»Straight Outta Compton« er black power på det hvide lærred

Hiphop-gruppen N.W.A. satte verden på den anden ende med benhårde gangster-attituder og reality rap transmitteret direkte fra Los Angeles-ghettoen Compton. I »Straight Outta Compton« tegnes et underholdende men også lige vel rosenrødt portræt af »verdens farligste gruppe«.

Gangsta-rappere med succes. Fra venstre mod højre er det MC Ren, DJ Yella, Eazy-E, Ice Cube og Dr. Dre som de tager sig ud i instruktøren F. Gary Grays strømlinede biopic om N.W.A. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra filmen

Hiphop og rap er mainstream. Det er big business og tidens største stjerner. En fuldstændig indgroet del af vestlig populærkultur. Sådan har det efterhånden været i mange år.

Alligevel har der været forbløffende få store Hollywood-spillefilm, der har forsøgt at tackle fænomenet. Og det på trods af, at langt de fleste af hiphoppens største stjerner har brugt rappen som en trappestige fra trange kår til et liv på 1. klasse. Altså den klassiske rags-to-riches-historie om social opstigen, som både Hollywood, USA og i bund og grund det meste af den vestlige verden elsker.

Men med den aktuelle N.W.A.-biopic »Straight Outta Compton« har den fortrinsvis sorte amerikanske hiphop-kultur omsider fået sin helt store Hollywood-overhaling. Og hvilket bedre sted at starte end med historien om en af alletiders mest skelsættende og kontroversielle hiphop-grupper?

For at forstå, hvor afgørende N.W.A. egentlig var, må vi spole tiden tilbage til slut-80’erne. Rap og hiphop-kulturen havde allerede meldt sin ankomst i den brede mainstream op gennem 80’erne med navne som Run DMC, LL Cool J og Beastie Boys som nogle af de største. Men fælles for dem alle var, at de havde base i New York på østkysten. USAs tæt befolkede vestkyst var stadig et rappens wasteland.

Men da N.W.A. - en forkortelse for Niggaz Wit Attitudes - i 1988 udsendte debutalbummet »Straight Outta Compton« via deres eget undseelige pladeselskab Ruthless Records var det som en bombe ikke bare i rap-verdenen men i mainstream-kulturen som sådan. »You are now about to witness the strength of street knowledge,« lød de første ord på pladen.

Og N.W.A. holdt, hvad de lovede. For ikke nok med at de fem medlemmer Ice Cube, Eazy-E, Dr. Dre, MC Ren og DJ Yella med brutal styrke fik sat vestkysten på hiphop-landkortet med deres fortællinger fra Los Angeles-ghettoen Compton, så opfandt de også mere eller mindre egenhændigt gangsta-rappen, som siden har været en af hiphoppens mest populære og kontroversielle undergenrer.

Barrikadér jeres hoveddør

Aldrig før havde verden hørt eller set så potent og skræmmende en kombination af sort vrede og benhårde beats. Det skulle da lige være fra New Yorker-gruppen Public Enemy, der året forinden debuterede med den »Yo! Bum Rush The Show«.

Men hvor Public Enemy var mere politisk ladede, transmitterede N.W.A. direkte fra gadeniveau med en hidtil uhørt aggression og råt-for-usødet-tilgang til livets barske realiteter i Compton, der dengang - og til dels stadig i dag - var hærget af både crack-epidemi, bandekriminalitet og brutal politivold.

På det ikoniske cover til »Straight Outta Compton« stirrer gruppen sammenbidt ned på os, mens Eazy-E sigter med en ladt pistol. Og den truende adfærd fortsætter på skæringer som titelnummeret, der blæser ud af starthullerne med oversavede jagtgeværer og dødstrusler, mens der for alvor sættes trumf på med den efterfølgende knockout »Fuck Tha Police«, der var N.W.A.s verbal-voldelige modsvar til politiets chikane af sorte mænd i Compton.

Havde det bare været ekstremt chokerende tekster ledsaget af dårlig musik, var projektet nok aldrig nået ud af ghettoen. Men Dr. Dre og DJ Yellas sample-baserede produktioner var på én gang benhårde, revolutionerende og så tilpas fulde af hooks til at MTV hurtigt sendte N.W.A. i tung rotation. Og pludselig blev ghettodrengene introduceret for millioner af teenagere og bekymrede forældre over hele landet, der lyttede med en blanding af gru og glæde.

Det hvide Amerika var decideret bange for N.W.A. De fem unge mænd repræsenterede skyggesiden af den amerikanske drøm: Den vilde og vrede sorte mand i ghettoen, der stod uden for samfundet og var bevæbnet til tænderne. Mine damer og herrer, luk jeres døtre inde, barrikadér jeres hoveddør, nu kommer de vilde sorte!

