Madanmeldelse: Køleskabskolde rejer og mangel på tilsmagning skæmmer ambitiøs Østerbro-restaurant

Den smag, der eksploderede i én ret, var desværre fraværende i en anden.

Tre stjerner til Enoteca Family på Østerbro. Smagsspektret spændte meget bredt. Noget eksploderede, og noget skulle man tro havde fået direkte ordre på at blive væk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg

Da Michelin-restauranten Clou på Østerbro i september åbnede igen efter forårets coronalockdown, var det ikke bare Michelin-stjernen, der var væk. Borte havde også taget den foie gras, de trøfler og det bladguld, som ellers i otte og et halvt år havde været faste bestanddele af menuen på restauranten, der siden 2014 stædigt havde holdt fast i sin Michelin-stjerne.

Burrataen fra det italienske La Treccia-mejeri i Rødovre med olivenolie og sort peber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Men kokken og ejeren Jonathan K. Berntsen havde i april sammen med nye partnere overtaget den mildest talt anløbne italienske familierestaurant La Vecchia Enoteca i Holte og efter at have givet den et gevaldigt løft med ordentlige råvarer og hjemmelavet pasta fået så meget italiensk blod på tanden, at han frivilligt afleverede Michelin-stjernen og også omdannede Clou til italiensk familierestaurant, nu under fællesnavnet for begge: Enoteca Family. Helt sluppet trøffel og foie gras har Berntsen dog ikke – faktisk åbnede han for bare en uge siden gourmetrestauranten The Samuel i Hellerup, hvor stilen ifølge Berntsen er »Clou på epo«, men denne aften gik vores vej til de mere ydmyge omgivelser på Øster Farimagsgade.

At Enoteca Family lever op til family-delen af sit navn er tydeligt fra første færd stemningen i det lille lokale er uhøjtidelig, og det forholdsvis lille menukort er overskueligt prissat, så alle forretter koster 125 kr., hovedretter 185 og desserter 75 kr. Mere tvivlsomt er det med »enoteca«, der er italiensk for vinsamling, for vinkortet indeholder siger og skriver blot ti vine, og det er endda inklusive en dessertvin og to boblevine (lambrusco og prosecco). Jeg er generelt ikke nogen stor fan af prosecco, og Enoteca Familys unavngivne, men honningsødt tintede af slagsen, gjorde ikke meget for at ændre det forbehold. Proseccoen kom med et stykke parmesanost (samlet pris 95 kr.) og den to et halvt år gamle parmesanost fejlede bestemt ikke noget.

Gamberetti rosa: Fem kæmpestore lyserøde middelhavsrejer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Enoteca Family opererer med en treretters menu, hvor man selv kan vælge forret, hovedret og dessert inklusive et glas vin, vand og kaffe for 495 kr., så medspiseren og jeg botaniserede os igennem det meste. Og indledte med at tilkøbe to snacks til deling. Først burrata, det cremede og bløde indre af mozzarellaosten, som efterhånden er en klassiker på mange af byens vinbarer (65 kr.), her serveret med en god, grøn olivenolie og masser af sort peber.

Burrataen kom fra det italienske La Treccia-mejeri i Rødovre, og råvarekvaliteten var også i orden på vores Fritto di Paranza, som var små friterede smeltfisk. Smelten kom med det, der på menukortet var beskrevet som en »mild hvidløgsmayonnaise«, og det må siges at være en underdrivelse, for hvidløgssmagen var så fraværende, at man skulle tro, den havde fået et polititilhold om at holde sig mindst 500 meter væk.

Fritto di Paranza med en »mild hvidløgsmayonnaise«. En underdrivelse, da hvidløgssmagen slet ikke var tilstede i mayonnaisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Den for enhver antydning af hvidløg befriede mayo optrådte også på min medspisers forret, som ledsager til fem gamberetti rosa – de kæmpestore lyserøde middelhavsrejer. Rejerne var tilberedt med præcision og stadig saftige, men blev serveret pivkolde og helt uden smag – om man havde glemt at krydre kogelagen, eller det var køleskabskulden, der havde taget livet af enhver smag, skal jeg ikke kunne sige, men der var ikke meget hjælp at hente i den smagsløse mayo.

