Birgitte Borup: Vi drømmer om at være Susse og Bent, men er i virkeligheden Lisbet Dahl

Den langvarige tosomhed, der engang var det almindeligste i verden, materialiserer sig efterhånden kun som et fatamorgana i kærlighedsørkenen. Vi lover os ikke længere væk, til døden os skiller, men til kærligheden kradser af, skriver Birgitte Borup.

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Birgitte Borup Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

En aften for ikke så forfærdeligt længe siden indtog mine forældre det legendariske Vesterbro-værtshus »Guldregn«. Det er næppe hverdagskost, at et pensioneret lærerpar fra Nordjylland sætter sig til rette blandt stenbroens mest inkarnererede festaber, men der sad de immervæk og kastede hvidhåret glans over fadølsanlægget, mens de dyrkede et af deres ægteskabelige mantraer: At restaurantbesøget, teaterforestillingen eller biografturen helst skal afsluttes med »en bajer på vej hjem«.

Min far var godt igang med en langstrakt anekdote, hvor han mindedes ungdommens vilde byture bag netop disse cigaretgule vægge, da et yngre par nærmede sig. De bød høfligt på en øl og udbad sig til gengæld svar på et af livets store spørgsmål: Hvordan får man et parforhold til at holde? Ikke bare i de første, halvtossede år, hvor forelskelsens vanvid driver os ud over kærlighedsstepperne, men indtil vi drager det sidste suk med hinanden i hånden.

Og hvem var bedre at spørge end et par, der snart har delt Eva Trio-stel og elregninger i 50 år?

»Min far var godt igang med en langstrakt anekdote, hvor han mindedes ungdommens vilde byture bag netop disse cigaretgule vægge, da et yngre par nærmede sig. De bød høfligt på en øl og udbad sig til gengæld svaret på et af livets store spørgsmål: Hvordan får man et parforhold til at holde? «


Når man kigger på vores statistiske formåen udi kærlighed, er det ikke så sært, at opskriften på det livslange parforhold er blevet noget, vi bruger de sene aftentimer på at jage på byens beværtninger. Undersøgelser viser, at de fleste af os drømmer om en partner, vi kan blive gamle sammen med, men alligevel ender omkring halvdelen af alle ægteskaber i skilsmisse. Dertil kommer de utallige kæresteforhold, der dagligt opløses, fordi vi - igen - er rendt ind i én, der ikke forstår vores afsky ved kropshår, seksuelle fetisch, kvababbelse ved familiekomsammener, eller hvad vi ellers går og døjer med. Resultatet er en nation med 1,6 millioner mennesker, der bor alene.

Med andre ord har de fleste intentioner om et kærlighedsliv a la Susse og Bent, men ender i stedet med at skifte partner næsten lige så ofte som Lisbet Dahl.

Den langvarige tosomhed, der engang var det almindeligste i verden, materialiserer sig efterhånden kun som et fatamorgana i kærlighedsørkenen. Vi lover os ikke længere væk, til døden os skiller, men til kærligheden kradser af. Ægteskabet i den livslange form er nærmest en urban legend, et udholdenhedens utopia, som alle vi halvforvirrede Generation X og Y-typer andægtigt betragter på afstand.

Men der er håb, selv for os gennemdigitaliserede globalister, der er vant til at swipe fra det ene kærlighedskick til det næste. Ifølge den verdensberømte, belgiske parforholdsforsker og forfatter, Ester Perel, kan vi højne vores chancer for at få langtids-jackpot i kærlighedslotteriet, allerede når vi vælger vores partner. I stedet for at lede efter en person, der lever op til alle punkter på vores alenlange og formentlig stærkt urealistiske checkliste, skal vi gå efter én, vi kan udvikle os sammen med. Hvor der er plads til løbende at redigere den fælles historie, som, uanset hvor høje vi er på forelskelsens rus, med statsgaranti bliver uperfekt og fyldt med vildveje. Jagten på perfektion er parforholdets værste fjende, både i de tidlige faser og når hverdagen banker på med sin uendelige, rutineprægede kedsommelighed.

En bekendt fortalte for nyligt, at hun og hendes mand har lavet den håndfaste aftale, at ingen af dem skrider, før det yngste barn er fire år. Ikke nogen dum strategi, baseret på den statistiske evidens, der viser, at flertallet når et punkt, hvor de overgiver sig til dét, der nu engang er. Når vi har rundet første årti i hinandens selskab, forsvinder udbrydertrangen som en softice i solskin. I de triste tilfælde fordi, vi alligevel ikke orker at starte forfra, og i de mere vellykkede fordi vi tager vores parforhold på os og omfavner den skønhed, der som regel gemmer sig lige under bunken af sure opstød og ditto sokker.

Og så er der dem, der spørger sagkundskaben til råds, som parret, der opsøgte mine halvbenovede forældre hin aften. Det havde ikke strejfet dem, at de i al deres løgstørianske almindelighed var et særsyn i hipsterland. De tog et velovervejet greb om øllen og svarede så:

Acceptér at I er forskellige. Giv hinanden plads og tid. Hold fast i et selvstændigt liv hver for sig, og nyd det, når I er sammen. Diskutér en masse, men lad være med at fordømme. Giv slip på drømmen om det perfekte. Hvis I ikke har selvironi, så anskaf jer noget. Og sæt inderligt pris på dét, du får, efterhånden som jeres forhold klarer de mange svære hårnålesving på kærlighedens vej: Et livsvidne, som måske nok kan erstattes, men alligevel er uerstatteligt.

For det er dér, den virkelige motivation er, når vi skal blive og kæmpe. Når vi indser, at vi skal forlade det uerstattelige. Og aldrig mere dele en bajer på vej hjem.