Jeg har selv tre skolesøgende børn, og jeg husker tydeligt for nogle år siden, da en af dem blev forulempet af et andet barn. Min impulsive reaktion var at passe den lille bølle op en dag på vej til skole og advare ham om, at hvis han én gang til rørte mit barn, så skulle jeg lære ham, hvad hudafskrabninger på skinnebenet var. Gjorde jeg det? Nej, da, for jeg er et veluddannet menneske, der kan styre mig og som forsøger at leve op til de politisk korrekte forpligtelser i et moderne demokratisk samfund med plads til forskellighed og så videre.
Lige ned i den slags situationer og konflikter rammer Roman Polanski med »Carnage«, der er en filmatisering af et teaterstykke af Yasmina Reza. Hun skrev i sin tid et andet formidabelt teaterstykke med titlen »Art«. Det bestod som »Carnage« blot af fire mennesker og en voldsomt stor mængde meget interessante ord. Penelope (Jodie Foster) og Michaels (John C. Reilly) søn har fået en på læben med en pind af Alan (Christoph Waltz) og Nancys (Kate Winslet) knægt. Det er bestemt ikke rimeligt, og de to forældrepar mødes for at få talt om sagen.
Det går egentlig meget godt til at begynde med, hvor de formulerer, hvad der er sket på et stykke papir. De er en lille smule uenige om, hvorvidt han var »armeret« eller »udstyret« med en pind, men de bliver dog enige. Penelope er en kritisk engageret sjæl med stor interesse i verdens uretfærdigheder. Specielt i Afrika. Hendes mand Michael sælger vvs-produkter og vil egentlig helst glatte ud. Drengen med pindens forældre er fra erhvervslivets travle ende. Hans (Christoph Waltz) mobiltelefon ringer hele tiden og hun (Kate Winslet) har dårlig samvittighed over sit lidt fraværende moderskab. Da Penelope - på trods af tilstræbt hygge med kaffe, æble- og pærekage på bordet - begynder at bore i, hvorfor de andre forældres dreng gjorde det, og hans far indrømmer, at han er lidt af en bølle, begynder de civiliserede lag langsomt at skrælle af. Diskussionerne flammer op og beskyldningerne fyger over bordet.
Polanski borer sig ned i ømme punkter og svære diskussioner som børneopdragelse og den moderne civiliserede verden contra vores urinstinkter. Og forskellen mellem mænd og kvinder. Stemningen bliver ironisk og giftig, som man kan forestille sig en verbal udgave af kinaskak. Hver deltager i sit hjørne med hver sine holdninger, der erstatter brikker på brættet. Alliancerne skifter hele tiden og den satiriske og udleverende ping-pong kører derudaf. »Det er den værste dag i mit liv«, siger flere af personerne, men for os i biografsædet er temaerne er formidlet med ekstremt velturnerede replikker og gode skuespillere, der får lov til at spille igennem. Winslets skyldplagede mor er den mest realistiske person tæt forfulgt af John C. Reillys simple mandsperson. Christoph Waltz leverer sine overlegne og utålmodige replikker knalddygtigt men også på kanten af karikaturen. Det er hos ham og Jodie Fosters politisk korrekte klidmoster at de store grin ligger.
Filmen varer kun lige knap halvanden time, og det får sammenbruddet til at virke forhastet. Jeg ville gerne have haft en halv time mere og flere nuancer og knap så meget punch. Men når det er sagt, har jeg aldrig før set så underholdende og delvist vedkommende en film med kun fire personer i én kulisse, hvor handlingen udspiller sig i realtid.
