»Hvis nogen ringer til os bare for at snakke, er vi tæt på at tro, at et menneske er afgået ved døden«

Journalist og klummeskribent Nathalie Ostrynski Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Nå, nu skal de snart synge.« »Det var da godt nok et dejligt lys.« »Nej, se lige scenen.«

Alle var stille. Undtagen et ældre ægtepar, der fra deres balkonpladser begyndte at sniksnakke højlydt i samme moment, som operaforestillingen gik i gang. Der var meget, de to skulle vende, kunne man forstå.

Den slags hygge bliver ikke mødt med overbærenhed af den kulturelle menneskerace, der har givet i omegnen af 500 kroner for en billet til Det Kongelige. En mand vendte sig om og råbte resolut: »Hey, stop så med den snak!«

Ok, ægteparrets timing var ikke den bedste. Men rolig nu med nultolerancen ... Hvis der er noget, vi ikke skal stoppe med, er det at snakke. Vi har efterhånden fået et meget kompliceret og allergisk forhold til samtale i vores samfund.

Når særligt den ældre generation udøver kunsten at have en passiar, er det nærmest et sjældent kuriosum. Se lige! To mennesker, der oprigtigt engagerer sig i en nysgerrig snak om alt og ingenting uden afbrydelser fra mobiltelefonen. Selv vi, der stadig kan huske fornemmelsen af fastnettelefonens ledning snurret rundt om fingrene under timelange snakke, er ved at miste evnen til at slå en sludder af.

Vær stille

Ingen tør længere tale med en medpassager ved busstoppestedet om vejret i dag, og hvis nogen ringer til os bare for at snakke, er vi tæt på at tro, at et menneske er afgået ved døden. Hvem i alverden foretager et opkald bare for at gøre noget så analogt som at spørge om, hvordan det går?
Min egen samtalehistorik på telefonen fylder ikke meget i forhold til antallet af beskeder. Og jeg vil hellere sende min mor en sms for at lave en aftale med hende, fordi en snak på ti minutter bare er mere besværlig.

Flere undersøgelser har i de senere år peget på den kulturelle forandring. Der er unge mennesker, der har udviklet en social fobi for at tale i telefon, fordi de ikke aner, hvordan man skal konversere. De oplever ikke at tale med andre i flere uger, fordi de chatter på Messenger i stedet for. Andre ved ikke, hvordan man på ordniveau åbner en samtale.

Samtalen er i risiko for at udtørre i en sådan grad, at den en dag kommer på museum. Jeg vil være den første til at indløse billet, så jeg kan komme hen og begræde dens bortgang.

Det sker i en tid, hvor vi til gengæld er underligt tolerante over for støj fra mobiltelefonen. Ingen siger noget, når folk i bussen eller toget hører alt for høj musik i høretelefonerne. Eller når en lidt for kæk ringetone fra en telefon igen og igen brager gennem venteværelset.

Jeg har oplevet at cykle ind til København K bag en mand, der havde fastmonteret sin telefon på cykelstyret, så han højt kunne høre P1 på cykelstien. Samme manøvre havde en ung dame også lavet en anden morgen. Hvilket gav mig ti minutter med Celine Dions skingre fraseringer på cykelstien.

Den slags synes jeg oprigtigt talt er langt mere forstyrrende end et sødt, sniksnakkende ældre ægtepar i operaen, men siger jeg noget? Nej. Man skulle jo fanme nødigt falde i snak med nogen.