Slip af med tinnitus: Hver sjette dansker lider af kronisk støj i ørerne

Med en række simple råd kan du med tiden lære at glemme ufrivillige lyde i dit hoved, mener eksperter.

Alt for mange med tinnitus får at vide af deres læge, at der ikke er noget at stille op, mener Høreforeningen. For faktisk kan alle, der er ramt af en eller flere ufrivillige lyde i form af f.eks. hyletoner eller susen for ørerne, lære at leve med symptomerne.

Høreforeningen opfordrer nu alle, der lider af tinnitus, til ikke at tage til takke med et budskab om, ’at der ikke er noget at stille op’, hvis man føler sig generet af en eller flere ufrivillige lyde:

»Selv om der er kommet mere viden om tinnitus, så oplever vi fortsat, at der er fagfolk, som ikke er fulgt med udviklingen. Hver gang Høreforeningen holder tinnitus-­arrangementer, møder vi mennesker, der har fået at vide af lægen eller ørelægen, at de bare må gå hjem og leve med tinnitus. Men det skal de netop ikke. I dag findes der mange metoder til at kunne hjælpe de fleste,« siger kommunikationschef i foreningen Irene Scharbau.

LOG IND PÅ B PLUS og læs meget mere om hvad du kan gøre, hvis du er en af de mange som lider af konstant hylen for ørerne. Læs også om Tine Thiesgaard, der fortæller om livet med Tinnitus, og hvordan det har ændret hendes liv radikalt.

Det får du det:

  • Artikel: Hver sjette dansker lider af kronisk støj i ørerne
  • Tine har Tinnitus: Man bliver hele tiden mindet om det
  • Guide: Sådan lever du med Tinnitus
  • Fakta: Hvad er Tinnitus

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra B PLUS her.


Med en række simple råd kan du med tiden lære at glemme ufrivillige lyde i dit hoved, mener eksperter.

Alt for mange med tinnitus får at vide af deres læge, at der ikke er noget at stille op, mener Høreforeningen. For faktisk kan alle, der er ramt af en eller flere ufrivillige lyde i form af f.eks. hyletoner eller susen for ørerne, lære at leve med symptomerne.

Høreforeningen opfordrer nu alle, der lider af tinnitus, til ikke at tage til takke med et budskab om, ’at der ikke er noget at stille op’, hvis man føler sig generet af en eller flere ufrivillige lyde:

»Selv om der er kommet mere viden om tinnitus, så oplever vi fortsat, at der er fagfolk, som ikke er fulgt med udviklingen. Hver gang Høreforeningen holder tinnitus-­arrangementer, møder vi mennesker, der har fået at vide af lægen eller ørelægen, at de bare må gå hjem og leve med tinnitus. Men det skal de netop ikke. I dag findes der mange metoder til at kunne hjælpe de fleste,« siger kommunikationschef i foreningen Irene Scharbau.

Mange danskere lider

Op mod 16 pct. af alle voksne danskere lider af konstant eller næsten konstant hylen for ørerne. Det svarer til ca. hver sjette voksne. Lydene kan også optræde i form af susen, hvæsen, brummen eller en pulserende lyd. Tinnitus opstår typisk, hvis man lider af høretab, eller hvis man er udsat for støjskader. Det er ikke i sig selv en sygdom, men et symptom på, at hjernens måde at bearbejde lyd på har ændret sig.

En af landets førende specialister, speciallæge i medicinsk audiologi og lektor ved Syddansk Universitet Ture Andersen deler Høreforeningens opfattelse:

»Der er desværre mange patienter, som får at vide, at de bare må lære at leve med det. Men samtidig oplever jeg også, at mange selv har en opfattelse af, at der ikke er noget at gøre og derfor ikke søger hjælp,« siger han.

Der findes dog mange metoder til at slippe af med den konstante lyd. De mest effektive er for det første at få tjekket, om man lider af høretab og for det andet at kombinere såkaldt lydterapi med psykologsamtaler. Det forklarer en anden specialist i høreproblemer - herunder tinnitus - psykolog Anne-Mette Nohr.

»Hvis man lider af høretab, og man får et høreapparat, vil ens hørelse blive bedre, fordi man får mere lyd ind udefra. Derved maskeres tinnituslydene. Derfor er det meget vigtigt som det første at få styr på, om man har nedsat hørelse,« siger hun.

Tine Thiesgaard bruger et særligt høreapparat med indbyggede lyde, der hjælper til at få hendes tinnitus til at glide i baggrunden. Det kan f.eks. være lyden af bølge­skvulp. Fold sammen
Læs mere

Lydterapi via apps

Anne-Mette Mohr har mere end 20 års erfaring med at hjælpe patienter med samtaleterapi. Det sker ofte i kombination med lydterapi, der f.eks. kan bestå i, at man aktiverer sine ører i form af musik hjemme i stuen eller lyde i form af bølgeskvulp, bål, blæst eller andre lyde, man kan få via apps på sin smartphone eller indbygget i et høreapparat.

