikke baseret på sharia, vel? Problemet i Tunesien før revolutionen handlede ikke om identitet, men om manglende frihed.«

Men den forsikring køber Dorra Mahfoudh, sociolog og medlem af borgerrettighedsbevægelsen Collectif Maghreb Egalité 95, ikke.

»De foregiver at være moderate, men det er en strategi. Vi er i en overgangsperiode, og islamisterne er nødt til at indtage denne strategiske position, hvor de tilpasser sig. Desuden er Ennahda i alliance med endnu mere konservative partier, heraf et salafistisk parti, og de øver indflydelse på Ennahdas politik,« siger Dorra Mahfoudh, der påpeger, at det forestående valg vil afsløre, hvor populære islamisterne er.

»Alt afhænger af valget. Vinder Ennahda eller ej? Hvis de får flertallet, kan de få det, som de vil,« siger den tunesiske sociolog, der dog erklærer sig optimistisk blandt andet som følge af civilsamfundsorganisationerne og fagbevægelsens stærke position i Tunesien.

Mbarka Brahmi, enken efter en fremtrædende sekulær oppositionspolitiker der blev dræbt ved et skudattentat i Tunis sidste sommer, kalder direkte folkene i Ennahda for »terrorister«.

»Ennahda fremstiller sig over for jer i Europa som moderat og pragmatisk for at få Europas støtte. Men Vesten skal vide, at det er et trick. Vi taler om islamister, der har dræbt mennesker, og som aldrig vil blive demokratiske. Jeg er også muslim, og tro mig, disse islamister skaber kaos og ødelæggelse. De er terrorister. Derfor må regeringen i Vesten lægge pres på Qatar og Tyrkiet, der støtter Ennahda økonomisk,« siger Mbarka Brahmi, der har overtaget sin afdøde mands rolle i ledelsen af den nationalistiske og sekulære partisammenslutning, Folkets Bevægelse.

Hendes mand, Mohamad Brahmi, der var en højlydt kritiker af den islamistisk-ledede regering, blev dræbt af 14 skud for øjnene af sin kone og børn foran familiens hjem sidste sommer. Attentatet menes at være blevet begået af medlemmer af Tunesiens militante islamistiske bevægelse, salafisterne, og Mbarka Brahmi er ikke den eneste, der beskylder Ennahda for at have et medansvar på grund af eftergivenhed over for de ortodokse islamister.

For Mhimdi Samia er det dog ligegyldigt, om Ennahda eller de sekulære partier vinder valget.

»Politikerne er egoister og tænker kun på sig selv. Priserne stiger og det samme gør antallet af fattige,« siger den 37-årige kvinde, der arbejder i det tunesiske pendant til Danmarks Statistik.

Mhimdi Samia har en særlig grund til at være bitter og modløs. Hendes 26-årige broder blev dræbt af sikkerhedsstyrkerne under revolutionen. Den officer i sikkerhedsstyrkerne, der udløste det dræbende skud, er imidlertid aldrig blevet retsforfulgt.

»Det er der ingen af de ansvarlige, der er. De er alle på fri fod. Nogle af dem er sågar blevet forfremmet inklusive ham, der tog livet af min broder. Og nu vil folk fra det gamle regime så oven i købet til fadet igen,« siger Mhimdi Samia, mens hun besøger gravstedet for otte af revolutionens »martyrer«.

Det er en beskeden og forsømt gravplads i den fattige forstad Le Kram uden for Tunis. Med masser af ukrudt. Og ingen jasminer – blomsten der blev et symbol på den tunesiske revolution.

Ikke just en hædersplads til martyrerne, der døde i kampen for frihed, mener Mhimdi Samia, der i dag er en af de ledende kræfter i en organisation, der arbejder for at fastholde kravet om et retsopgør.

»Et nyt Tunesien uden retfærdighed – det er en dårlig start,« siger hun.