Mød danskeren bag en af Argentinas dyreste vine

Den danske vinmager Hans Vinding-Diers er high school-dropout, provokatør og manden bag en af Argentinas dyreste vine, Noemia.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af de mest legendariske wine-makers dinners herhjemme – i hvert fald internt blandt vinjournalister – fandt sted tilbage i 2008 på Hårlev Kro, hvor familien Vinding-Diers præsenterede sine vine for et måbende lokalpublikum. Ikke bare fordi den ældste søn, Hans, skænkede store malbec’er fra sin vingård Bodega Noemia i Patagonien, han optrådte også med can-can på scenen i Elverhøjsalen og gav prøver på sit sparsomme danske ordforråd, der dækker ord i stil med »hold kæft!« og »hundelort«. Og til sidst langede han Børsens vinjournalist, Ole Troelsø, en lige højre som afslutning på en meningsudveksling om vin.

Jeg var desværre ikke til stede dengang i Hårlev, men indrømmer gerne, at episoden ligger i baghovedet, da jeg krydser de 15.000 km over Atlanten for at møde Hans Vinding-Diers på hans hjemmebane i Argentina. Nok er jeg temmelig dreven i meningsudvekslinger om vin, men jeg er knap så trænet i nævekamp.

Ængstelsen viser sig dog ubegrundet, for da jeg når frem til det aftalte mødested, som er den danske vinmagers yndlingshotel, det klassiske grandiose Park Hyatt i Buenos Aires’ eksklusive Recoleta kvarter, bliver jeg mødt af salgsmanageren Berenice.

Og hvor er Hans så? Jamen, han er da hjemme i Portugal. Her har han boet de sidste par år i sit nyerhvervede hus på kysten sådan cirka midt mellem Lissabon og Faro med designerne Christian Louboutin og Philippe Starck samt den tyske kunstner Anselm Kiefer som de nærmeste naboer.Og hvad han så laver der?

»Surfer. Det er i hvert fald det, han plejer at gøre,« siger Berenice.

Så flyver vi yderligere 1.200 km ned til Patagonien, som sammen med New Zealands sydø er verdens sydligste vindistrikt. Engang hjemstavn for et driftigt vindistrikt på 30.000 hektar omkring Rio Negro-floden, som i dag er skrumpet til 2.000 hektar, fordi man siden 1920erne og 30erne har favoriseret intens produktion af æbler og pærer. Af sidstnævnte har Patagonien verdens største eksport, og tillige den højeste kvalitet, mener de lokale.

Det er her mellem frugtplantagerne, at Hans Vinding-Diers driver sit pionerprojekt fra en parcel med gamle vinstokke plantet i 1932. Jorden og druerne bliver behandlet efter alle kunstens regler: Markerne dyrkes biodynamisk, druerne fodtrampes i åbne kar som i de gode gamle dage, og vinen hviler på luksusfade fra bl.a. det lille eksklusive Bordeaux-bødkeri, Darnajou, som også leverer til folk som Hans’ fætter Peter Sisseck (vinmageren bag Pingus) og Petrus i Pomerol, der som bekendt i gode årgange er verdens dyreste vin.

Og resultaterne er ikke udeblevet. De internationale kritikere har kvitteret med høje ratings, senest har The Wine Advocates/Robert Parkers Argentina-anmelder sat den på sin liste over årets ti bedste vine. I dag er Noemia således blandt den lille håndfuld af argentinske vine, som kan sælges for over 120 dollar.

Selve vineriet og den tilhørende hacienda ligger yderligere et par timers kørsel sydpå i Valle Sul. Da Hans og hans daværende partner, såvel finansielt som privat, grevinde Noemi Marone Cinzano, i sin tid som nyforelskede ledte efter et sted at slå teltpælene i jorden, var det vigtigt for ikke mindst den spirituelt optagede Noemi, at ingen andre – ikke engang indfødte indianere – havde boet på stedet før, så man kunne være sikre på, at ingen onde ånder kunne forstyrre husfreden. Alt måtte etableres fra bunden, vand, el, veje og broer.

Jeg tilbringer et par dage i villaen, som tydeligvis bærer mere præg af feminin italiensk indretningskunst end kølig nordisk æstetik. Og jo, stedet er virkelig fredfyldt, bortset fra vinden, der blæser stærkt og vedvarende her i ørkenen, som få andre steder så langt inde på land, jeg har besøgt før.

