Anmeldere gør nar af Ronaldos portrætfilm

En ny dokumentarfilm understreger fodboldspillerens enorme forfængelighed og optagethed af sit image, skriver engelske filmanmeldere.

Cristiano Ronaldo poserer for fotograferne ved premieren på »Ronaldo« i London. Foto: REUTERS/Stefan Wermuth Fold sammen
Læs mere
Foto: STEFAN WERMUTH

En ny dokumentarfilm om fodboldstjernen Cristiano Ronaldo får hårde ord af anmelderne efter dens verdenspremiere i London i dag.

Selvom der står en anerkendt dokumentarist som Anthony Wonke i spidsen for filmholdet, er det ikke ensbetydende med, at det er blevet en god film, mener de engelske anmeldere.

Filmskaberne har ganske vist fået adgang til at interviewe fodboldspillerens familie og venner, men helhedsindtrykket er af et menneske, der døgnet rundt er optaget af sit image, skriver The Guardians anmelder.

»Mere end nogensinde får man indtryk af Ronaldo som en fyr, der råber sit eget navn, mens han har sex,« skriver avisen The Guardians anmelder.

Filmen skildrer Ronaldos omfangsrige besiddelser i form af huse og samling af luksusbiler, og rummer varme scener med hans familie, heriblandt hans lille søn, hvis mors identitet filmen ikke afslører.

Men filmen tegner, ifølge anmelderne, også et billede af en fodboldspiller, der tænker mere på sin egen position i verdensopinionen end på sit holds succes.

Ronaldos optagethed af at vinde æresprisen Ballon d’Or fylder i filmens sparsomme handling, og i den sammenhæng også Ronaldos og hans managers frygt for, at samme pris vil blive »stjålet« af rivalen Messi.

»Ronaldo ønsker at blive fremstillet som en almindelig fyr med en enkel drøm. Men almindelige fodboldfans, som er de eneste, denne film vil interessere, vil have meget svært ved at identificere sig med en, der i så fanatisk grad sætter en personlig ærespris over holdets fælles mål,« skriver anmelderen fra fodboldmagasinet Goal, der giver filmen to stjerner.

Samme anmelder pointerer, at det er svært at finde sympati for en Ronaldo, der højlydt brokker sig over, at der ikke er ekstra »to eller tre Cristiano Ronaldos« på Portugals hold. Bortset fra hurtige kig på Ronaldos problematiske familiefortid, heriblandt hans alkoholiserede far, der døde af skrumpelever, er »Ronaldo« som renskuret for kritiske elementer.

»I sidste ende giver filmen først og fremmest indtryk af en sportsmand på toppen af sin ydeevne, der ganske enkelt nægter at acceptere mindre end det perfekte,« skriver The Guardian.

Produktionsselskabet On The Corner Films har tidligere produceret portrætfilmen om sangeren Amy Winehouse, en film der er blevet set af over 64.000 danskere.