Danmark gik i protest mod Irans præsident

Udenrigsminister Lene Espersen (K) mener, at EU sendte et uheldigt signal, da EU-landene ikke kunne blive enige om at gå, da Irans præsident talte i FNs hovedkvarter.

Foto: Mikkel Møller Jørgensen & Peter Foley

Ti minutter inde i den iranske præsidents tale i FNs hovedkvarter i New York, fik Danmarks FN-ambassadør, Carsten Staur, nok. Han rejste sig og forlod i protest den store mødesal. Det samme gjorde FN-ambassadørerne fra Storbritannien, Frankrig, Holland og en række andre EU-lande samt USAs repræsentant.
 
Men flere EU-lande blev siddende, da Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, i sin 35 minutter lange tale sent mandag aften beskyldte USA for at true andre lande med atomvåben, og hvor han traditionen tro også langede ud efter »det zionistiske regime.«

Uheldigt signal at sende til Iran

Blandt andet Sverige, Spanien og Grækenland valgte at blive i salen og høre Ahmadinejads tale til ende, og ifølge udenrigsminister Lene Espersen (K) er det stærkt beklageligt, at EU-landene endnu en gang ikke kan stå samlet, når den iranske præsident taler dunder i FN.

- Det er meget ærgerligt, at EU-landene ikke kan finde ud af stå sammen. Det sender et uheldigt og forkert signal til Irans præsident, at EU er splittet, siger Lene Espersen.

Da det ikke er første gang, at EU-landene har været uenige om at tackle Ahmadinejad, havde EU udenrigsminister, Catherine Ashton, ellers ifølge berlingske.dks oplysninger forsøgt at få EU-landene til denne gang at enes om at optræde samlet. Men altså forgæves.

Ahmadinejads tale blev leveret på en stor FN-konference om ikke-spredning af atomvåben. Her er netop Iran ifølge de fleste af verdenssamfundets lande et stort problem, fordi det iranske styre beskyldes for at producere atomvåben i strid med de traktater, som Iran har tiltrådt.