Kan vin være kunst?

Smager sød hvidvin egentlig godt? Og kan Hacienda Monasterio redde humøret på en dårlig dag? MS bad sommelier Henrik Yde-Andersen vælge den person, han helst vil dele et par flasker vin med. Michael Kvium, lød svaret.

Michael Kvium ved ikke en masse om vin. Men han elsker at nyde den, og det er et godt udgangspunkt for enhver interesse, siger kunstmaleren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Michael Bothager
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han lever ikke op til klicheen om kunstneren, der står med penslen i den ene hånd og et glas vin i den anden. Faktisk drikker Michael Kvium aldrig, når han arbejder. Det sløver de sanser, han maler på.

»Men jeg elsker at få et glas bagefter. Jeg kører i højt gear, når jeg maler, alle sanser arbejder. Det er godt for maleriet, men mentalt hårdt. På et tidspunkt skal man »ned« igen, og det kan vinen hjælpe én med,« siger Michael Kvium.

Den 56-årige kunstmaler sidder på Chai Won, den seneste opfindelse i Michelin-restauranten Kiin Kiins univers af thai-restauranter. Manden bag konceptet, sommelieren Henrik Yde-Andersen, er værten, der længe har drømt om at møde kunstmaleren. Ikke mindst efter at han læste en artikel om Michael Kviums samarbejde med mesterkokken Rasmus Grønbech.

»Jeg forventer ikke, at han ved en masse om vin, men jeg kan godt lide tanken om en kunstner, der er åben for andre udtryksformer end sin egen,« siger Henrik-Yde Andersen.

Michael Kvium ved ikke en masse om vin. Men han elsker at nyde den, og det er et godt udgangspunkt for enhver interesse, siger kunstmaleren. Han kommer fra et hjem uden vinkælder, forældrene drak øl, og vin kom kun på bordet juleaften eller til konfirmationer. 

»Vin var noget, folk drak på film. Det skyldtes nok, at den meste vin herhjemme var noget forfærdeligt sprøjt dengang. Jeg husker mit første glas. Det var til min konfirmation, hvor jeg fik lov at skåle med de voksne. Det smagte rædselsfuldt og jeg tænkte: Åh, bare jeg kunne få en sodavand.«

Senere fik Kvium mere smag for vin, men de første store vinoplevelser stødte først til, da han som malerkunstner rejste ud i verden for at udstille.

»Jeg har mødt mange udenlandske kokke, som åbnede deres verden for mig. Men min største læremester er uden tvivl Claus Christensen fra Gammel Mønt. Han viste mig, at Bourgogne kan være andet og meget mere end surt sjask, og det rykkede fuldstændig rundt på min forestilling om vin.«

Kærligheden til de nordfranske terroirvine betyder ikke, at Michael Kvium har vendt ryggen til alle andre vine. Tværtimod forsøger han at drikke så meget forskelligt vin som muligt.

»Hvis man drikker den samme vin om og om igen, bliver den mere og mere hørlig. Modstanden forsvinder. Derfor skal man blive ved med at gå på opdagelse og søge nye oplevelser. Det gælder i alle livets forhold.« 

2009 Vilnoble d’e, Domaine Obstertag

Michael: »Er vi i Tyskland? Eller måske Nordfrankrig? Der er masser af blomster i duften. Jeg er ikke god til at gætte hvide, men jeg kan godt lide flasken her, selvom den er ret sød. Den har også syren, så sødmen får ikke lov at blive kvalm.« 

Henrik: »Det er en gewürztraminer fra biodynamikeren André Ostertag i Alsace. Vi drikker den sammen med kylling i rød karry, der både er sød og stærk. Det kan de færreste vine lægge arm med, men den søde gewürztraminer er en god ledsager til det asiatiske køkken.«

Michael: »Det er logisk, rød karry skriger jo efter sødme. Tidligere var jeg ikke vild med vinene fra Alsace. Eller de søde tyskere for den sags skyld. Men det var nok fordi, jeg havde drukket alle sukkerrædslerne i 70erne eller 80erne. Dengang var hvidvinskvaliteten elendig, og en dårlig sød vin, er jo bare en dårlig vin.« 

Henrik: »Min far var i sin tid vinhandler hos Skjold Burne, og han har solgt tusindvis af tyske sukkerbomber eller »den med tyren«, som folk smed sukkerknalde i, efter den havde ligget på radiatoren først.« 

Michael: »Den slags historier hænger fast i bevidstheden, men man skal ikke smage på slidte forestillinger og forventninger. For nogle år siden rejste jeg til Koh Chang for at læse James Joyces Finnegans Wake. Jeg sad på stranden i halvanden måned og læste, og de første dage, tænkte jeg:

Michael, du er for dum til at forstå det her! Men efter noget tid forstod jeg, at jeg læste bogen forkert. Jeg kunne ikke læse den som en almindelig bog, men i stedet tage den linje for linje, ord for ord, som et stort abstrakt digt. Først da foldede den sig ud. Sådan er det også med vin. Man skal ikke lede efter det, man er vant til. Man er nødt til at nulstille bevidstheden og smage efter, hvad man får lige nu.«    

2004 Clos Häuserer, Zind Humbrecht

Michael: »Fantastisk duft! Den er mere tilbageholden dei næsen end den første, men man mærker potensen nedenunder. Det er en tungere og dybere vin. Dufte skaber fantastiske billeder i hovedet, og det her minder om…«

