Han er høflig, kultiveret og charmerende, men er han ikke også lidt for glat og fantasifuld?
Det synes Jenny overhovedet ikke. Hun er kun 16 år og bor sammen med sine småborgerlige forældre syd for London i det kedelige Twickenham - hvor man ganske vist har Storbritanniens største rugby-stadion, men det spiller ingen rolle her - og drømmer om at studere i Oxford, da hun møder den voksne David Goldman og bliver totalt fortryllet af ham, hvad der ikke er så sært, for han introducerer hende for en ny og spændende verden med koncerter, natklubber, fine restauranter og sågar en rejse til Paris.
Jennys forsigtige far er i begyndelsen modstander af alt dette, men også han lader sig besnære af den belevne Davids velsmurte snakketøj, og Jenny blomstrer op og ligner pludselig en voksen kvinde. Men David laver mystiske forretninger og mødes blandt andet med (den autentiske) Peter Rachman, der her i 1961 er Londons mest berygtede boligspekulant, så man fyldes med splittede følelser, idet man glæder sig over Jennys jublende fryd og samtidig er bekymret for hendes fremtid. Har David rent mel i posen?
Se denne dejlige film og find selv ud af det. Ganske vist fortæller Nick Hornbys manuskript på basis af Lynn Barbers selvbiografi ikke verdens største eller mest originale historie, men Lone Scherfig har instrueret »An Education« med så kyndig og kærlig sans for hver eneste detalje, at filmen inden for sine ret snævre rammer fremtræder som et helstøbt værk præget af såvel smittende munterhed som mørke undertoner. Dette er en venlig film, men den er ikke tandløs.
Stor menneskekærlighed
Jenny er strengt taget ingen helt troværdig figur, for hun er denne klodes mest modne teenager og samtidig rørende naiv, men den vidunderlige Carey Mulligan spiller hende så indtagende, at man er ligeglad med troværdigheden. Over for hende har amerikanske Peter Sarsgaard den helt rigtige tvetydige udstråling som levemanden og løgnhalsen David, og som Jennys indeklemte forældre leverer Cara Seymour og birolle-kongen Alfred Molina satirisk komediespil på højt niveau.
Kun i den komprimerede skildring af turen til Paris, hvor vi ikke slipper for Eiffeltårnet, tangerer filmen det klichéprægede. Ellers har Lone Scherfig forgyldt den med så generøs en menneskekærlighed, at selv en usædvanligt dum dulle ved navn Helen (Rosamund Pike) i et enkelt sørgmodigt nærbillede pludselig erobrer vores medfølende sympati.
Det er i øvrigt tankevækkende, at da Rainer Werner Fassbinder i 1974 skrev et skuespil, hvori der forekommer en jødisk bolighaj, blev han ramt af rasende beskyldninger for antisemitisme og sågar censurforbud. David Goldman i »An Education« er også en jødisk bolighaj, men man har ikke hørt et pip af protest - tværtimod blev filmen jo Oscar-nomineret, og det må skyldes Lone Scherfigs evne til at skildre selv misliebige personer på så varm og overbærende en måde, at folk ikke bliver forargede, men glade.