Nu hvor det efterhånden er et par år siden, at Noemi har sat sine ben på stedet sidst, plejer Hans at sige, at han ikke behøver at føle sig alene, så længe han da i det mindste har vinden til at holde sig med selskab. Det er i hvert fald, hvad Berenice siger, og så længe The Man ikke vil materialisere sig, er jeg nødt til at forsøge at danne mig et billede af den excentriske eksildansker gennem salgsmanageren, som har udviklet forskellige teorier om Hans og hans partner.

Som f.eks. at Noemia-projektet gjorde det ud for det fælles barn, parret aldrig fik, gennem deres 15-årige forhold. Og at grunden til, at man ikke kan lade være med at kunne lide Hans, er, at han dybest set er et barn, der gør og siger, hvad han har lyst til, og ikke er i stand til at være andet end ærlig.

»Pas på, hvad du spørger om. Hans vil svare på alt, og det 100 procent ærligt, så man skal være parat til svaret,« siger Berenice.

Hvor 100 procent ærlighed måske ikke altid er bekvemt for en sælger, har jeg svært ved at se, hvad problemet skulle være for en journalist – med mindre selvfølgelig, at svaret kommer i form af en knytnæve i ansigtet. Så jeg må indrømme, at jeg bliver mere og mere spændt på at møde Hans Vinding-Diers, som, selv om han tydeligvis ikke ligefrem ser frem til et par måneders eremittilværelse i Valle Sul, har meddelt, at han ankommer til Argentina næste fredag i forbindelse med den forestående høst, og at vores veje således kan krydses i Buenos Aires.

»Ondskuld,« siger Hans Vinding-Diers, da han åbner taxadøren for mig. Han taler fem sprog flydende, men ingen af dem er dansk. Da vi sidder i The Oak Room på Park Hyatt, vil jeg vide, hvordan en vinmager med dansk pas ender i Patagonien af alle steder. Det viser sig, at Hans nedstammer fra en gammel slægt af forfattere og Politiken-journalister: Oldefar Andreas skrev om Alberti- sagen, farfar Ole Vinding lavede de berømte radioreportager »Et bymenneske i naturen« og var i øvrigt, udover Hans’ far, Peter Vinding-Diers, også far til den kendte TV-mand Thomas Winding. Jo, den er god nok: Hans Vinding-Diers nedstammer fra samme slægt som den søde Alberte fra Bamse og Kylling og Shu-bi-duas gamle trommeslager m.m., Kasper Winding.

»Min far er et langt mere kultiveret menneske end jeg. Han er poeten, mens min mor kommer fra en lægefamilie og er mere factorienteret. Jeg befinder mig et sted midt imellem,« siger Hans.

Hans’ far mødte moren Susan i England, hvor hun er født, og siden flyttede parret til Sydafrika, hvor Peter Vinding-Diers fik et job inden for svineavl.

»Bortset fra at hans far og farfar altid har drukket fin vin, havde min far ingen baggrund inden for vin. Men i Sydafrika løb han ind i den ungarske grev Pongracz, en legende inden for vindyrkning, som havde skrevet flere bøger om emnet og fået det store sydafrikanske mousserende vinmærke opkaldt efter sig. Pongracz skaffede min far et job på vineriet Rustenberg, hvor jeg så blev født,« siger Hans Vinding-Diers.

På trods af, at det var tiden med apartheid, har Hans kun de bedste minder fra Sydafrika. Paradiset fik dog en brat ende, da familien rykkede teltpælene op og flyttede til Bordeaux, hvor Peter havde fået job som produktionschef på Château Loudenne i St. Estephe.

»Hvis du er fire år og vokset op i Sydafrika med Landrovers og simple mennesker og så flytter direkte til Bordeaux med fine folk og cuisine, er det en meget stor omvæltning. Det var forfærdeligt, et traume. Min lillebror Anders og jeg gik jo barfodede rundt, for vi havde hud så tyk som såler under fødderne. Og alle de andre børn i byen ville gøre det samme, så deres forældre kom og klagede, fordi deres børn skadede deres fødder. Det eneste ord, jeg kunne, var »no«, og lærerne straffede mig hele tiden, fordi jeg sagde nej til alting. Så min far gik hen til skolen og gav dem et rigtig dansk møgfald – hvorefter jeg selvfølgelig bare fik det endnu værre i skolen. Men så lærte jeg fransk, jeg blev fransk. Jeg vil ikke sige, at jeg hader franskmændene, men jeg synes, de er en flok … Jeg ved, hvordan de tænker, jeg ved, hvordan de er,« siger Hans Vinding-Diers, som dog ikke bebrejder sine forældre, at de flyttede.

