Birgitte Borup: »Vi burde sige: Tillykke med, at du sked det hele et stykke«

Vi går i skole, på arbejde, på pension og til sidst lægger vi os til at dø. Vores udskejelser består af et par ferielovsregulerede udlandsrejser om året eller en ny Peugeot i carporten, mens den danske drøm kun findes som en halvfortrængt sitren i det bagerste af hjernebarken, skriver Birgitte Borup

Birgitte Borup, weekendredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det kræver ikke længere en H.C. Andersen at fortælle et godt eventyr. Mens det engang var nødvendigt med halve kongeriger og grimme ællinger, der med svanens vingefang sagde saoynara til den irriterende andeflok, er det i dag rigeligt at skille sig en smule ud fra mængden.

Vi elsker de historier fra virkelighedens verden, hvor nogen får has på den grå november-hverdag, tager dirigentstokken i egen hånd og stikker den direkte i hamsterhjulet for at komme igang med at udleve drømmene. Hver gang, vi her på Berlingske bringer artikler om dem, der vælger en ny vej i tilværelsen og gør noget gakket, uventet eller bare anderledes, strømmer læserne til. For hvordan finder man dog modet til at sige direktørjobbet op for at blive folkeskolelærer, til at rejse jorden rundt, vandre ud i vildnisset, flytte til udlandet eller bare fra Køge til Kalundborg?

Vi danskere har det med at anskue livsændringer, store som små, med en ståhej og en fascination, som var der tale om verdensrevolutionerende, uomgørlige beslutninger. Skilleveje i tilværelsen behandles, som om vi var i færd med genopførelsen af Moses ved Det Røde Hav, hvor kun miraklets mellemkomst forhindrer, at vi drukner, før vi rammer den modsatte bred.

For nylig sagde min gode veninde sit mangeårige job op for at blive selvstændig, og selv om hun gør det med en solid fratrædelsesordning i ryggen, blev hendes beslutning modtaget med lige dele benovelse og bestyrtelse. Hun blev behandlet, som om hun havde valgt at bungy-jumpe direkte ud i evig lediggang og livslangt økonomisk uføre. Ikke for at forklejne det mod, det kræver at sige et fast job op, men hvis man dissekerer situationen, hvad er så egentlig det værste, der kan ske? Hun kommer væk fra et job, hun er træt af, og får afprøvet en ny livsbane under kontrollerede former - og med mindre man er komplet diskvalificeret som arbejdskraft, vil det jo altid være muligt at finde et andet job. Hvor mange fornuftige, flittige og arbejdsduelige mennesker er uafbrudt arbejdsløse fra midt-fyrrerne til pensionsalderen? Nej vel.

På samme måde meldte en bekendt i denne uge ud, at han har valgt at træde et skridt ned ad karrierestigen og tage et job i samme virksomhed med mindre chefansvar. At dømme efter Facebook-reaktionerne rangerer den slags beslutninger på niveau med at abdicere fra statsministerposten i utide. Det er åbenbart i ekstraordinær grad modigt at træde bare et mini-chassé væk fra den sti, der egentlig var udstukket. Når vi først har indledt vores vandring, er forventningen, at vi fortsætter ligeud eller allerhelst opad. Dem, der stopper op undervejs, tager bestik af retningen og ændrer den efter behov, betragtes som enhjørninge på et modigt soloridt mod strømmen.

»Når vi først har indledt vores vandring, er forventningen, at vi fortsætter ligeud eller allerhelst opad. Dem, der rent faktisk stopper op undervejs, tager bestik af retningen og ændrer den efter behov, betragtes som enhjørninge i et modigt soloridt mod strømmen. «


Vores fascination af andres eventyr, hvad enten de består af flytninger til udlandet, store livsvalg eller småjusteringer på jobbet, siger lidt om, hvor relativt forudsigeligt gennemsnitsdanskerens liv er. Vi går i skole, på arbejde, på pension og til sidst lægger vi os til at dø. Vores udskejelser består af et par ferielovsregulerede udlandsrejser om året eller en ny Peugeot i carporten, mens den danske drøm oftest kun findes som en halvfortrængt sitren i det bagerste af hjernebarken. Vi når knapt at forlade folkeskolen, før vi lulles ind ind i en prædefineret skabelon. Vi skal skynde os at tage en uddannelse, få et fast job (som vi kun må skifte ud med CV-venlige mellemrum), melde os ind i en A-kasse, komme ind på boligmarkedet, finde en partner og få nogle børn. Derefter handler det mest om at sætte neglene i bordpladen og hænge i.

Det rummer sit eget paradoks, at landet med klodens måske mest fintmaskede sikkerhedsnet, er endt som hjemsted for en så udtalt grad af forudsigelighed. At vi er blevet fascinerede observatører i stedet for forslugne drømmere. Vi elsker iværksætteri, men blot omkring tre procent af os kaster os ud i det. Vi drømmer om at rejse, men undersøgelser viser, at vi pænt vil vente, til vi bliver pensionister. Hvilket en anden undersøgelse viser, at vi håber at blive allerede i 63-års-alderen, om end det kun er realistisk for de færreste.

Karrierekatedralen LinkedIn opfordrer os til at gratulere hinanden, når vi rammer endnu et jubilæum på samme arbejdsplads. I stedet burde der være en knap, hvor man kunne sige: »Tillykke med, at du sked det hele et stykke, sagde jobbet op og fandt et nyt, smed din selvoptagede kæreste ud, flyttede i en to-værelses i Valby og indrettede tilværelsen på egne præmisser«.

Succes handler ikke om rigdom eller om at omdanne hamsterhjulet til et lykkehjul, der altid lander på jackpot. Succes handler om modet til at træffe de rigtige valg for egen tilværelse. Den danske drøm begynder der, hvor forudsigelighedens sti ender i en korsvej - og flertallet tør gå i lige præcis den retning, der er deres.