Filmanmeldelse: Den totale krigs­realisme

Tobias Lindholms realisme i »Krigen« er en værdig hyldest til virkelighedens Afghanistan-udsendte, men filmen lider i passager af at være for tørt registrerende.

Pilou Asbæk spiller den samvittighedsfulde kompagnichef Claus i »Krigen«. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Det var med en vis lettelse, at man for nogle år siden kunne notere sig, at det var instruktøren Tobias Lindholm, der havde påtaget sig den store kunstneriske opgave, der længe havde ligget og ventet: Hvem skulle lave den definitive spillefilm om Danmarks militære engagement i Afghanistan? Susanne Bier havde ganske vist stukket en tå i konflikten med sin fremragende »Brødre« fra 2004, men den film er et familiedrama og ikke en egentlig krigsfilm.

Med grumset-realistiske film som »R« og »Kapringen« på sit CV, syntes Lindholm som den rette person til at give emnet det nøgterne blik, som det fortjener. Nu er »Krigen« her så, med titlen selvsikkert skrevet i bestemt ental, og så viser det sig, at dens gennemførte realisme både er dens styrke og svaghed.

Det er Lindholms trup af solide skuespillere, der er den faste grund som »Krigen« står på. Pilou Asbæk lægger sit ansigt i sine velkendte bekymrede folder som den samvittighedsfulde kompagnichef Claus, der tager på flere patruljer i den afghanske ødemark sammen med de menige, end hans stilling egentlig kræver.

Han er som en omsorgsfuld far for sine drenge, og i krigens groteske skiften mellem bortsprængte underben og endeløse yatzyspil i messen, glemmer han indimellem at ringe hjem til parcelhuset i Danmark, hvor hans kone (Tuva Novotny) har hænderne fulde med at være både mor og far for parrets tre børn.

Modstillingen mellem ude og hjemme har den autencitet, som er Lindholms adelsmærke, og selvom det er en gammel kliché, at manden redder Verden, mens hans kone mukker over, at han forsømmer familien, så udviser filmen solidaritet overfor begge karakterer.

Bomber som dræber de forkerte

I et omhyggeligt opbygget begivenhedsforløb anbringes Claus og en deling soldater midt i en kaotisk træfning i en landsby, hvor kompagnichefen indkalder luftstøtte mod en skjult fjende, fordi en af hans mænd er ved at forbløde. Først senere viser det sig, at bomberne også dræbte kvinder og børn, og ved en retssag i Danmark skal det afklares, om Claus egentlig vidste, hvem han lod bomberne regne ned over.

Tobias Lindholm er trofast overfor sin hyperrealistiske metode, og lader skuespillere og virkelige soldater optræde side om side. Her opdager man indimellem, at der er gode grunde til, at man betaler skuespillere for deres arbejde, for paradoksalt nok kan amatører slå hul i filmens virkelighedsillusion med deres tonløse måde at turnere en replik på.

Kameraføringen er i neutral øjenhøjde med soldaterne, og dialogerne bidrager ikke altid til at bringe historien videre, for sådan er virkeligheden jo ikke, ligesom skuespillet bevidst er antidramatisk med stor vægt på at skildre soldaterhåndværket.

Det er krigen som hverdag, også når antipersonelminerne detonerer og belastede unge psyker krakelerer under beskydning. Dulfi Al-Jabouri er i centrum i to af filmens bedste scener, da han i rollen som Menig Hassan først bryder sammen i lejren, senere sender en længselsfuld videohilsen til kammeraterne fra en hospitalsseng. Det er rørende, men desværre kommer de stærke scener også til at pege på det forhold, at filmen i passager føles knastør.

Krig er nemlig også fascination, som det eksempelvis blev dokumenteret i Janus Metz Pedersens dokumentarfilm »Armadillo«, og derfor sidder man tilbage med en lille skuffelse over, at filmen forholder sig så sober og lavmælt, at militære konsulenter uden problemer kan give den honnør. Realismen er en styrke, når det handler om at hædre de udsendte soldaters ofre, men det er en svaghed, når den fremmes på bekostning af de afmægtige og mægtige følelser, som krigen frembringer, hvadenten vi bryder os om det eller ej.

Hvad: »Krigen«.

Hvem: Instruktør: Tobias Lindholm. Medvirkende: Pilou Asbæk, Dar Salim.

Hvor: Biografer over hele landet.