»Men det var ikke let. Hvis jeg havde børn, ville jeg ikke gøre det. I dag er der måske ikke de samme grænser, men dengang var man et let offer for mobning, hvis man var flersproget og dermed ikke passede ind. Men på samme tid er det også en luksus. Det lærer dig, at du er anderledes og ikke behøver at følge flokken. Det er noget, som har været i min familie længe, det er i vores DNA, og jeg tror meget på DNA.«

Næste skridt på farmand Peters karierestige var Château Rahoul i Graves syd for Bordeaux by, hvor han selv blev medejer sammen med nogle danske investorer.

»Rahoul – eller røv’ul, som jeg plejer at kalde det – var altid fuld af alle disse unge royale danske kids, Valdemar af Rosenborg osv. Jeg forstår mig ikke på det royale, der er jeg anderledes end min far, men han har sikkert sine grunde.

Det var også der, min far lavede sit link til den australske vinscene med Brian Croser fra Petaluma, Len Evans og James Halliday – alle legenderne, lige før de peakede. Han holdt masser af partys på Rahoul og inviterede alle i Bordeaux. Alexis Lichine (fra Priuré-Lichine i Margaux), Anthony Barton (Leoville-Barton), det var det gamle Bordeaux, 1980ernes Bordeaux,« siger Hans Vinding-Diers, som ofte stod for underholdningen på disse aftener, idet han parodierede gæsterne og opførte forestillinger på den lille papudgave af Det Kgl. Teater, som han havde fået af sin farfar, Ole Vinding.

»Dengang satte jeg virkelig pris på teater. Jeg skrev tre teaterstykker som 12-årig. Jeg vidste fra da af, at jeg ville være out there. Senere var jeg også med i et band, hvor jeg spillede leadguitar meget dårligt. Jeg gjorde alt, hvad der kunne tiltrække opmærksomhed. Vin har jo også noget af det samme: Bare se på mig nu, hvor jeg sidder og bliver interviewet af dig, som om jeg var Brad Pitt!«

Da Hans Vinding-Diers var 12 år, blev han sendt på kostskole. »Det var hårdt, virkelig skræmmende – jeg græd og græd i to uger. Men misforstå mig ikke, jeg har ikke medlidenhed med mig selv. Det er godt. Jeg ville aldrig ændre det.«

Hvorfor blev I sendt på kostskole?

»Mine forældre havde deres eget liv. Vi var bare børn, det var den gammeldags facon. Jeg siger ikke, at de gjorde noget galt. Dybest set er jeg også gammeldags selv – jeg er åben over for den moderne verden, men jeg kan ikke ligefrem lide den. Hvis jeg havde børn, ville jeg sikkert gøre det samme, for det lærer dig at blive voksen, at blive konfronteret med folk. Du ved jo godt, at den verden vi lever i, ikke ligefrem er Disney World. Da jeg var 17 år, sendte min far mig så på internationalt gymnasium i Oxford. Jeg blev dog snart blev smidt ud igen. Til min far sagde de: »Deres søn er meget intelligent, energisk og fuld af idéer, men meget mere interesseret i det sociale end at studere.« Det er da klart, for selvfølgelig kneppede jeg piger og røg dope – som enhver anden normal person. Min far sagde (her slår Hans over i dansk): »Du er uduelig – dit rovhul – lort, ud!!« I modsætning til mig, er han en stor mand, alene hans stemme indgyder respekt.«

Hans blev sendt til Australien i 1987 for at arbejde på Tyrell’s Vineyard i Hunter Valley, nord for Sydney, berømt for at lave Australiens største klassiske hvidvin, Vat 47, men også på de interne linjer for et benhårdt arbejdsklima.

»Tyrell ledede sin vingård, som om det var et regiment, og han var obersten. Skæg og øreringe var ikke tilladt. Jeg udførte de mest usle opgaver: Rensede kloakker og gravede huller i vinmarken. Jeg var ingenting – det var selve formålet med opholdet. Min far sendte mig dertil som en slags militærtjeneste.«

Og virkede det?

»Se, hvor jeg er nu. Jeg tror, det er takket være det. Det gjorde mig til en mand. Dengang var jeg en idealistisk young punk, i dag er jeg mere jordbunden – selv om jeg selvfølgelig stadig er crazy, jeg forsøger bare at skubbe det væk – tak, far!«

Australien anno 1987 var virkelig råt, husker Hans Vinding-Diers.

