De svigtede

Svenske jøder føler sig svigtede af politikere og medier. Antisemitisme og chikane har medvirket til, at Malmøs jødiske samfund er halveret over et årti. Mange er draget til Stockholm. Men også blandt jøder i den svenske hovedstad er der frygt for, at et terrorangreb vil føre til massiv udvandring.

På baggrund af en række angreb mod jøder og jødiske institutioner i Malmø arrangerede det jødiske samfund en række såkaldte »kippavandringar«. I august 2012 deltog daværende EU-minister Birgitte Olsson – her mellem Joshua Kaufman (tv.) og Willy Silberstein fra den svenske komité mod antisemitisme. I baggrunden Malmøs store synagoge. Foto: Drago Prvulovic/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Særligt for mange jøder er det et dilemma. Vi er selv efterkommere af flygtninge, og vi vil gerne hjælpe flygtninge. Men hvad gør vi, hvis en del af dem, som er flygtet, hader os?«

Petra Kahn Nord er generalsekretær for Judiska Ungdomsförbundet, der er en paraply­organisation for en lang række svenske jødiske organisationer og foreninger.

Berlingske møder hende på en café på Nybrogatan i det centrale Stockholm for at høre mere om, hvordan hun opfatter situationen for de svenske jøder i lyset af terrorfrygt, stigende antisemitisme og sommerens voldsomme indvandring.

Hun mener, at politikere og medier i nogen grad har svigtet de svenske jøder, som står i en særdeles svær situation.

»Helt generelt føler vi, at vi mangler støtte fra samfundet. Politikere udtrykker støtte ved enkelte begivenheder, og det er vi glade for. Men ofte, hvis det bliver følsomt, trækker de sig. Det seneste eksempel er en mindedag for Krystalnatten i byen Umeå, hvor jøder blev bedt om at holde sig væk,« siger hun med henvisning til en markering af 77-året for den nat, da tyske nazister ødelagde et stort antal tyske jøders butikker og sendte tusinder af andre i KZ-lejre. I Umeå blev jøder ikke inviteret, da de kunne »opleve sig som uvelkomne og situationen som utryg«, som et byrådsmedlem og medarrangør forklarede.

Petra Kahn Nord fremhæver også en Facebook-opdatering fra statsminister Stefan Löfven. Da han skrev, at Israel havde ret til sikre grænser og at forsvare sig selv, blev det ifølge Petra mødt med en strøm af kommentarer, der krævede død over jøderne og priste Hitler. Her mener hun, at medierne svigtede ved blot at beskrive det som en »kritikstorm« og undlade at gøre opmærksom på, at der var tale om rendyrket antisemitisme.

Særligt det forhold, at en del antisemitisme i Sverige kommer fra personer med mellemøstlig og muslimsk baggrund, bliver ifølge Petra Kahn Nord fortiet eller ignoreret.

»Antisemitismen fra det yderste højre har det jødiske samfund bred støtte til at gå op imod. Men når antisemitismen kommer fra visse muslimske grupperinger, mangler vi fuldstændig opbakning fra både den antiracistiske bevægelse og samfundet som helhed. Det er, som om man ikke kan forholde sig til, at en minoritetsgruppe kan blive udsat for racisme fra medlemmer af en anden minoritet.«

Indvandringens problemer

Også med hensyn til den store indvandring, som Sverige har oplevet de senere år, oplever Petra Kahn Nord, at man undlader at tale om de udfordringer, det kan indebære i forhold til antisemitisme.

»Det er et enormt problem, at man ikke vil tale om, at mange af dem, som kommer, er opvokset og uddannet i stater, hvor anti­semitisme er meget udbredt, både i uddannelses­systemet og de statsstyrede medier. Det er klart, at hvis man kommer hertil og ikke får udfordret de idéer, ændrer ens opfattelse sig ikke. Det svenske samfund tør ikke gøre det, fordi man er bange for at stigmatisere en sårbar gruppe,« siger hun og understreger, at det langtfra er alle muslimer eller indvandrere, som har antisemitiske holdninger.

