Ugens spændingsfilm i biograferne er en genremæssigt umage blanding af ren action og tv-filmens velkendte dramaer a la »stor dreng ser foto af sig selv som lille på mælkekarton og indser han er bortført«. Actiondelen fungerer bedst.

Ret skal være ret. Nathan ser et billede af sig selv som lille på en hjemmeside, så lidt udvikling af mælkekartonkonceptet er der dog. Han må altså indse, at Kevin (Jason Isaacs) og Mara (Maria Bello) ikke er hans rigtige forældre. Lige da han konfronterer dem med sandheden, dukker der imidlertid to hemmelige agenter op uden for deres hus og de skyder og detonerer bomber, inden de spørger.

Nathan var ellers omsider ved at få sin genbo, Karen (Lily Collins) til at fatte interesse for ham, så nu ryger hun ud på en hæsblæsende jagt, hvor minimum Nathans tidligere psykolog (Sigourney Weaver), halvdelen af FBI og en mystisk serbisk terrorist (Michael Nyquist) er ude på at gøre end ende på hans liv. Han tager sin pigeven med.

Instruktør John Singleton får for få muligheder for at lade følelserne råde i forhold til biljagterne. Nathans rigtige far trækker i trådene oppe over al hurlumhejet, og det piner drengen, men der er ikke desværre ikke tid til at folde den slags mere alvorlige temaer ud. Omkring alle hjørner lurer nemlig hele tiden en ny konfrontation med diverse skurke.

Forbehold er der nok af, men lad mig nøjes med tre. For det første er det hamrende urealistisk, at alle slås så om ét fysisk eksemplar af en hemmelig navneliste i en tidsalder, der på alle andre måder er voldsomt digital. For det andet har hovedpersonen Taylor Lautner (fra »Twilight«) kun to grimasser at spille på. Den, hvor han skuler og kigger let ned i gulvet, og så den, hvor han smiler bredt. For det tredje er svenske Michael Nyquist sat til at sige så tåkrummende pinlige replikker, at man håber han har taget sig meget godt betalt for ulejligheden.