»Det var som Crocodile Dundee. Hovedgaden i landsbyen lignede noget fra en cowboyfilm med flere pubs end butikker. Hvor der var 40 grader varmt udenfor, var der kun tre grader inde i pubben, og øllet var minus tre grader. Gutterne var kæmpestore, og det samme scenario udspillede sig hver eneste weekend: Jeg gik i byen og kiggede efter pigerne, hvorefter fyrene bankede mig sønder og sammen. Men så var det, at min eneste ven på Tyrell’s, som de kaldte Filthy Phil, sagde: »Bare lang dem én!« Og så slog jeg ikke bare én af dem, men hele tre på én aften, og derefter lod de mig være i fred. Hvis du overlever et år på Tyrell’s, kan du få job som cellarhand (vinarbejder) overalt i Australien. Det ændrede mit liv. Selv om jeg gerne indrømmer, at jeg har været forkælet, så har jeg opbygget mit eget liv og aldrig spurgt mine forældre om penge siden da.«

Året efter vendte Hans tilbage til Bordeaux, hvor hans far nu var flyttet til Château Landiras andetsteds i Graves, som han havde købt sammen med engelske investorer.

»Min far var forfærdet, da jeg kom med min Crocodile Dundee hat og australsk accent. Samme år kom min fætter Peter Sisseck, og vi lavede vinen sammen med min far, som jeg gjorde det på Landiras indtil 1997.«

Indtil Hans fik sit første job som ansvarlig winemaker/ønolog i 1996 på Keerweder i Sydafrika, arbejdede han som cellarhand mere eller mindre overalt på kloden – og har således indtil for nylig vinificeret to høster årligt på henholdsvis den nordlige og sydlige halvkugle. I løbet af karrieren har han lavet vin i ti lande: Frankrig, Australien, Sydafrika, Spanien, Portugal, Chile, Uruguay, Ungarn, Argentina og Italien.

Hans Vinding-Diers mødte den stenrige grevinde og arving til Cinzano, Noemi, til et vinshow, som Gelasio Gaetani – italiensk aristokrat med tre paver i familien og eks-mand til Noemi – havde inviteret Hans og hans bror Anders samt fætter Peter Sisseck til.

»Hele den florentinske adel var der. Gaetani havde altid sagt, at Noemi var en bitch – det var jo hans ekskone – men jeg kunne godt lide hende, også selv om hun er 12 år ældre end jeg. Man kan ikke lade være med at kunne lide hende, hun er en ekstremt attraktiv kvinde, ekstremt kvik og – mere sjældent – et godt menneske, hun lytter i stedet for at tale. Den aften gik Peter Sisseck med hende, og de havde et forhold, som varede et halvt års tid. Så på et tidspunkt, hvor jeg var i London, mødte jeg Noemi, og vi var sammen – som venner, det var jo min fætters kæreste – og senere kom hun til Patagonien, hvor jeg arbejdede, og vi blev forelsket i hinanden.«

For Hans blev mødet med Noemi samtidig starten på 15 år som vinmager for den store Brunello vingård Argiano i Toscana, som bør være velkendt blandt læserne, eftersom Phillipson Wine, ifølge eget udsagn, sælger halvdelen af husets produktion i Danmark.

»Jeg vidste faktisk ikke engang, at hun ejede Argiano. Hendes far – eller Cinzano – købte stedet i 1989, da han fandt ud af, at hans datter, Noemi, datede den daværende ejer, Gelasio Gaetani. »Vi køber det hele, så de i det mindste ikke kan røvrende dig.«

Hvorfor?

»Sådan er Toscana. Jeg hader Toscana, det er middelalderligt og retarderet, fyldt med løgn og misundelse. De kan ikke tænke positivt, alt er negativt – det er en meget kortsigtet måde at tænke på. Nå, men Noemi tog mig til Argiano og sagde: »Please, hjælp mig.« Før det havde hun spurgt Peter Sisseck, som havde sagt nej. Jeg sagde »ok, jeg prøver, men det er nødt til at være sangiovese, jeg gider ikke jeres cabernet-merlot shit, jeg ved, I har noget oprindeligt.« Hun ville have mig til at lave en brunello, som ikke er brunello, og jeg kom op med Suolo i 2000, som er min version af en brunello fra de ældste stokke med de originale sangiovese grosso-druer, som de ville trække op. Jeg fulgte den puristiske vej, en brunello skal ikke være mørk og tung, men let og syngende.«

Fra 2004 overtog Hans jobbet som chefvinmager på Argiano og var således rorgænger, da den store Brunello-skandale begyndte at rulle i 2008, hvor en række brunello-ejendomme, inklusive Argiano, blev anklaget for at have spædet brunelloen, der skal være 100 procent sangiovese, op med andre druetyper som merlot, der er noget lettere at få til at modne.