Som svensk jøde føler Petra Kahn Nord sig stadig tryg i store dele af Stockholm. Men der er områder, hvor det forholder sig anderledes. Hun fortæller om et besøg i Stockholm­forstaden Rinkeby, hvor lidt under 90 procent af indbyggerne har anden etnisk baggrund end svensk.

»Her blev jeg vist rundt af en ung muslimsk mand, som fortalte, at jeg på ingen måde måtte vise eller sige, at jeg var jøde. Hvis folk vidste, han fulgtes med en jøde, ville han blive overfaldet.«

Terrorangrebet i København, hvor synagogen i Krystalgade blev angrebet og den frivillige vagt, Dan Uzan, dræbt, har sat dybe spor, også i Sverige. Petra Kahn Nord forklarer, at mange i de jødiske samfund kender hinanden fra sportsforeninger og andre fælles­skaber på kryds og tværs af Øresund.

»Vi frygter primært et terrorangreb i stil med det, der foregik i København. Sker det, er det meget tænkeligt, at folk vil vælge at flytte eller udvandre. Hvis bare nogle få meget aktive familier flytter, kan det få store konsekvenser. Det er det, vi har set i Malmø.«

Situationen i Malmø står som et skræmme­eksempel. Petra Kahn Nord fortæller, at man i Stockholm har oplevet en massiv tilflytning af jødiske familier derfra. Særligt de yngre og børnefamilierne fra Malmø, dem som ellers skulle være samfundets fremtid, er flyttet. Ikke kun, men i høj grad på grund af den stigende antisemitisme, som de har oplevet i byen.

Flugten fra Malmø

Efter interviewet går vi ud på Nybrogatan, og her møder Petra tilfældigt en bekendt – en familiefar, som har forladt Malmø til fordel for Stockholm, og som netop har hentet børn i den stærkt sikrede jødiske skole ved siden af. Han indvilliger i at tale med Berlingske på betingelse af anonymitet. Interviewet foregår på engelsk, da han ikke ønsker, at hans ledsagende børn skal høre, hvad han fortæller.

»Jeg flyttede i 2011, også fordi jeg fik et job heroppe, men primært fordi jeg ikke længere følte mig sikker som en jøde i Malmø. Jeg arbejdede som gymnasielærer, men blev nødt til at skjule min religion for at skabe gode relationer til mine mange arabiske elever. Det lykkedes, men det var meget ubehageligt at skulle skjule min religion for at kunne udføre mit arbejde.«

»Selv har jeg været privilegeret nok til aldrig selv at opleve direkte overfald, men min hustru er blevet spyttet på og kaldt en klam luder, fordi hun bar en davidsstjerne,« siger han og fortæller, at man også oplevede megen frygt i 1980erne, da nynazisterne i Sverige stod stærkt. Men langtfra så meget som i dag.

»Man fornemmer både en utrolig, stor aggression mod jøder, særligt fra enkelte med mellemøstlig baggrund. Men også en ekstremt stor modvilje mod at diskutere problemet, fordi folk ikke ønsker at blive kaldt islamofober,« siger han og vurderer, at det jødiske samfund i Malmø uvægerligt vil forsvinde. Det i Stockholm har omkring 50 procents chance for at bestå i de kommende årtier, mener han.

»Men på længere sigt nok noget mindre.«

Myndigheder er »naive«

Freddy Gellberg er viceordfører for den jødiske forsamling i Malmø, og i en mail­korrespondance med Berlingske bekræfter han, at byens jødiske mindretal føler sig presset. Over de seneste 11-12 år er forsamlingen svundet ind fra mere end 1.000 medlemmer til cirka 500.

Gellberg bekræfter, at terrorangrebet i København gjorde et stort indtryk på Malmøs jøder, og at en række forældre meldte deres børn ud af byens jødiske børne­have på grund af frygten for terror, samt at forsamlingen har meget store udgifter til sikker­hed.