På en varm tallerken (desværre ikke en selvfølge på de fleste restauranter) fik jeg pasta pesto, og den grønne tagliatelle var hjemmelavet og kogt fint al dente (med bid »til tanden«), som jeg foretrækker det, og blev serveret med masser af pinjekerner og store basilikumblade. Hvidløget, som i hvert fald i mit køkken er en uundværlig del af en god pesto, var ikke til at smage, så måske polititilholdet også gjaldt pestoen?

I glasset hvidvin på den særegne piemontesiske druesort nascetta, en næsten uddød druesort med honning, citrus og salvie i næsen og en mineralsk krop, der gik glimrende til både skaldyr og pasta. Men til 80 kr. glasset for en vin, der i detailhandlen fås til 120 kr., var flasken også godt betalt.

Denne toscanske udgave af T-bonesteaken var nok måltidets højdepunkt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Medspiseren fik fisk til hovedret – et præcist stegt stykke mørksej, som var dækket af en kæmpe raviolo med fyld af den cremede mascarponeost. Igen en anretning, der led af udpræget mangel på tilsmagning, men som her blev reddet på stregen af en underliggende sauce på solmodne tomater med olivenolie, der havde masser af både syre og sødme.

På min tallerken bar pappardellens brede pastabånd igen præg af både at være hjemmelavede og veltilberedte, og den krydrede ragout, de lå i, fik crunch, salt og nøddenoter fra masser af ikke-revet, men snarere brudte småknolde af den lagrede parmesan samt velfortjente kick af salsicciapølsens udskrabede farsfyld, der var velkrydret med fennikel, masser af sort peber og chili. Endelig en ret med smagsmæssig smæk for alle pengene.

Pappardelle med ragout af salsiccia. Det brede pastabånd bar stor præg af at være hjemmelavet. Her var smagsmæssig smæk for alle pengene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Min medspiser var kommet cyklende ind fra de nordsjællandske strande, og selv om jeg på dette tidspunkt mærkede en vis mæthed, så følte han sig stadig lidt småsulten, så uden for menuen delte vi også lige en bistecca alla fiorentina. Denne toscanske udgave af T-bonesteaken var måske måltidets højdepunkt – stegt medium rare med rosmarin og timian til perfektion, så det gode oksekød fremstod knivskarpt sammen med en klassisk indkogt demi-glace sauce.

I glasset var vi nu skiftet til rødvin, en saftig, ung stållagret barbera med kirsebær i næsen fra samme producent, som havde leveret vores hvide nascetta: Tenuta Reverdito i La Morra, der står for hele tre af vinkortets i alt ti vine. En glimrende ledsager til pastaen, som også havde lige præcis nok tanniner til at klare T-bonen. Hovedparten af Enoteca Familys vine kommer fra én og samme importør, og på Erik Sørensens hjemmeside står barberaen til 110 kr. flasken, så igen må 90 kr. for et glas siges at være betalt.

En afsluttende tiramisu havde fasthed og smag, men medspiserens mascarpone-is med syltede jordbær led lidt under, at det var tredje gang i løbet af måltidet, vi fik den fede og cremede friskost i munden, og på en måde blev den mildt sagt meget neutralt smagende mascarpone karakteristisk for måltidets helhedsoplevelse, For Enoteca Familys ellers gode intentioner med hjemmelavet pasta og en generel høj præcision i tilberedningen skæmmes af den i flere tilfælde udtalte mangel på krydring og tilsmagning.

Det var en dejlig tiramisu af slutte måltidet af på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Det italienske køkkens adelsmærker er enkelhed og superfriske råvarer, men også masser af smag, og på det sidste parameter halter det noget. Ærgerligt nok, for med et større vinkort fordelt på flere leverandører har Enoteca Family potentialet til at blive et rigtigt stamsted.

Hvad: Enoteca Family, Øster Farimagsgade 8, 2100 København Ø, tlf. 45 42 22 42

Hvor meget: Vin fra 275 kr., hovedretter 185 kr., treretters menu inkl. et glas vin, kaffe og vand 495 kr.