Jill Byrnit: »Manglen på ros opleves som en stor motivationsdræber, ikke mindst på en arbejdsplads«

Videnskabelige resultater viser desværre, at ros i visse afskygninger kan motivere til den modsatte adfærd end den, man ønskede at fremme, skriver Jill Byrnit i ugens klumme.

»Men er ros nu også altid af det gode? Øger det for eksempel motivationen til at give sig i kast med de opgaver, der skal løses? De videnskabelige resultater viser desværre, at ros i visse afskygninger kan motivere til den modsatte adfærd end den, man ønskede at fremme«, skriver Jill Byrnit. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Der er meget, man kan lære af at pleje omgang med katte. Man forstår for eksempel hurtigt, at de mange tegneserier om kattedyr ikke blot er humoristiske, men også ædruelige skildringer af, hvordan de små kræ løber om hjørner med os. Du kan lige så godt acceptere, at du til nøds kan bruges som tjener eller varmepude, men resten af tiden bør opholde dig tavst i baggrunden.

I et interessant forsøg fra 2005 sammenlignede forskere adfærden hos tamme hunde og katte, når de i et hjem oplevede en udfordring, som det var svært for dem at løse. Meget hurtigt giver hunde op og kigger bønfaldende op på mennesker i nærheden. Katte, derimod, knokler derudaf for at klare ærterne selv, og kun, hvis dette mislykkes, ser de sig med skepsis omkring efter et brugbart menneske. Katten opdrager på mennesket, ikke omvendt. For katte er temmelig ligeglade med ros, hvorimod vi som mennesker giver os i kast med de mest hjernedøde forehavender ved den blotte tanke om, at nogen vil rose os. Og manglen på ros opleves som en stor motivationsdræber, ikke mindst på en arbejdsplads.

Ros kan have modsat effekt

Men er ros nu også altid af det gode? Øger det for eksempel motivationen til at give sig i kast med de opgaver, der skal løses? De videnskabelige resultater viser desværre, at ros i visse afskygninger kan motivere til den modsatte adfærd end den, man ønskede at fremme.

I en amerikansk forsøgsrække fra 1998 blev et antal skoleelever fra femte klasse sat til at løse matematikopgaver. Den ene gruppe elever blev rost med bemærkninger, der fokuserede på deres iboende evner, såsom »hvor er du klog«. Den anden gruppe blev rost med bemærkninger, der fokuserede på deres arbejdsindsats, såsom »hvor har du arbejdet hårdt«.

Derefter skulle eleverne løse endnu sværere opgaver, og forsøgslederen bildte dem ind hver især, at de ikke havde svaret rigtigt på opgaverne. Hvordan reagerede børnene? Meget forskelligt, alt efter hvilken form for ros, de havde modtaget tidligere. De børn, der var blevet rost for iboende evner, havde mindre tiltro til, at de kunne forbedre situationen. For de tilskrev den manglende succes, at de åbenbart ikke havde evnerne dertil. Børnene i arbejdsindsatsgruppen havde derimod troen på, at hvis de lagde flere kræfter i arbejdet, så ville de kunne løse opgaven.

Jill Byrnit

»Hvis vi kan finde en ydre, observerbar grund til en persons handling, så formoder vi, at det er denne, og ikke alle mulige indre motivationer, der forårsager handlingen.«


Det var jo ikke nødvendigvis det, vi havde planlagt med vores ros. Men hvad nu, hvis vi ikke lader de tomme, rosende ord stå alene, men pepper dem op med en rigtig belønning? Noget, der er til at tage og føle på.

I et berømt videnskabeligt forsøg fra 70erne fandt de amerikanske forskere frem til ca. 50 børnehavebørn, der under observation havde vist sig at være meget glade for at tegne. I forsøget blev børnene opdelt i tre grupper. I den ene eksperimentgruppe fik børnene at vide, at der ville komme en gæst på besøg i børnehaven, og at denne gæst gerne ville belønne børn, der lavede tegninger til ham, med et flot diplom med en guldstjerne på.
I kontrolgruppen og den anden eksperimentgruppe blev der ikke nævnt noget om belønning, men børnene blev spurgt, om de havde lyst til at lave en tegning til den person, der kom på besøg.

Børnene blev en efter en hentet ind til et tegnelokale, hvor de lavede en tegning, hvorpå en forsøgsassistent dukkede op og foregav at være gæsten på besøg. Børnene i begge eksperimentgrupper fik derpå deres diplomer overrakt af gæsten. Et par uger efter forsøgets afslutning foretog forskerne igen observationer af børnene, der havde deltaget i forsøget. Det viste sig, at den enkeltstående episode med belønning havde ændret børnenes adfærd i uventet retning. For i modsætning til børnene fra de andre grupper, så tegnede børnene, der fra starten i forsøget var blevet lovet belønning, nu mærkbart mindre end de havde gjort tidligere.

Forskerne forklarer dette besynderlige resultat med den måde, vi som mennesker konstant søger efter bevæggrunde for handlinger. Hvis vi kan finde en ydre, observerbar grund til en persons handling, så formoder vi, at det er denne, og ikke alle mulige indre motivationer, der forårsager handlingen. Børnene i forsøget, der på forhånd vidste, at de ville modtage et flot diplom for at tegne, blev pludseligt forsynet med en ydre forklaring på, hvorfor de tegnede. Børnene foretog, ifølge forskerne, derfor fremover det ubevidste ræsonnement: »Jeg tegner, fordi jeg får en belønning.« Og den indre motivation, som de oprindeligt havde, kom pludselig til at virke som en forstyrrende ekstra forklaring på noget, der allerede var forklaret.

Nedslående konklusion: Dit job må bære lønnen i sig selv.