For de fleste af forsamlingens medlemmer, der ikke bærer tydelige jødiske symboler, er det primært et spørgsmål om at udvise forsigtighed i dagligdagen for at undgå antisemitisk chikane. Men der er undtagelser.

»Vores rabbiner, som er klædt anderledes, bliver mere eller mindre dagligt udsat for forskellige hændelser på gaden eller i andre sammenhænge. Han lever med helt andre trusler end os, der stort set ser ud som alle andre,« forklarer Freddy Gellberg og for­tæller, at også andre jødiske institutioner har problemer.

»Vores jødiske børnehave går dagligt ture i parker, og vi oplever, at der er stor utryghed forbundet med det.«

»Vi gør til stadighed kommunen opmærksom på, at vi ønsker større opmærksomhed på vores sikkerhed, og at et angreb som det i København vil sætte spørgsmålstegn ved selve vort samfunds overlevelse. Vi mener, at myndighederne er meget naive.«

Freddy Gellberg understreger, at der efter hans opfattelse er tale om en lille gruppe, som på grund af konflikten i Mellemøsten er stærkt fjendtligt indstillet over for jøder, og at man generelt oplever stor opbakning fra byens indbyggere.

Men den lille gruppe udgør et problem. Som eksempel nævner han en pro-palæstinensisk demonstration, der blev afholdt i Malmø 19. oktober, hvor både han og flere internationale medier fortalte, at der blev råbt antisemitiske slogans som eksempelvis »slagt jøderne«.

Gellberg vurderer, at det jødiske samfund i løbet af omkring 20 år primært vil bestå af ældre medlemmer på grund af udvandringen til blandt andet Stockholm.

Viceborgmester: Racisme er problemet

Andreas Schönström er Malmøs social­demokratiske viceborgmester og ansvarlig for dialogen med den jødiske forsamling i byen om blandt andet sikkerhedsspørgsmål. At antisemitisme er et stort problem i Malmø er han dog ikke sikker på.

»Om vi har et generelt problem med antisemitisme er svært at sige. Malmø har et problem med racisme, og antisemitisme er også en form for racisme. Vi har problemer med både islamofobi og antisemitisme, mener jeg.«

Andreas Schönström mener, at det vil være en tragedie, hvis alle Malmøs jøder forlader byen.

»Det ville være forfærdeligt. Malmøs selvbillede er, at vi er en multikulturel, tolerant og åben by. Hvis det jødiske samfund forsvinder, og udvandringen fra Malmø fortsætter, fordi byen er intolerant, så vil det gøre voldsom skade på vores billede som by, og det må ikke ske. Derfor er det utroligt vigtigt for os som politikere, at det jødiske samfund får al mulig støtte,« siger han.

Andreas Schönström mener dog også, at spørgsmålet om sikkerhed i forhold til eksempelvis børnehaver og andre institutioner kan være problematisk.

»Det er en balancegang, fordi det også skaber frygt hos forældrene, hvis man posterer bevæbnet politi foran en børnehave,« forklarer han og peger også på, at det jødiske samfund kunne søge flere midler fra staten, men ikke har gjort det.

Freddy Gellberg fra den jødiske forsamling i Malmø mener imidlertid, at det er en halv sandhed. Han fortæller, at man herfra har søgt, men ikke fået den politibevogtning, man ønsker, men udelukkende midler til kameraovervågning.

»Vi kan ikke risikere nogen af vore medlemmer eller de børn, som går i børnehaven. Og at have politi uden for vores institutioner ville så afgjort give en større tryghed,« siger han og fortsætter.

»Vi mener, at vores situation er meget speciel, og vi føler, at vi ikke altid bliver taget alvorligt. Men vi vil aldrig give op, og vi vil fortsætte vores kamp for, at samfundet tager det overordnede ansvar.«