Henrik: »… en tændt petroleumslampe i sommerhuset?«

Michael: »Præcis! Og farven er en oplevelse i sig selv. Det ligner en solopgang. Den er mere tør i smagen. Hvis den første flaske var en elegant dame, er det her en bredskuldret mand. Uden at den på nogen måde virker klodset. Er det en fadlagret chardonnay fra Bourgogne?«

Henrik: »Vi skal længere syd på. Olivier Humbrecht er biodynamiker ind til benet og måske den bedste producent i Alsace. Han pløjer markerne med hest og lader sin vin modne på bærmen. Det er en mand, der går mod konventionerne. Det gør vi også nu. Vi drikker de hvide i modsat rækkefølge af, hvad reglerne foreskriver. Normalt ville man starte med riesling og slutte med gewürztraminer. Hvis man starter sødt, kommer riesling let til at virke sur og skarp.«

Michael: »Jeg har det svært med at slutte af med en sød vin. På det tidspunkt har jeg fået aftenens bedste glas, og det vil jeg gerne fortsætte med.«

2009 Monastrell, Casa Castillo

Michael: »Det både dufter og smager spansk. Det er tydeligt, at druerne har fået masser af sol. Ikke på nogen uheldig måde, den er ikke klodset, som oversøiske vine ofte er. Det er en elegant vin, og hvor er det skønt, at du serverer den køligt. Det minder mig om varme dage i Spanien, hvor det giver mening at drikke sin rødvin kold.«

Henrik: »Vi har for nylig købt en vingård i Jumilla. Vinen her er fra nabogården. Den er lavet på monastrell-druen. I Sydfrankrig hedder den mourvèdre, og man bruger den til de store vine i Provence. Her er den i en spansk udgave fra Casa Castillo, som laver vine med en intens smag af mørke bær.«

Michael: »Jeg har et hus tæt på i Almaría. Her er storslåede ørkenvidder med kaktusser overalt, og indtil for få år siden brugte man de fleste af områdets druer til at spise, fordi folk var så fattige. Det er de stadig, men de senere år er man begyndt at lave vin dernede, ikke stor vin, men fordi det er lokalt, er det fint. Jeg bestiller altid lokal vin, når jeg rejser. Jeg er interesseret i at se, hvad området kan præstere og kunne ikke drømme om at tage til Provence og drikke vin fra Chile.«

2008 Reserva, Hacienda Monasterio

Michael: »Den dufter fantastisk. Meget spansk. Jeg elsker det land. Både vinen, maden og menneskene. Når jeg har været dernede i nogle uger, glemmer jeg næsten, at jeg har et liv i Danmark. Herhjemme har vi tidsbestemt alting. Det er derfor, danskere bliver frustrerede, hvis der går for lang tid, inden maden kommer på en restaurant.

I Spanien går man ikke kun ud for at blive mæt, men lige så meget for at være sammen om maden. Jeg har lige været dernede, og vi spiste næsten ikke andet end sorte vintertomater. De gror vildt og er svære at opdrive. Det er enkel mad, når det er allerbedst: Tomat, olivenolie og et par skiver lufttørret skinke, så er aftenen reddet. Og skal man virkelig forkæle sig selv, åbner man en flaske Hacienda Monasterio.«

Henrik: »Det er Hacienda Monasterio, vi drikker. I Ribera del Duero bliver tempranillo ikke så vaniljekrydret og rosinsmagende som i Rioja. Klimaet giver vinen en dybere farve, mere kraft, større styrke og robusthed. Det er en maskulin vin med en dybere og mere magtfuld frugt.«

Michael: »Man skal ikke drikke tempranillo fra mit område. Det må være varmen, der kvæler udtrykket. Vinene bliver hurtigt kvalme, lidt som at spise flæsket fra en gris. Det første glas smager godt, men så bliver de for meget, og det er næsten det værste, når vinen bevæger sig nedad. Hacienda Monasterio er en af mine absolutte favoritter.«

Henrik: »Peter Sisseck følger ikke i andres fodspor, og det er forklaringen på hans succes, tror jeg. Når noget lykkes i verden, er det ikke fordi, nogen har prøvet at stille andre tilfreds.«

Michael: »Hvis man laver et udtryk, man selv føler for, nærmer man sig kunstens ærlighed. Og når man møder den energi forædlet i et maleri eller i en flaske vin, taber man mælet.«

Henrik: »Enig, men for mig er de bedste vine ikke nødvendigvis de objektivt bedste flasker. Jeg er mere optaget af de rammer, man drikker vinen i. Forleden sad jeg på en lille restaurant i Spanien med min far. Han har altid drømt om at købe en vingård, og nu sad vi i Alicantes forårslys og drak lokal vin efter at have besøgt vores vinmarker. Det var en stor vinoplevelse.«

Michael: »Enig, en stor vin på en dårlig dag, smager jo lige så dårligt som dagen. Måske kan den sætte lidt ekstra bund på humøret, men den løfter dig ikke op. Og så er det vel med stor vin som med alle andre ting i livet: Hvis man altid får det bedste, ender det bedste med at blive ligegyldigt. Man laver festen om til hverdag.«

Læs også:
VM i Pinot på tysk
Fra rød Liebfraumilch til top Pinot