»Hvis det ikke hjælper at få et høreapparat, ser jeg typisk på personens liv. Det kan være, at man har en stresset hverdag eller et svært liv, som er medvirkende til, at man oplever tinnitus som meget kraftig og forstyrrende, og så kan det være her, man skal sætte ind,« siger hun og anbefaler, at man i den forbindelse bliver bevidst om, hvor meget man selv kan gøre for at glemme lydene:

»Teknologi kan lette vejen til at få tinnitus til at glide i baggrunden, men faktisk er den bedste resurse, vi har, vores egen hjerne. Det er f.eks. helt afgørende, at ens indstilling går fra at være frygt til at tænke ’nå ja, den er der, men jeg behøver ikke at lytte efter’. Når man tænker på den måde, øges hjernens evne til at frafiltrere tinnitus, så vi ikke hører den. Det er det samme, der sker, når vi frafiltrerer lyden af almindelige biler, men lader lyden af en sirene fra en ambulance slippe igennem,« siger Anne-Mette Mohr og understreger, at man dog skal væbne sig med tålmodighed.

»Ligesom det tager tid at komme igennem en sorgproces, tager det også tid at vænne sig til tinnitus. Vendepunktet kommer, når man begynder at glemme det en gang imellem, og så er man på vej til at få tinnitus til at glide mere og mere i baggrunden. Men det er en proces, der er meget forskellig fra person til person.«

Før Tine Thiesgaard fik tinnitus, var hun ifølge eget udsagn ’lidt af en festabe’. Men for at kunne holde lydene ud er hun i dag social på en helt anden måde. Fold sammen
Læs mere

TINE HAR TINNITUS: MAN BLIVER HELE TIDEN MINDET OM DET

Tine Thiesgaard kan nogle gange glemme, at hun har tinnitus – men det har taget mange år at nå dertil og det kræver særlige strategie

Biiiiiiiiiiiiiiiiippppppp..... Husker du hyletonen fra prøvebilledet på tv i gamle dage? Eller hvad med lyden af en vandhane, der drypper ude af takt?

Forestil dig så, at du ikke kan slippe af med lydene, men at de konstant er til stede i dit hoved. Nogenlunde sådan har Tine Thiesgaard det dagligt, fordi hun lider af tinnitus.

Den 50-årige kvinde fra Falster er ikke længere den ’festabe’, hun plejede at være. Hun kan ikke være sammen med mange mennesker på samme tid og orienterer sig som regel om akustikken, inden hun går ud. Hun vil også helst på forhånd vide, om der er et rum, hvor hun kan søge ro. Livet med tinnitus har med andre ord forandret tilværelsen radikalt:

»Det har været ret svært, når man er så socialt et menneske som mig. Man føler, at man bliver hægtet af, fordi man ikke kan høre ordentligt. Derfor har jeg været nødt til at finde andre måder at være sammen med mennesker på,« siger Tine Thies­gaard, der er familieplejer og skuespiller.

Efter hun var involveret i en bilulykke for snart 15 år siden, begyndte symptomerne. Men hun har lært at tackle både bippen og klik-lyde, der ellers kan gøre det svært at falde i søvn om aftenen.

Psykolog hjalp med tinnitus

»Jeg har gået hos en psykolog, som har lært mig nogle strategier, som betyder, at jeg bedre kan leve med det.

F.eks. at jeg og min mand kun inviterer to andre vennepar på besøg, eller at jeg udsætter mig selv for lyd, så jeg holder ørerne i gang. Man får jo typisk lyst til at skrue ned for al lyd, når man har tinnitus, men faktisk kan høj musik være med til at udligne de uønskede lyde,« siger Tine Thiesgaard, der især er glad for Stevie Wonder i højtalerne, når hun skal forsøge at ignorere sin tinnitus.

Oven i sine sociale strategier har hun også fået et nyt høreapparat, der er specialdesignet til tinnitus-patienter. Det er programmeret til at afgive lyde som f.eks. blæst og bølgeskvulp. Lyde, som også lindrer Tine Thiesgaards symptomer:

»Jeg kan nemmere falde i søvn. Det er ret fantastisk,« siger hun og opfordrer andre til ikke at give op, hvis de oplever tinnitus:

»Det tager noget tid, det har det også gjort for mig. Men jeg har fået et godt liv, hvor jeg har lært at leve med det, så det ikke længere er så generende, som det var engang,« siger hun.