Hvidvasket portræt

Hele gennembruddet og de mange kontroverser, der fulgte i kølvandet, udgør naturligvis kun de første par kapitler i historien om N.W.A. som vi får den præsenteret i den nye »Straight Outta Compton«-film. Med en spilletid på to en halv time er det en film, der forsøger at komme godt ud i krogene af gruppens hårdt komprimerede og dramatiske historie. Og alligevel ender med næsten at gabe over for meget.

For selvom det på mange måder er en velfungerende og spektakulær hiphop-tour de force båret af en række nye friske ansigter - især Jason Mitchell og O’shea Jackson Jr. glimrer i rollerne som henholdsvis Eazy-E og Ice Cube - så sidder man også tilbage med fornemmelsen af, at historien ville have taget sig endnu bedre ud, hvis den var blevet realiseret som en tv-serie.

Filmens fortælling gaber nemlig over ikke mindre end ti års skelsættende hiphop-historie. Det er både en oprindelseshistorie i bedste superhelte-stil om de tre mest karismatiske N.W.A.-medlemmer Dr. Dre, Eazy-E og Ice Cube, et portræt af livet i Compton som det udspillede i slutningen af 80’erne, en fortælling om berømmelsens faldgruber, raceuroligheder, musikbranchens brodne kar, økonomisk uføre, AIDS og kreativ skaberkraft.

Det er decideret hæsblæsende og fungerer bedst i filmens første halvdel, hvor vi følger dannelsen af N.W.A. og deres vej til toppen. Men i filmens anden halvdel begynder tingene til gengæld at flagre lidt i takt med at gruppen splintrer, og venskaber bliver til fjendskaber. Når så meget historie skal skydes af på så kort tid, fremstår de enkelte scener og historietråde desværre også lige vel uudforskede og klichéfyldte til tider.

Historien bliver som bekendt skrevet af sejrherrerne. Og det gør sig i den grad også gældende her. »Straight Outta Compton« er nemlig produceret af Dr. Dre, Ice Cube og Eazy-E’s enke Tomica Woods-Wright, og det præger i den grad filmens udlægning af fortiden. For hvis man er med til at skrive sin egen historie, vil man naturligvis være tilbøjelig til at portrættere sig selv i så positivt lys som muligt.

Resultatet er et - undskyld udtrykket - noget hvidvasket portræt af vores helte, der fremstilles som nogle noget-nær idealistiske og sympatiske unge fyre, der blot fortalte tingene som de var med de midler, de nu havde til rådighed. Det er meget muligt. Men der er også flere markante undladelser undervejs.

Stadig aktuel

Med sit entydige fokus på Dr. Dre, Ice Cube og Eazy-E ignorerer filmen fuldstændig de to sidste medlemmers betydning for N.W.A. Den ellers talentfulde MC Ren har nærmest ikke en replik i hele filmen, der også virker helt igennem uinteresseret i DJ Yella.

Og hvad med N.W.A.’s sjette medlem Arabian Prince, der forlod gruppen kort inden udsendelsen af debutalbummet, men som trods alt var med til at skabe musikken og sågar optræder på albumcoveret? Han er skrevet helt ud af historien.

Det samme er Dr. Dre’s veldokumenterede fysiske overfald på adskillige kvinder i starten af karrieren. Både hans ekskæreste, r&b-sangerinden Michel’le og den kvindelige hiphop-journalist Dee Barnes har beskrevet, hvordan den gode doktor i sine unge år ikke var bange for at uddele en regn af øretæver.

Noget der da også afstedkom en officiel undskyldning fra Dr. Dre for nylig. Noget har der altså været om snakken. Ikke at man ville vide det, hvis man bare nøjes med at se »Straight Outta Compton«.

Når det er sagt, så er filmen samtidig kosteligt underholdende og fuld af mindeværdige scener fra nogle af vestkyst-hiphoppens mest skelsættende øjeblikke. Og så er det frem for alt en film til tiden. For som man ser N.W.A.’s medlemmer gang på gang blive overfaldet af hvide politimænd, bare fordi de er sorte og befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, kommer man uvægerligt til at tænke på hvor lidt, der har ændret sig siden dengang.

Hvide politifolk chikanerer stadig sorte ubevæbnede mænd i de amerikanske ghettoer. Bare tænk på de to unge afroamerikanere, Trayvon Martin og Michael Brown, der begge har måttet ladet livet i de senere år. N.W.A. var de første til at råbe vagt i gevær med »Fuck Tha Police«. »Straight Outta Compton« er desværre også en påmindelse om, at den sang her knap 30 år senere desværre stadig synes mere aktuel end nogensinde.