»Jeg ved ikke, om du kan forestille dig at blive forfulgt af det italienske retssystem, det var et helvede. Dagen efter, at anklagen blev offentliggjort, rejste jeg til USA, vores største marked, for at vise mig. Hvad siger man i den situation: Ingenting. Jeg rejste rundt derovre i to måneder og mødte presse og importører. Det var hårdt, men jeg kan lide det på den hårde måde. Det var både en af de værste og bedste faser i mit liv, selv om det ikke havde noget med at lave vin at gøre, for det var politik,« siger Hans.

I modsætning til hovedparten af de anklagede, som indgik forlig med anklagemyndigheden, gik Argiano hele vejen igennem en retssag og endte med en frifindelse i 2013, hvorefter Hans sagde farvel til foretagendet.

Hvorfor forlod du så Argiano?

»Det er meget simpelt. For to år siden solgte Noemi stedet til nogle nye brasilianske ejere – hun er helt ude af det nu. Så jeg sluttede, da min kontrakt ophørte, det gav mening. Der er ingen bad feelings. Nu hvor jeg ikke længere er på Argiano, kan jeg tale frit: Jeg hader det sted, jeg tilbragte 15 år i helvede der. Jeg tror ikke engang på brunello, jeg synes, det er noget selvopfundet image-shit. Men jeg forlod stedet med 98 point, som James Suckling (amerikansk vinanmelder), som jeg opfatter som en reference på Brunello, gav Suolo. Selv om der ikke engang er tale om en topejendom med gode vinmarker.«

Eventyret i Patagonien startede i 1998-99, hvor Hans arbejdede som konsulent for Humberto Canale, Rio Negro, distriktets store klassiske producent, som skulle have frisket stilen op. En søndag, hvor han kedede sig, fandt han nogle gamle flasker i Canales kælder og trak dem op.

»Flaskerne var mærket, så jeg kunne se, at de gik langt tilbage. Det var ikke ligefrem fordi, at vinen var vellavet, men den indikerede, at man kunne lave lagringsværdig kvalitetsvin i Rio Negro.

Faktisk tog det ikke særlig lang tid at finde markerne. Oscar var inspektør for de lokale vinmyndigheder og havde adgang til registre over alle vinmarker med oplysninger om ejerforhold, druetyper og beplantningsår. Jeg gik efter de ældste stokke og fandt så markerne i Mainché plantet i 1932, som var mere eller mindre forladt. Ejeren sagde: I er gale, hvad vil I med det? Køb en æbleplantage i stedet for. Jeg var kun interesseret i malbec, der var også nogle pinot noir-marker, som gik til Noemis fætter Piero Incisa della Rochetta (fra familien som ejer den italienske topvin Sassicaia, red.) Jeg er glad for, at Noemi troede på mig – hun var villig til at ofre alt for mig. Hun kunne have ligget på en båd i Caribien, men valgte at bo med mig i Patagonien. Vi er skilt nu, men vi er de tætteste venner,« siger Hans.

Selv om han og Noemi ikke længere danner par, er hun stadig medejer af Bodega Noemia. Ligesom Hans stadig fungerer som konsulterende vinmager for Chacra, som er navnet på Piero Incisa della Rochettas (som bor i New York) vineri i Mainché.

»Vi laver stadig ingen profit på Noemia, vi er for små. Vi gør det, fordi vi elsker det. For mig er det den største udfordring i mit liv. Malbec har bløde, søde tanniner – det er en luder – lidt lige som zinfandel, men på en finere måde. Jeg leder efter noget, som kan blive bedre og bedre, og jeg føler, at jeg med 2013-årgangen, som klart har lagringspotentiale, så småt er begyndt at have fat i noget. Men der er stadig langt endnu dertil, hvor jeg gerne vil hen,« siger Hans.

Vi skal til at gå – hen til den populære parilla (grill) restaurant Don Julio i kvarteret Palermo Viejo – og mens vi rejser os, kigger Hans mig pludselig dybt og alvorligt i øjnene og siger:

»Jeg leger med ilden! Har du hørt, at jeg skrev Fuck off! til Steven Tanzer på Facebook?«

Jo, Berenice har fortalt mig, at Hans røg lige i flæsket på en af verdens mest indflydelsesrige vinkritikere i fuld offentlighed, fordi han var utilfreds med en anmeldelse.

»Jeg er uden filter, jeg siger, hvad jeg mener, og hvis ikke de kan lide det, så fuck dem!«

Er det ikke engang imellem lettere at være lidt mere diplomatisk?

»Jeg kan ikke lide det lette. Det er kedeligt. Let betyder at leve som en luder – ja, ikke engang det. Man lever slet ikke, når det er let. Det skal være the hard way.«

 

Berlingske var inviteret H.J Hansen

Noemia importeres og forhandles af H.J. Hansen/ Vinspecialisten

Chacra importeres af Philipson Wine