Tine Thiesgaard bruger bl.a. musik på anlægget ­derhjemme til at distrahere sig selv fra sin tinnitus. Fotos: Claus Hansen Fold sammen
Læs mere

GUIDE: SÅDAN LEVER DU MED TINNITUS

1. Drop internettet

Du kan let finde en masse skræmmehistorier på internettet, når du søger efter information om tinnitus. Hvis du tror på dem, vil din hjerne sende stresshormon ud i blodet, så du kommer til at høre lydene endnu kraftigere. Du kan også risikere at udvikle angst. Sørg derfor i stedet for at søge professionel hjælp via f.eks. Høreforeningen, House of Hearings (Houseofhearing.dk) eller kommunikationscentre, der kan hjælpe med høreproblemer og tinnitus. Der findes et i hver region. På kommunikationscentrene kan du f.eks. få afprøvet, hvilke hjælpemidler der vil være gode for dig og få dem bevilget, så du ikke skal ud at købe dem.

2. Hold ørerne aktive

Man lægger især mærke til sin tinnitus, når der er stille. Sørg derfor for at ’holde ørerne i gang’ med forskellige typer lyd, som kan berolige dit høresystem. Det kan f.eks. være lyd af blæst, bølgeskvulp eller bål, der kan maskere din tinnitus. Du kan bl.a. få høreapparater, der har programmer med naturlyde eller en lille lydgenerator til øret. Endelig kan du også købe diverse lyd-apps til din smartphone. Nogle af dem er endda gratis. Prøv f.eks. følgende:

• Oticin Tinnitus Sound

• Phonak Tinnitus Balance

• Resound Relief

• Tinnitus Therapy Lite

• Sleep Free

• Oriental Relax

• Hear & Tinnitus

Du kan også købe en lydpude, som du kan slutte til din smartphone. På den måde kan du lettere falde i søvn om aftenen. En såkaldt ’bedside masker’, som man lægger under hovedpuden, er også en mulighed.

3. Lyt efter andre lyde – uden teknologi

Du behøver ikke nødvendigvis hjælpemidler til at få din tinnitus til at glide i baggrunden. Hvis du træner dig selv i at lytte efter andre lyde i din hverdag, f.eks. når du går en tur på gaden, på stranden eller i skoven, kan du træne dig selv i at glemme at høre efter din tinnitus. Musik kan også være et effektivt redskab. Lyt f.eks. til noget musik med mange instrumenter og fokusér på et instrument. Lyt intenst efter det og genspil musikstykket – nu med fokus på et andet instrument.

4. Ørepropper, nej tak

Mange med tinnitus får tendens til at ville beskytte deres ører mod støj. Men lad være med at blokere dine ører med ørepropper, medmindre du er i rigtig larm. Hvis du begynder at bruge høreværn i alle mulige sammenhænge for at beskytte dine ører, risikerer du at blive lydoverfølsom, og dermed vil du høre din tinnitus kraftigere. Dit auditive system har brug for lyd, ligesom din mave har brug for mad og vand.

5. Få humøret under kontrol

Hvis du er blevet angst, deprimeret eller stresset på grund af din tinnitus, skal du søge hjælp. Når du får styr på angsten, depressionen eller stressen, dæmpes din tinnitus, og den vil på sigt glide helt i baggrunden. Det kan en psykolog hjælpe dig med. Hvis du lider af stress, vil du opleve, at tinnitus er kraftigere, når du er stresset, og mindre fremtrædende, når du ikke er stresset.

6. Høretab

Hvis du samtidig med tinnitus har et høretab, bør du få undersøgt, om du har brug for høreapparat. Et høreapparat gør, at du får mere lyd ind i dit øre udefra, og det alene kan få tinnitus til at træde i baggrunden.

7. Opgiv ikke høje lyde

Lad være med at opgive at spille musik, gå til koncerter og andre højlydte oplevelser. Men gør det med omtanke. Tjek lydniveauet og brug høreværn, hvis du ikke kan høre, hvad de andre siger, uden at de skal råbe. På den måde sikrer du, at du fortsat kan leve et normalt liv.

8. Alternativ behandling

Der findes mange forskellige former for behandling, som måske kan hjælpe lige netop dig - afprøv, hvad der virker for dig og din tinnitus. Det kan f.eks. være i form af afspænding, mindfullness, akupunktur eller hypnose. Oplever du ingen effekt, bør du stoppe den alternative behandling, da det hurtigt kan tømme din pengepung. Det er ikke alle, det har glæde af det, men for nogle kan det få en til at glemme de ufrivillige lyde inde i hovedet.

9. Det tager tid

Tinnitus kan være frygtelig invaliderende, men på et tidspunkt vil du opleve, at du ’glemmer’ lydene indimellem. Forvent dog ikke, at dette ’vendepunkt’ kommer lige med det samme. Det tager tid og kræver tålmodighed at træne sin hjerne i ikke hele tiden at fokusere på sin tinnitus.

Kilde: Hoereforeningen.dk og psykolog med speciale i tinnitus, Anne-Mette Mohr.