Bill Clinton er blevet morfar

Chelsea Clinton har født en datter, og dermed er Bill og Hillary Clinton blevet bedsteforældre for første gang.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA: For første gang er den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton og hans kone, tidligere udenrigsminister og måske kommende præsidentkandidat Hillary Clinton, blevet bedsteforældre.

Parrets datter, Chelsea Clinton, har nemlig født en datter. Lørdag morgen dansk tid skriver den 34-årige nybagte mor således på Twitter:

»Marc og jeg er fulde af kærlighed, ærefrygt og taknemmelighed, da vi nu kan fejre fødslen af vores datter, Charlotte Clinton Mezvinsky.«

Chelsea Clinton har været gift med investeringsrådgiver Marc Mezvinsky siden august 2010.

Begge de nyslåede bedsteforældre har efterfølgende retweetet nyheden om den lille nye Clinton, der længe har været et ønskebarn. I hvert fald sagde Bill Clinton ifølge Reuters allerede tilbage i 2011, at titlen som mormor stod højt på Hillary Clintons ønskeliste.

»Jeg vil gerne have en glad kone, og hun bliver ikke glad, medmindre hun bliver bedstemor (...) Det ønsker hun sig mere end at blive præsident,« sagde Bill Clinton dengang.

34-årige Chelsea Clinton røbede sin graviditet under et oplæg ved et officielt arrangement i New York i april, hvor også Hillary Clinton deltog, og barnets køn forblev en overraskelse - også for de vordende forældre - helt indtil fødslen.

Chelsea Clinton har indtil august i år arbejdet som journalist for den amerikanske TV-station, NBC, og i dag arbejder hun primært for sine forældres fonde; Clinton Foundation og Clinton Global Initiative.