Jill Byrnit: Du opfører dig bedre, når der kigges på dig

Et par velplacerede overvågende øjne kan få os til at opføre os som mere lovlydige og socialt omgængelige samfundsborgere. I hvert fald overfladisk betragtet.

Jill Byrnit. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

I det offentlige rum støder man somme tider på fænomener, som man ikke skænker en tanke, før den dag, de er forsvundet. Hvad blev der for eksempel af det engang så allestedsnærværende fænomen graffiti? I flere årtier af vores nyere historie var der ikke den facade i større byer (eller mindre for den sags skyld), der ikke var overtegnet af farvestrålende kæmpebogstaver med simplificerede budskaber samt opfindsomme signaturer af amerikansk klingende kunstnernavne.

Det var, indtil kommunalpolitikerne forstod, at det ondeste, man kan gøre over for folk, der færdes bedst om natten, er at elske dem til døde. Så med åbne invitationer til byens gadeartister om at male på særligt opførte flader fik vi effektivt reduceret fænomenet.

»Men hvad nu, hvis der øverst på alle gavle var blevet malet et par store øjne, der stirrede ned på graffitimalerne? Ville det have haft en præventiv effekt?«


Men måske kunne det have været gjort ved hjælp af mere simple metoder. Hvis vi tager udgangspunkt i det herligt selvindsigtsfulde graffitiudsagn, »Gud ser alt, men han sladrer ikke!«, må man formode, at det virkede beroligende på gadeartisterne fra de mere lyssky graffitidage, at Gud ikke var sladdervorn. Men hvad nu, hvis der øverst på alle gavle var blevet malet et par store øjne, der stirrede ned på graffitimalerne? Ville det have haft en præventiv effekt?

Det er der noget, der kunne tyde på, for en række socialpsykologiske eksperimenter, designet til at minde om hverdagssituationer, har påvist, hvordan et par velplacerede øjne kan få os til at opføre os som mere lovlydige og socialt omgængelige samfundsborgere. I hvert fald overfladisk betragtet.

Sådan reagerer vi på overvågning

I et af eksperimenterne holdt forskerne bogstaveligt talt øje med, hvor mange penge folk donerede til velgørende formål. Eksperimentet foregik i et supermarked, som rutinemæssigt havde opstillet indsamlingsbøsser ved kassen, så folk kunne kaste lidt mønter derned, i forbindelse med at de betalte for deres varer. De velgørende formål skiftede fra tid til anden, men var det samme i perioden for eksperimentet.

Forskerne klistrede et par små tegneserieøjne på nogle af bøsserne og klistermærker med stjerner på kontrolbøsserne, hvorefter de sammenlignede mængden af penge, der kom i de respektive indsamlingsbøsser. De små uanselige klistermærkeøjne viste sig at have en mærkbar effekt i prosocial retning. Således lokkede indsamlingsbøsserne med små øjne flere penge ud af folk end tilsvarende bøsser med stjerner.

Men inden impulsstyrede politikere nu måtte gå balalajka af glæde ved udsigten til skærpet social kontrol og diktere, at vi alle skal have tatoveret øjne i nakken, så er det værd at blive klog på resultaterne fra et andet hverdagslignende forsøg, der gik efter en særlig kategori af småforbrydere: cykeltyve.

I dette britiske forsøg fik forskerne adgang til tyveristatistikkerne og fandt frem til tre universitetsområder, der var særligt plagede af cykeltyverier. De fik her opsat store specialdesignede skilte med et foto af et par stirrende øjne og ordlyden: »Cykeltyve – vi holder øje med jer«. De lod skiltene være oppe i et år og analyserede derefter, hvordan det var gået med cykeltyverierne i skilteområderne samt nogle kontrolområder i nærheden, som ikke havde skilte hængende.

For tilhængere af overvågning er den gode nyhed, at skiltene med øjne viste sig at have en betydelig effekt. Således faldt antallet af indrapporterede cykeltyverier med 62 pct. i skilteområderne i forhold til året inden, skiltene kom op. Den mere nedslående konklusion er, at øjnene sørgeligt nok ikke fjernede selve lysten til at begå cykeltyverier: Antallet steg næsten en til en i kontrolområderne uden fotoøjne.