Fatimas fald og storhed

»Fatima« sniger sig umærkeligt ind på beskueren, selv om filmen både er statisk og klodset.

»Fatima« er både sær og klodset, men vækker trods det masser af følelser. (PR-foto) Fold sammen
Læs mere

Film om den midaldrende rengøringskone Fatima er egentlig ret klodset fortalt.

Det dramatiske højdepunkt er, da hun falder og bliver skadet og dermed ikke kan arbejde som rengøringskone mere. Følgen bliver, at hun får svært ved at hjælpe sine to døtre økonomisk med bolig og studier. Til gengæld opdager hun, at hun har et talent for at skrive digte.

Alt det sker først i den sidste halve time. Men på trods af den særhed så ender filmen, der begynder lidt statisk, heldigvis med at udløse en betragtelig ladning af følelser. Filmen sniger sig så at sige umærkeligt ind på en, mens Fatima tager små skridt hen mod næste lønseddel, og den ældste datter er ved at blive skør af at vær perfekt, og den yngste datter flipper ud over gymnasiet.

I halen på »Fatima« følger i øvrigt film­festivalen »Arabian Nights«, hvor der i Cinemateket i København frem til 3. september vises en fin samling af film med mellemøstlige afsendere.

Hvad: »Fatima«.

Hvem: Instruktør: Philippe Faucon. Medvirkende: Soria Zeroual, Zita Hanrot, Kenza Noah Aïche.

Hvor: Premiere i Cinemateket i København.